Læsetid: 12 min.

Renault drejede Europa mod venstre

26. november 1998

En dag i februar sidste år tog en flok arbejdere 5.300 nye biler som gidsler, fordi Renault ville lukke deres arbejdsplads. Fem måneder senere afleverede de bilnøglerne i en stor plastikpose, og bilerne kunne komme videre. Men i mellemtiden havde Renault-arbejderne ændret den europæiske dagsorden

Revolutionens farve er brun. Brun som hverdagen og det lange seje træk i fabrikshallerne. Karel Gacoms' håndtryk er venligt, og smilet nærmest lidt genert. Faktisk er han så anonym og stilfærdig, at han kunne gå igennem ens dagligstue, uden at man bemærkede det.
Klædt i brunt fra top til tå ligner han ikke det, han er; nemlig en mand, der har været med til at dreje Europa mod venstre.
Men under Karel Gacoms' brune skjorte løber der rødt blod til et rødt hjerte.
Den undselige belgiske fagforeningsmand er socialist. Og siden 27. februar sidste år har han også været verdensberømt i Belgien.
Han husker dagen, som var det i går.
"Allerede klokken 11 blev jeg ringet op, fordi der var problemer. Arbejderne på Renaultfabrikken havde spærret parkeringspladsen og taget 5.300 nye biler som gidsler. Sådan noget skete af og til, men klokken 14 ringede en fransk kollega og fortalte mig, at Renault ville lukke fabrikken i Vilvorde, og så tog jeg derud med det samme."
Klokken fem udsendte Renault en pressemeddelelse, der var lige så voldsom, som den var kort.
"I forbindelse med en væsentlig forenkling af sit industrielle apparat, vil Renault i 1997 nedlægge alle sine aktiviteter på sin fabrik i Vilvorde."
Seks linier, kun lidt mere end 20 ord, og med et slag havde 3.100 ansatte mistet deres job. Produktionen skulle flyttes til en Renault-fabrik i Spanien, hvor et nathold skulle bygge de biler, der hidtil var blevet samlet i Belgien.
I dag står den tomme Renault-fabrik som et monument over den dag, globaliseringen kom til Belgien. Overfor de enorme fabrikshaller, der nu er lagt øde, ligger tre små caféer. Heller ikke de er gået ram forbi. Den største af dem, Café Boomerang, er lukket og ser ud til at have været det længe.
Som faglig sekretær i den lokale Metal-afdeling blev Karel Gacoms manden, der talte arbejdernes sag i fjernsyn og aviser, manden der forhandlede med ledelsen og manden der tog slagsmålene på de indre linier mellem de fyrede.
To timer efter den kortfattede meddelelse fra Renault, var det også Karel Gacoms, der gik forrest i den første af en endeløs række af demonstrationer mod lukningen af den moderne bilfabrik i en forstad til Bruxelles.
Samme aften kunne fjernsynets nyhedsudsendelser vise billeder af grædende ægtepar i kedeldragter, hårdføre mænd med tårer og mistro i øjnene - og en blokeret parkeringsplads med 5.300 kidnappede, nye biler, som først fem måneder senere fik lov at trille ud til ventende bilkøbere.

I mellemtiden var Europa drejet mod venstre. I Storbritannien havde Tony Blair afsluttet 18 års konservativ regering, og i Frankrig havde socialisten Lionel Jospin imod alle odds afløst den konservative teknokrat Alain Juppé som premierminister. Og for nyligt præsenterede EU-kommissionen et et direktivforslag, der vil sikre, at de ansatte bliver indkaldt til forhandlinger med ledelsen, inden en stor virksomhed kan lukke.
Som noget helt nyt skal domstole eller arbejdsretter kunne erklære en fyring for ugyldig, hvis ikke betingelserne er overholdt. Medarbejderen vil altså have sin løn og sit vanlige opsigelsesvarsel, indtil virksomheden følger de obligatoriske procedurer for forhandling med de ansatte.
I Belgien og Frankrig kaldes det aldrig andet end: Vilvorde-direktivet.
Den dag, Information møder Gacoms, står togene stille i seks EU-lande som følge af en koordineret strejke blandt jernbanearbejderne.
De frygter, at EU's liberalisering af skinnerne vil koste dem job.
"Det er en symbolsk dag. For første gang er sådan en strejke koordineret mellem flere lande. Vilvorde var startskuddet," siger Gacoms.
Hvorfor? 3.100 fyrede er ikke mange på et europæisk arbejdsmarked under dramatisk forandring.
Herregud - "det svarer jo til, hvad tekstilindustrien kan gennemføre af afskedigelser på en uge," siger Gacoms chef i EU's faglige system, danskeren Hans Fluger.
Han er generalsekretær for de europæiske metalforbund, European Metalworkers' Federation.
"Men lukningen var det lysende klare symptom på mange ting, folk fornemmede. For eksempel hvordan management-kulturen behandler almindelige arbejdere. Der blev sat en tyk streg under, at nationale regler er helt utilstrækkelige overfor en multinational koncerns ønske om at flytte produktionen."

Mens Tony Blair kunne takke en metaltræt modstander og en moderne mediestrategi for sin valgsejr, så blev Lionel Jospins vej til magten i Frankrig i høj grad banet af den beslutning, Renault traf 27. februar.
Den franske stat er med 47 procent af aktierne den største aktionær i Renault-koncernen, og den flodbølge af forargelse, der skyllede ned over Belgien, standsede derfor ikke ved den franske grænse. Blot ni dage efter, at lukningen blev annonceret, demonstrerede 20.000 belgiere og franskmænd i Paris i det, avisen Le Monde kaldte for "den første eurostrejke".
Den undertippede Lionel Jospin kastede sig ind i debatten og lovede, at lukningen ville blive taget op til ny overvejelse, hvis socialisterne kom til magten.
"Når lukningen skabte så megen røre i både Belgien og Frankrig og blev et varmt socialt emne, var det, fordi den kom helt bag på alle. Renault-fabrikken i Vilvorde var topmoderne, den havde fået ny produktionslinie bare to år tidligere. Og samtidig var Renault indtil da kendt for at føre en meget social medarbejderpolitik," siger Karel Gacoms.
Efter tre ugers strejke var mange af de fyrede ved at have fået nok. Der gik rygter om store aftrædelsessummer, og med udsigten til arbejdsløshed var det en stor fristelse.
Men efter en afstemning besluttede Renault-arbejderne at fortsætte aktionerne. Som det første besluttede de vrede arbejdere at standse Eurostar-toget, der passerer gennem Belgien på vej fra Paris til London. Lige som de satte sig med benene og de røde faner dinglende ud fra perronen, så det franske TGV-hurtigtog til Paris ikke kunne komme ud af stedet.
Valget var ikke tilfældigt. For de fyrede arbejdere stod de fransk-engelske hurtigtog som symbolet på unionen og på Europas fremtid.
Da statsbanerne forsøgte at mildne de fyredes sind ved at tilbyde dem en rejse Bruxelles-Paris retur med et varmt måltid under vejs, takkede de nej og nøjedes med at forgribe sig lidt på den champagne, der var tiltænkt togets passagerer.
I stedet samlede de to dage senere 100.000 mennesker til demonstration i Bruxelles. Blandt deltagerne - en måned før det franske valg - var Lionel Jospin.
Da han i juni 1997 kunne præsentere den nye regerings politiske program, var det med løfter om en lov, der skulle hindre en ny Vilvorde-sag.
"Moderniseringen af det franske samfund vil være mislykket, hvis demokratiet standser ved fabriksportene," sagde Jospin.
Karel Gacoms smiler ved tanken.
"Ja, vi fik mange flotte erklæringer. Fra belgiske og franske politikere, fra EU-systemet. Der blev lovet nye lovforslag og direktiver. Men et nyt Vilvorde er stadig muligt," konstaterer han.
Ganske vist præsenterede EU-kommissionen for et par uger siden det såkaldte Vilvorde-direktiv, der vil sikre, at de ansatte bliver indkaldt til forhandlinger med ledelsen, inden en stor virksomhed kan lukke.
Men forslaget hindrer selvsagt ikke virksomheder i at lukke butikken og åbne den igen en uge senere i et nyt land, hvor skatten eller lønomkostningerne eller begge dele er lavere.
Og for præcis en uge siden kunne Le Monde fortælle, at den franske arbejdsminister Martine Aubry nu officielt har opgivet at gennemføre den annoncerede lov, der skulle gøre det vanskeligere at gennemføre massefyringer.
Alt i alt ikke imponerende, set fra Karel Gacoms kontor i Vilvorde, hvor roen nu har lagt sig. Hvor den sidste bil for længst er trillet igennem samlebåndet, fabrikken er afmonteret, og de fyrede, der ikke er gået på førtidspension, er i gang med at finde nye job.
"Nej, vi har ikke vundet nogen stor sejr, men det gør man sjældent som fagforeningsmand. Omvendt endte det heller ikke med et stort nederlag. Vi fik en god aftrædelsesaftale til sidst, og sagen har vist nødvendigheden af en europæisk fagbevægelse, som sætter spørgsmålstegn ved den kapitalistiske logik," siger Karel Gacoms.

Selv om den spinkle fagforeningsmand sagtens kunne bryste sig af, at have spillet en hovedrolle, da Europa drejede mod venstre, hører man ikke veltilpasse vinderattituder fra hans mund.
For spørger man Karel Gacoms, så har det røde Europa stadig meget at bevise.
"Vi har fået et EU med regeringspartier, der kalder sig venstrepartier, men som har bevæget sig ind på midten. Jeg håber, det vil ændre sig efter valget i Tyskland. Det, vi har nu, er selvfølgelig bedre end under Thatcher og Kohl, men der føres stadig ikke rigtig, socialdemokratisk politik. Og hvis det virkelig skal ændre sig, må arbejderne rejse sig og presse på, for ellers vil socialdemokratierne ikke føre en egentlig venstrefløjspolitik," siger han.
Behovet er han ikke i tvivl om.
"Indtil sidste år talte man kun om stram økonomiske politik. Siden Amsterdam-topmødet har man også set lidt mere på de sociale aspekter. Ikke nok, men dog lidt. Og jeg tror, det er helt afgørende, at vi får en social dagsorden i EU," siger Gacoms.
"Ingen ønsker, at vi skal ende som USA, hvor en stor del af befolkningen er kørt helt ud på et sidespor. Europa har en social dimension, som vi bare har glemt et stykke tid. Uden stor bevidsthed om borgernes rettigheder, risikerer vi voldsomme sociale spændinger i fremtiden."
Den sidste del af analysen står Gacoms ikke alene med. Advarslen kan man læse, blot formuleret med lidt andre ord, i det strategipapir, som EU's 11 socialdemokratiske og socialistiske finansministre underskrev søndag aften i Bruxelles.
"Selv om globaliseringen kan give nye muligheder, medfører den også sociale omkostninger. Udbyttet af globaliseringen og øget effektivitet er ulige fordelt. Job kan ikke tages for givet og færdigheder bliver hurtigt utilstrækkelige i takt med at teknologien tager fart. Dette kan folk have vanskeligt ved at acceptere, og i det lange løb kan de, der ikke hurtigt kan omstille sig, blive fanget i en ond cirkel af social udstødelse," lyder de bekymrede toner fra de europæiske socialister.
Det betyder ikke, at socialisterne vil forsøge at bremse globaliseringen. Overskriften på det citerede afsnit lyder således "Arbejd med forandringen - ikke imod den!". Budskabet er, at der skal sættes effektivt ind mod truslen om sociale ghettodannelser.
Et af kodeordene er en aktiv arbejdsmarkedspolitik, hvor mere uddannelse og veldefinerede rettigheder skaber både tryghed i ansættelsen og job til de ledige.
Den opfattelse deler Hans Fluger. Men han tror ikke på, at EU-landene kan gøre ret meget hver for sig.
"Den økonomiske og monetære union berøver nationalstaten en række handlingsmuligheder. Der er skrappe krav til den økonomiske politik, og devalueringer er umulige. Det betyder, at arbejdsforhold og lønomkostninger er kommet i fokus."
Med andre ord: Udgiften til løn og arbejdstempoet er ved at være det eneste, firmaerne kan konkurrere på.
Og det stiller både politikere og fagbevægelse over for at vanskeligt problem. De er under pres for at løbe stærkere og kræve mindre i løn, hvis ikke arbejdspladserne skal gå tabt til fordel for at nathold i Spanien.
Skal man lave regler, der forhindrer den slags, eller som gør det sværere at skille sig af med ansatte, der ikke løber hurtigt nok, så må det ske på tværs af grænserne - udviklingen viser, at de enkelte lande bliver mere og mere tøvende over for at indføre nye regler på arbejdsmarkedet på egen hånd. Konkurrencen er for hård.

Men helt indtil sidste år har EU - både medlemsstaterne og EU-kommissionen - været mere end tøvende med at kaste sig over reglerne på arbejdsmarkedet. Af flere grunde.
Dels har ånden fra det indre marked råbt på færre regler, mindre snærende bånd og fri bevægelighed - også for multinationale firmaer.
Dels er der problemet med, at de fleste regler på arbejdsmarkedet i nogle lande, særligt Danmark og Sverige, aftales mellem parterne, mens andre lande som eksempelvis Frankrig har en langt stærkere tradition for lovgivning om arbejdsmarkedsforhold.
Men det er langt fra de største hurdler. For det har vist sig at være yderst vanskeligt blot at få arbejdsmarkedets parter til at tale sammen på tværs af grænserne. Arbejdsgiverne har nemlig alt andet end travlt med at bidrage til reguleringer på det jomfruelige, indre marked.
Senest sagde den europæiske arbejdsgiverorganisation, UNICE, nej tak til at lave nye regler om høring af medarbejdere oven på Vilvorde-lukningen. Derfor måtte EU-kommissionen gøre alvor af den trussel, den havde udstedt: Nemlig at den ville foreslå lovgivning, hvis ikke parterne selv kunne enes.
Det er den slags nye vinde, der får en fagforenings-socialdemokrat som Hans Fluger til at drømme søde drømme om det røde Europa.
"Vores opgave er nu at insistere på dialogen med arbejdsgiverne på de områder, hvor der er brug for fælles regler. Og hvis ikke det lykkes, så er det politiske klima nu sådan, at vi kan få vores ting igennem alligevel," forudser Hans Fluger.
Dels fordi EU nu styres af regeringer, for hvem regulering af markedet ikke er noget tabu, som det har været i årevis. Dels fordi EU-kommissionen vil benytte de nye politiske vinde til at komme med flere udspil netop på arbejdsmarkedspolitikken.
De første kan komme allerede inden nytår. En arbejdsgruppe, som blev nedsat på EU-historiens første "job-topmøde" i Luxembourg sidste sommer, er netop gået i trykken.
Rapporten peger på behovet for, at de store multinationale firmaer hvert år fremlægger et socialt årsregnskab, lige som den sætter en streg under virksomhedernes ansvar for at sikre beskæftigelsen på længere sigt - også når dele af produktionen pludselig skibes af til et andet land.
Rapporter som den er der lavet stakkevis af gennem årene. Men i dag er der større sandsynlighed for, at nogle af de mange ord fører til handling.
"Før i tiden ville politikerne skynde sig at sige, at det er meget interessant, og det må vi arbejde videre på derhjemme, hver især. Men der er vinden skiftet," siger Hans Fluger.
Den slags rapporter optager ikke plads på Karel Gacoms skrivebord. Han synes, det mest interessante dokument for tiden er et skema, hvor han kan se, at halvdelen af de fyrede arbejdere har fundet et andet job. Andre er gået på førtidspension, og sølle 10 arbejdere har fået nyt job hos Renault.
Status for den kamp, der slugte al Karel Gacoms tid hver dag i fem måneder, er, at 430 arbejdere stadig ikke har noget at rive i.
Den aftrædelsesordning, der blev enden på den lange konflikt, sikrer dem løn frem til august næste år. Så Gacoms har stadig nok at se til på det lille lokalkontor i Vilvorde.
Og selv hvis nogen skulle finde på at sende Gyhlenhammer-rapporten til Karel Gacoms, ville han ikke ofre mange sekunder på den. For på ét punkt er han helt uenig med både Hans Fluger og de fleste danske fagforeninger.
"Mange fagforeninger begår den fejl, at de accepterer den kapitalistiske logik. Jeg var i Sverige, hvor en fabrik skulle lukke, og den lokale fagforening accepterede det og gik straks ind på at forhandle med ledelsen om, hvordan det skulle ske. Det ville vi aldrig gøre i Belgien. Og det bliver den svære diskussion, vi må tage i fagbevægelsen. Jo mere vi accepterer den liberale logik, jo mere sikre er vi på at tabe til sidst," lyder bandbullen fra den anonyme og brunklædte belgiske Metal-sekretær.
Uanset hvor mange lande, der vælger socialistiske regeringer, bliver Europa nok aldrig lige så rødt inden i som Karel Gacoms' hjerte. Men han har gjort sit for at trække hele unionen en smule mod venstre, og det virker han faktisk ganske tilfreds med, som han medievant tager i mod foran den Renault-fabrik, der gjorde Gacoms berømt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her