Læsetid: 4 min.

Selv de rige lider nød

11. november 1998

Fra morgen til aften leder den nye borgmester i Honduras' hovedstad kampen for at bringe byen på fode igen

TEGUCIGALPA - Don Nahum Valladares er en helt mod sin vilje. For få dage siden blev den trivelige og godmodige 60-årige mand borgmester i en by, der er ramt af himlens vrede.
Hans meget populære forgænger Cesar Castellanos Madrid - af indbyggerne kærligt kaldte El Cordito (den tykke) - blev dræbt i en helikopterulykke den 1. november, da han var taget ud for at inspicere floden Cholutecas urolige vande.
"Vi har faktisk ikke haft tid til at sørge. Vi lever i en permanent nødsituation," siger Don Nahum.
Fra morgen til aften leder den nye borgmester kampen for at "bringe Tegucigalpa på fode igen". Han har brug for alle sine talegaver, når han modtager humanitære delegationer fra udlandet, snakker med ærkebiskoppen om de hjemløses situation eller kræver et øjeblikkeligt møde med chefen for de væbnede styrker med henblik på at bekæmpe vandalisme - for derefter at bruge en halv times tid på at finde benzin til sin egen bil.
Man fornemmer, at opgaven nærmest er uoverkommelig: "Men jeg har nu for vane at gøre alt, hvad der er mig muligt. I begyndelsen fjumrede jeg forvirret rundt som alle andre uden at vide, hvad jeg skulle gøre. Men nu går det bedre."

Vågnet af en ond drøm
Under hans ledelse er der truffet to forholdsregler: Der er indført restriktioner på privat bilkørsel for at spare på benzinen, og det er forbudt at nyde alkohol - det sidste er et forsøg på at få folk til at overholde udgangsforbudet efter kl. 21 og forhindre vold i forbindelse med rationeringen af fødevarer og drikkevand.
I villakvarteret Prado arbejder folk med lastbiler og gravkoer på at fjerne en tonstung sortagtig sammenfiltret masse af træer, møbler, biler og ødelagte beklædningsgenstande.
"Se, selv de rige lider nød," udbryder den nye borgmester. "Også de må gribe skovlen og stå i kø ved vandvognene."
Orkanen Mitch har gjort floden Chaluteca næsten ti gange bredere end normalt. På den anden side af de forsvundne bredder er der opstået en umådelig bilkirkegård, hvor lastbiler og busser ligger med bunden i vejret og synes at være helt viklet ind i grene.
Don Nahum sukker: "30 procent af de lavtliggende dele af byen er ramt, men i områderne ved floden er livet, som vi kendte det, simpelthen forsvundet. Jeg har det, som om jeg lige er vågnet af en ond drøm."

Vi må hjælpe os selv
Borgmesteren har opmuntrende ord til de grupper af frivillige, der er i gang med at rense op i denne gren af floden. "I øjeblikket er jeg bare glædeligt overrasket over, at de fleste smøger ærmerne op og ikke venter på, at det hele skal komme dumpende ned fra himlen. Vi får ganske vist levnedsmidler og medicin fra hele verden, men det slår kun til en tid. Vi må hjælpe os selv."
Senere siger han: "Jeg kender psykologien her. Honduras var et roligt land uden den store dramatiske historie. Vi har ikke kendt til jordskælv, vulkanudbrud eller guerillakonflikter som i El Salvador, Guatemala og Nicaragua. Vi er ikke stridbare som vores naboer, og det er det, der gør mig bekymret nu."

Leder fortsat efter lig
Længere oppe ad floden har orkanen ødelagt den eneste vej, der forbinder kvarteret Luarque med resten af byen. Unge og gamle må klatre ned i den dybe floddal med dunke og sække på jagt efter drikkevand eller ris og frijol (sorte bønner).
Don Nahum omfavner folk og lover, at vejen vil blive repareret i løbet af en uge, og at myndighederne vil anbringe en vogn med drikkevand i nærheden og stille små både til rådighed.
Til en gammel dame, som beklager sig over, at hjælpearbejdet går for langsomt, råber han: "Vi har jo aldrig oplevet en så stor katastrofe før. Vi gør, hvad vi kan, men det er som om naturen har sat sig for at fjerne Honduras fra landkortet."
I slumkvarteret Las Brisas med 193 familier leder man endnu efter lig under leret og murbrokkerne. Folk fylder deres dunke med stillestående brakvand. Don Nahum formaner en dreng om endelig ikke at bade i vandet: "Det er en sikker måde at blive smittet med kolera på."
Han skælder ud på indbyggerne og spørger: "Hvordan kan I drikke sådan noget vand? Det er forurenet af spildevand, fordi ledningsnettet er beskadiget. Det er meget farligt."
"Hvad vil De have, vi skal gøre?" svarer en kvinde, rød i ansigtet af vrede. "Vi får jo ikke vand bragt ud her."
Det kan Don Nahum Valladares ikke svare på. Snart er han på vej til andre slumkvarterer.

© 1998 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu