Læsetid: 1 min.

Rødt EU-udspil skuffer

26. november 1998

De social-demokratiske finansministre har glemt miljøet og den økologiske skattereform, siger det europæiske LO

EUROVISIONER
De socialistiske og socialdemokratiske finansministre i EU er ikke et hak bedre end EU-Kommissionen til at tage hensyn til miljøet i den økonomiske politik, siger Euro-LO, den europæiske fagbevægelses fællesorganisation.
Euro-LO er skuffet over, at de elleve finansministre og socialistisk/socialdemokratiske partier i EU har lavet et fælles udslip til økonomisk politik inden for ØMU'ens rammer uden at nævne grønne job og økologisk skattereform.
"Nu, hvor EU har elleve socialistiske eller socialdemokratiske regeringer, er der en chance for at gøre reelle fremskridt mod en økologisk skattereform, hvis de nye regeringer mener noget alvorligt med at inddrage miljøet i den økonomiske politik," siger Euro-LO's talsmand, Wolfgang Kowalsky, til Information.
"Men i går kom den tyske finansminister, Oskar Lafontaine, med stærke udtalelser om harmonisering af EU's skatter uden at nævne den økologiske skattereform med et ord," tilføjer han.
"Vi må rette samme kritik mod de socialistiske finansministre, som vi har rettet mod EU-Kommissionen," siger Kowalsky.
Angrebet på Kommissionen gælder dens forslag til "Retningslinjer for beskæftigelsen 1999".
Euro-LO's generalsekretær, Willy Buschak, gik sidste fredag i rette med EU-Kommissionen - hånd i hånd med John Hontelez fra den europæiske fællesorganisationen for natur og miljø, EEB.
Kommissionen har udsendt talrige rapporter og udtalelser, som påviser de store fordele ved en fælles økologisk skattereform, både for miljøet og de arbejdsløse. Men når det kommer til stykket, nøjes den med uforpligtende udtalelser, sagde Euro-LO og EEB.
Selv foreslog de en koordineret beskatning af miljøbelastning og ressourceforbrug samtidig med lettelse af skat på arbejde og sociale bidrag. Og momslettelser på miljømærkede varer, miljøvurdering af alle subsidier og tilskud fra EU's strukturfonde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her