Analyse
Læsetid: 5 min.

Revner i den kinesiske mur

3. november 1998

Krakket i Kinas næst-største investerings-selskab har øget nervøsiteten blandt udenlandske investorer, der nu stiller spørgsmålet, om Kina bliver det næste offer for krisen i Asien

Bliver Kina det næste offer for den asiatiske krise? Spørgsmålet har de sidste 16 måneder luret i baggrunden, mens store dele af Asiens økonomiske mirakel er blevet afmonteret og løbet over ende af en finans-krise, der har bredt sig som en løbeild fra nation til nation.
Indtil nu har Kina stået fast som en klippe af forbløffende stabilitet midt i kaos.
"Riget i Midten", som kineserne kalder deres land, har holdt sig fri af den værste tumult, og det har næsten virket som om, Kinas berømte Store Mur har givet landet ekstra beskyttelse.
Muren blev opført for århundreder siden for at afskærme riget mod angreb fra de 'vilde horder' fra de mongolske stepper.
I den aktuelle krise er angrebet kommet fra andre kanter - især fra ryggesløse internationale spekulanter, der har væltet andre asiatiske valutaer på stribe, men indtil nu har Kina afværget dem.
Men spørgsmålet om, hvor længe Kina kunne holde stand, har hele tiden spøgt i baggrunden, og nu bliver det stillet helt åbent.Og det er der en konkret grund til.
For en måned siden mærkede Kina for alvor rystelserne fra finanskrisen, men måtte samtidig sande, at faren denne gang kom fra syden.

Som så ofte før nåede rystelserne frem til hovedstaden Beijing, hvor kejseren i sin tid havde sit hovedsæde og forventede, at undersåtter fra nær og fjern jævnligt aflagde visit og viste respekt for den, der havde fået himlens mandat til at regere riget.
Siden 1949 har mandatet tilhørt lederne af Kinas Kommunis-tiske Parti, i øjeblikket partichef og præsident Jiang Zemin og regeringschef Zhu Rongji.
Sidstnævnte hidkaldte for en måned siden tre af sine undersåtter fra den sydlige Guangdong-provins. Provinsens guvernør Lu Ruihua, viceguvernør Wang Qishan samt formanden for provinsens investeringsselskab Liu Zhiqiang måtte drage til Beijing for at stå skoleret for Zhu Rongji.
Anledningen var 'uregelmæssigheder' i investeringsselskabet Guangdong International Trust and Investment Corporation, Gitic, Kinas næststørste af slagsen.
Men det lykkedes åbenbart ikke for de tre at gøre rede for eller komme med løsningsforslag til selskabets store gældsproblemer, for kort efter besluttede Zhu
Rongji at lukke Gitic.

Det skete i begyndelsen af oktober, og det var en beslutning, der siden har rys-tet ikke bare Kina, men også internationale finanskredse.
Guangdong er Kinas rigeste provins og har i den økonomiske reformperiode, som i år kan fejre 20 års jubilæum, fungeret som en mønsterprovins, der med iver kas-tede sig ud i den nu afdøde leder Deng Xiaopings markeds-økonomiske eksperimenter.
Til det formål oprettede provinsen investeringsselskabet Gitic for at tiltrække udenlandske investeringer og fremme udenrigshandlen. Gitic skulle være provinsens forlængede arm i reformprocessen, og projektet lykkedes i første omgang. Investeringerne væltede ind i provinsen, der hurtigt blev lokomotiv for Kinas høje økonomiske vækst.
Europæiske, amerikanske og japanske banker lånte gladeligt svimlende beløb til selskabet, fordi Guangdong-provinsen og i sidste ende også centralregeringen i Beijing stod som garant.
Eller det regnede man i det mindste med, men virkeligheden har siden vist sig at være en anden.
Efter at Zhu Rongji besluttede at lukke Gitic, fik de udenlandske långivere udover chokket over krakket yderligere den ubehagelige meddelelse, at centralregeringen ikke uden videre vil garantere for lån, som Guangdong-provinsen har optaget på ulovlig vis. Dvs. uden tilladelse fra central hold. Det har fået internationale kreditorer til foreløbigt at lukke kassen i for nye lån til Kina.
Men lukningen af Gitic har tjent flere formål. Politisk har Zhu Rongji endnu engang vist sin jernnæve over for de ofte uregerlige provinser, og samtidig har han statueret et eksempel inden for finanssektoren.
Med lukningen af Gitic har han signaleret, at regeringen ikke længere vil tolerere den løsslupne lånepolitik, der i Gitic's tilfælde har betydet, at udlånene langt har oversteget egenkapitalen.
Men til gengæld har Beijing ved at lukke landets næststørste investeringsselskab over for omverdenen indrømmet, at det ikke står så godt til inden for landets finanssektor. Og at Kina, trods sin tilsyneladende stabilitet, ikke kan gå uberørt gennem Asiens krise.
Det er Gitic et godt eksempel på. Da finanskrisen for alvor fik fat i Asien for et år siden, begyndte især koreanske og japanske banker at stramme kreditten til Gitic pga. de problemer, som bankerne oplevede på hjemmebane i henholdsvis Sydkorea og Japan. Gitic, der var afhængig af kortfristede lån, kom pludselig i vanskeligheder, og da rygtet så småt begyndte at brede sig, lukkede andre banker efterhånden også for kassen. Og dermed var den onde cirkel, der førte til Zhu Rongjis beslutning for en måned siden, i gang.

Men Gitic's skæbne har også åbnet for spekulationerne om den kinesiske økonomis egentlige tilstand. Som det britiske The Economist, der for nylig satte fokus på Kina og konstaterede, at økonomien ikke længere bare tordner ubekymret afsted. Den kinesiske regering vil få svært ved at nå målet om en økonomisk vækst på 8 procent i år.
Officielt siger Kina, at væksten i årets første tre kvartaler ligger på 7,2 procent, men Economist og flere internationale medier som Financial Times har på det seneste tvivlet på Kinas officielle statistik. Der har ofte hersket en vis tvivl om Kinas officielle tal, og ifølge Economist ligger tallene for væksten i bruttonationalproduktet altid 1-2 procentpoint over virkeligheden, men de seneste tal tyder på, at de kinesiske myndigheder nu prøver at pynte lidt ekstra på dem. F.eks. viser statistikken fortsat høj vækst i industriproduktionen, mens el-forbruget ikke er steget, hvilket ellers normalt hænger sammen. På samme måde modsvares en påstået vækst i forbruget af, at priserne i øjeblikket falder gennemsnitligt 3 procent, osv.
Economist konkluderer, at Kinas reelle økonomiske vækst i år måske kun er på 3-4 procent, hvilket i Kinas tilfælde nærmest svarer til en recession.
Dels fordi landet i det meste af reformperioden har været vant til en gennemsnitlig vækst på næsten 10 procent, og dels fordi væksten lige nu skønnes helt afgørende for, at Kina fortsat skal kunne skabe nye arbejdspladser til de millioner, der fyres fra statsindustrien og de mange unge, som hvert år kommer ud på arbejdsmarkedet.
Jiang Zemin og især Zhu Rongji har sat al deres prestige ind på at holde løfterne om ikke at devaluere den kinesiske valuta - et løfte, som foreløbig ser ud til at kunne holdes, fordi Kina ikke har meget at vinde ved at devaluere.
Til gengæld tyder meget på, at makkerparret ikke kan holde løfterne om den høje økonomiske vækst. For som krakket i Guangdongs investeringsselskab viser, er Kina langt fra uberørt af krisen.
Muren holder stadig, men de første revner har vist sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her