Thomas Pynchon er paranoiaens ypperstepræst. Hans romaner er på én gang hyperavancerede, kaleidoskopiske fortællinger om den moderne verden og dybt monomane formuleringer af konspirationsteoretisk skepsis. Og hvor meget finder han egentlig på selv?
BOGTILLÆG (2. SEKTION)
SANDHED?
Som forhåbentlig de fleste andre var jeg som barn i den lykkelige situation, at der var voksne omkring mig, som havde tid og lyst til at fortælle mig historier. Den systematiske løgnagtighed, som er et adelsmærke for alle gode forældre, kom mig altså i rigt mål til gode.
Der var naturligvis alle de historier, man som regel fortæller børn, og som gør en god gerning i øjeblikket og kort tid efter forsvinder; men der var også andre, som det senere viste sig umuligt at komme uden om, og jeg var så heldig at kende både Odysseus og Oliver Twist, før jeg selv formåede at læse om deres eventyr - og fandt ud af, at det var ganske andre og mere komplicerede beretninger, som lå bag originalerne, end de unægteligt forenklede versioner, jeg som barn blev underholdt med.
Således var det fra starten ikke indlysende, at de fortællinger, som optog mig, netop var løgn og latin af bedste skuffe - eller i hvert fald de fleste af dem. Jeg har aldrig rigtig oplevet den eksistentielle desillussion, som efter sigende skulle ramme børn, når de opdager at Julemanden er en fiktion.
Spørgsmålet om virkelighed eller ej var vist snarere mere eller mindre ligegyldigt, sådan som det bør være, når fortællingen er god.
Der er i hvert fald ikke meget vundet ved at fastslå, at forfattere finder på, og i mange situationer er det fuldstændig beside the point overhovedet at stille spørgsmålet. Hvem interesserer sig for om Odysseus var en virkelig person, eller - for den sags skyld - om Homer var det?
Langt mere interessant var det senere at opdage kilderne til de fortællinger, som ofte blev fortalt ganske løsrevet.
At den og den historie i virkeligheden havde sit udspring i f.eks. The Canterbury Tales, som jeg er ganske sikker på, at ingen af mine forældre har læst fra ende til anden, siger noget om fortællingers evne til at løsrive sig fra deres udgangspunkt og på egen hånd begive sig rundt omkring i verden - ganske som Odysseus eller som folkeeventyrenes helte.
Én af de historier, som optog mig allermest, da den oprindelig blev fortalt mig, var beretningen om de gigantiske krokodiller, som lever i New Yorks kloakker. Her, under Manhattans menneskemylder, raver blinde albinokrokodiller rundt og æder rotter og menneskeligt affald og fra tid til anden også en uheldig kloakarbejder, som utvivlsomt har oplevet sit livs shock og aldrig fik muligheden for at fortælle det videre.
Det er jo en klassisk beretning om den deformerede natur, som skjuler sig under civilisationens ydre kontrol, og hvor kom de fra?
Opstået som biprodukter af et fejlslagent renovationsforsøg i millionbyens kommunale affaldsbehandling, udsat af ekstremistiske maskinstormere for at demonstrere monstrøsiteten i den menneskelige naturbeherskelse, eller var de selv indvandret, som djævelsk konsekvens af den ondskab, enhver kan se lyse i disse krybdyrs øjne, med det formål at minde mennesket om dets forbindelse til hine urtider, hvor dyr var grusomme og døden brutal og blodig som kun sjældent i dag?
Nej, langt mere prosaisk og i virkeligheden langt mere uhyggeligt: det var kommet på mode for børn at anskaffe sig krokodilleunger, som mens de er små er ganske uskadelige, og eksotismen i disse kæledyr gjorde det til en salgssucces i stormagasinet Macy's.
Men børnene blev trætte af de små kræ, eller kræene var pludselig ikke længere helt så små, og så måtte de al affalds vej, ned igennem toilettet og så ser man dem ikke mere.
Men i kloakkerne er der gunstige vækstbetingelser for de slimede kryb, og inden længe var det nødvendigt at ansætte et antal benhårde stridsmænd til at stige ned i gangene, bevæbnet til tænderne, og udrydde disse skadedyr, før de ganske overtog kontrollen med New Yorks renovationssystem.
Se, det var en rigtig historie, og god oven i købet, for det er jo uhyggelig konkret og faktisk ganske farligt, og der er slet ingen grund til at tro, at det samme ikke også kunne ske alle mulige andre steder i verden.
Hvad jeg ikke vidste før længe efter var, at denne historie stammer fra begyndelsen af Thomas Pynchons debutroman V. (1961).
Her er der naturligvis yderligere oplysninger at hente:
Det var i begyndelsen af 50'erne, prisen for en babykrokodille var 50 cents, og det var slet ikke krokodiller men snarere alligatorer (jeg har kun vage formodninger om forskellen); nogle af dem "havde vendt sig til kannibalisme, fordi alle rotterne i deres kvarter var blevet ædt eller var flygtet i rædsel."
Og på jagt efter de modbydelige skabninger finder man jo ud af, hvad kloakkerne ellers kan gemme...
Thomas Pynchon er en af de nulevende forfattere, som magter at sætte denne slags småfortællinger i omløb; med tiden kan de blive vandrehistorier, myter, eller sågar den rene skære sandhed. I virkeligheden er det jo slet ikke til at vide, hvor meget af det han selv finder på, og hvor meget af det der på én eller anden måde har sin oprindelse i noget, der virkelig er sket.
Og det er denne form for læserparanoia, som svarer til Pynchons gigantiske systemer af henvisninger frem og tilbage i historien, de hemmelige selskaber, de århundredelange forbindelser som, hvis de bliver afsløret, får det til at løbe koldt ned ad ryggen på hans personer af ren og skær paranoid angst for systemer.
I The Crying of Lot 49 (1966) fortæller han om et hemmeligt postselskab, som gennem århundreder har arbejdet undercover mod det etablerede postvæsens dominans - først i Europa, hvor hovedfjenden var den gamle adelsfamilie Thurn und Taxis, og senere i Amerika, hvor Wells Fargo stod for skud.
Det passer selvfølgelig ikke. Romanens pointe er, at man ikke kan vide, om det passer. Men på Internettet kan man finde billeder af de hemmelige frimærker, det konkurrerende system udsender; så selv hvis det ikke er sandt, er der altid en hård kerne af pynchonianere, som arbejder på at gøre det sandt.
En anden historie, som jeg er sikker på, jeg har hørt, før jeg læste den i Pynchons Vineland (1990), er det amerikanske forsøg på at skaffe Fidel Castro af vejen med en særlig cigar proppet med plastisk sprængstof.
Men ak - cigaren kommer til at vende forkert, Fidel bider enden af og ender med et stykke detonatorledning mellem tænderne, og den håbefulde unge soldat, som havde planlagt det hele og allerede glædede sig over sin kommende heltestatus, og som Pynchon identificerer som Virgil 'Sparky' Ploce (1923-1959), mistede livet på stedet og blev antikommunistisk martyr i stedet.
Nu ved jeg jo ikke om det er sandt eller ej; der er sikkert adskillige Cuba-specialister, som ikke er i tvivl, og som vil grine højlydt over at høre, at jeg virkelig er sikker på at have hørt denne historie i andre sammenhænge end Pynchons roman.
Men folkeviddet vil jo som bekendt mene, at virkeligheden overgår fantasien, så man kan aldrig være helt sikker. Så enten opsuger han de vandrehistorier, vi går rundt og gentager for hinanden - de være sande eller ej - eller også er der noget ved hans fortællinger som gør, at de med tiden bliver rykket over i det sande ad umærkelige og ganske paranoia-fremkaldende veje.
Forfatteren er selv ganske god til at skabe paranoiske tilstande omkring sin person. Nogle mener, at han er en seriøs kandidat til Nobelprisen, og ikke desto mindre har han levet det mest mystiske og tilbagetrukne - netop mytiske - liv, man kan forestille sig.
I 60'erne og 70'erne, hvor han endnu var en afgudsdyrket forfatterikon i de østamerikanske universitetsmiljøer, gik spekulationer om, at han i virkeligheden slet ikke eksisterede - at navnet var et pseudonym.
Først mente man, at bøgerne var skrevet af et forfatterkollektiv, bestående af blandt andre Donald Barthelme og William Gaddis, to af 60'er-modernismens centrale skikkelser i USA; senere fremkom den teori, at Thomas Pynchon i virkeligheden var J.D. Salinger, hvis tavshed - han har ikke udgivet en linje siden 1965 - var en tung byrde at bære for den litterære offentlighed.
Pynchon skrev et kort brev til det blad, som havde bragt historien - "some of it is true, but none of the interesting parts. Keep trying."
Det eneste fotografi, der med sikkerhed forestiller Thomas Pynchon, stammer fra hans tid i marinen i midten af 50'erne: En sløret ung mand med en underlig, halvretarderet grimasse.
Han har aldrig givet et interview, og han har aldrig trådt offentlig frem i nogen sammenhæng, bortset fra på skrift, hvor han med mange års mellemrum udsender sine Store Bøger og ellers af og til anmelder topforfatterkollegaernes romaner i USA's mest ansete tidsskrifter.
Selv hans forlægger på forlaget Henry Holt indrømmer, at hun aldrig har mødt ham.
Enkelte biografiske detaljer kom frem i en artikel i Playboy i 1977, hvor man kunne læse om hans tid som studerende hos Vladimir Nabokov på Cornell University, ung beatnik og marihuanarygende flipperforfatter i 60'erne og 70'erne, men artiklens forfatter, Jules Siegel, selv en stærkt tvetydig figur på den tids amerikanske litterære scene, havde tydeligvis et temmelig anspændt og problematisk forhold til hovedpersonen, som det ses af artiklens titel: "Hvem er Thomas Pynchon, og hvorfor stak han af med min kone?"
Resultatet af alt dette hemmelighedskræmmeri er naturligvis en jernhård forfattermytologi, som holdes i live af en gruppe af ærke-Pynchon-læsere. De udgiver Pynchon Notes og breder deres læsninger og minutiøse biografiske studier ud over Internettet.
Det er ganske som i en roman af Pynchon. Der er magtfaktorer i værk, som holder sig skjult bag et uendeligt antal tegn og hieroglyffer og hemmelige koder, som læseren og romanpersonen paranoidt kan forsøge at følge frem mod endnu større grad af forvirring.
I sin nyeste bog Mason & Dixon, sidste års mest overdrevent monstrøse eksperimentalroman og alligevel en øjeblikkelig bestseller, tager Pynchon springet 230 år tilbage i tiden, nærmere bestemt til 1760'erne, hvor grænsen mellem Maryland og Pennsylvania fastlægges af to engelske astronomer. Deres navne er bevaret i det traumatisk klingende begreb om The Mason-Dixon Line, grænsen mellem nordstater og sydstater.
Som altid er det en afsindig og på mange måder dybt pervers roman om alt mellem himmel og jord, som ikke bliver mindre fantastisk af fra start til slut at være skrevet med det 18. århundredes vokabular, ortografi og syntaks - en udfordring selv for indfødte og en teknisk tour de force fra forfatterens side.
I Mason & Dixon, som kunne bære undertitlen "Den amerikanske paranoias oprindelse", eftersøger Pynchon rødderne til det vanvid, som tilsyneladende er hjertet i det amerikanske kontinents storhed.
Og her dukker København op: Mod bogens slutning fortæller den svenske skovhugger Stig, som arbejder på at fælde træerne omkring "linjen gennem vildnisset", om den i vor tid vidt udbredte kendsgerning, at vikingerne kom til Amerika længe inden Columbus:
"I Det Kongelige Bibliotek i København ligger et ældgammelt pergamentmanuskript, en gave fra Biskop Brynjolf til Frederik den Tredje, som indeholder fortællinger om de første nordboere i Amerika, om de lange vintre og ærefrygtindgydende mirakler, der nødvendigvis må komme inden foråret, - blod, ånder og genfærd, spådomme og profeti... og den melankolske antydning af at det 'nye' kontinent, som europæerne fandt, allerede længe, siden dets egen oldtid, var blevet hjemsøgt af mord, slaveri og de sølle fragmenter af en uigenkaldeligt ødelagt magi."
Hvad Pynchon her er løbet ind i undervejs i sin research er intet mindre en Flatøbogen, eller Flateyjarbók, som ganske rigtigt indeholder Erik den Rødes saga om rejsen til Vinland, og som ganske rigtigt kom Frederik III i hænde i 1656, efter at kongen havde udtrykt ønske om "at tilvejebringe her i landet de antiquitas, sagaer og gamle dokumenter, som fås kunne, til hans Majestæts behagelighed og afbenyttelse og for at forøge hans kongelige bibliothecam."
Bogen, som blev affattet på Flatø i den islandske Bredebugt omkring 1390, blev leveret tilbage til Island i 1971 og befinder sig nu på Islands Universitet.
Således indføjes dette lille skår af Danmarks og Skandinaviens historie i Thomas Pynchons vældige mosaik, forestillende de uendelige forbindelser på kryds og tværs af historien, som med tiden opbygger den amerikanske virkelighed på et stærkt usikkert grundlag og som et resultat af allehånde magtspil, groteske tilfældigheder og aldeles utroværdige fortællinger. Som alligevel viser sig indimellem at være sande. Og når Flatøbogen nu virkelig eksisterer, og Pynchon tydeligvis har researchet sig til korrekt viden om denne temmeligt obskure sag, hvordan kan man så være sikker på, at der ikke stadigvæk gemmer sig en alligator eller to i kloakkerne under New York?
*Pynchon på dansk: 'The Crying of Lot 49' udkom under titlen 'Katalognummer 49' på Gyldendal, oversat af Arne Herløv Petersen i 1968. 'Vineland' udkom på Tiderne Skifter som 'Vinland' i 1993, oversat af Claus Bech. Tiderne Skifter forbereder nu danske udgaver af Mason & Dixon og senere Gravity's Rainbow (1973) - begge med Claus Bech som oversætter
