Læsetid: 14 min.

Røvhullets evangelium

21. november 1998

Der er ikke noget i vejen med lort, så længe det forbliver i en ble, i et lokum eller ligger som gødning over markerne. Men når pengene ophøjes til guddom, og lortet breder sig ind i alle tilværelsens rum, så korrumperes sjælen og lider nød

ESSAY
Mange mennesker har, måske uden at opdage det, oplevet et fortolkningssammenbrud i de senere år. Ting, man har troet på som noget helt fundamentalt i århundreder, har vist sig ikke at holde. F.eks. oplysningstanken. Forestillingen om at oplysning i skoler, i radio og tv kan forebygge anorexi, aids, narko, alkoholisme og kriminalitet hos unge er blevet vanskelig at tro på. Det er heller ikke umiddelbart indlysende, at 'oplysning' kan lede unge mennesker på sporet af den rigtige 'karriere', som det hedder nu om stunder, uanset om man skal være frisør. Flere og flere har oplevet oplysningstankens totale kollaps og må sande, at den intet kan stille op imod røvhullets totalitære evangelium, hvorefter pengene styrer alt, bevidsthed, hjerte, underliv og fødder.
Et historisk vendepunkt må defineres. Det er ikke Viagra. Nye opdagelser kan ophæve begrænsede eller centrale problemer, besvare plagende spørgsmål. Men opdagelser er ikke vendepunkter, Newtons opdagelser undergravede ikke Kepler eller Galileos fysik, Keynes ideer og metoder nedbrød ikke kontinuiteten i tankerækken tilbage til Adam Smith og Ricardo. Et historisk vendepunkt betyder snarere, en radikal forandring i hele den kontekst tanker tænkes og spørgsmål stilles i. Nye ideer, nye ord, nye forhold, der gør, at de gamle spørgsmål og gåder ikke nødvendigvis er blevet besvaret og løst, men snarere virker fjerne, forældede og endda uforståelige. Eksempelvis vil enhver skepsis overfor røvhullets evangelium i dag virke temmelig naiv, gammeldags og usej.
Lad mig slå fast: Jeg skriver ikke ud af nostalgi. Der findes ikke en anden historisk epoke eller verdensdel, jeg hellere ville leve i. Mennesker har altid rendt efter guldet, men deres faste rute er gennem tiderne blevet besværliggjort af forskellige modbevægelser: Man risikerede eksempelvis sit liv ved at plyndre. Undertrykkende institutioner som religionen, kirken, kachotten, familien, opdragelsen, moralen har også spillet en rolle som nødbremse, men er i dag ikke andet end 'gelændere af vand'.
Mange har spurgt, efter at have læst bogen Jadekatten, hvorfor historiesynet i den virker så pessimistisk. Altså, jo mere vi nærmer os nutiden, des værre bli'r det. Jeg havde da også oprindeligt tænkt mig at uddele lotterigevinster i millionklassen på de sidste sider - til trøst. Men det fungerede bare ikke - kunstnerisk. Det mærkelige er så, at det tilsyneladende fungerer i virkeligheden.
Pengene og gevinsterne breder sig som primærinteresse. I en tv-serie skal konkurrenterne holde sig længst i live på en øde ø ved at stemme de svageste eller mest upopulære hjem. Man kan kun klare sig på øen ved sammenhold, alligevel bygger hele tv-konceptet, spændingsmomentet på, at man skal ofre sine medmennesker for at den enkelte til sidst kan rende af med hele gevinsten, alles kamp mod alle for en kvart million.
I Paris tilbyder en hoteldirektør at køre Dianas dødsrute med turister i en sort Mercedes, simpelthen fordi efterspørgselen er der. Og det gælder selvfølgelig også Monica Lewinsky, der er blevet tilbudt x millioner mark for at deltage i et modeshow og skrive sine memoirer. DSB-bladet præsenterer os for hitlisten over verdens mest beundrede virksomheder. Redaktionens ironiske pointe er, at man i Vesten beundrer Coca Cola, mens man i Østen beundrer Sony. Men der er ikke skyggen af ironi til overs for den forbløffende kendsgerning, at en virksomhed, der notorisk ikke kan andet end at fremstille varer og sælge dem, overhovedet kan trænge ind i feltet for menneskelig beundring. "Et samfund, hvor man kan sole sig i sin rigdom og må skamme sig over sin armod, er moralsk korrupt," skrev Adam Smith i 1759. Vi må være, som en anden dansk forfatterinde ville have sagt det, røget adskillige etager nedad, hvad de himmelske dynastier angår.

Vi er røget nøjagtig derned, hvor Freud kalder tingene ved navn. Penge, det skidt, ned i det anale. Dér hvor glæden ved penge, profit, gevinster, grådighed og gnieri hersker. Den sfære, i øvrigt, som europæisk kultur traditionelt har henvist 'jøden' til som hans domæne. Det er et meget primitivt, aggressivt, stadium i den menneskelige spædbarnsudvikling, der ligger et godt stykke før barnet overhovedet overgiver sig til lysten ved fødeindtagelse. Altså lysten til at holde sig i live.
Der er ikke noget i vejen med lort som sådan. Så længe det forbliver i en ble, i et lokum eller ligger som gødning over markerne. Men når pengene ophøjes til guddom, idol eller ideal, og lortet breder sig ind i alle tilværelsens rum og alle husets værelser, så korrumperes sjælen og lider nød. Det kan en del fornuftige millionærer tale med om af erfaring. Også Dante vidste det, uden at jeg ved, hvor mange penge han tjente på Den guddommelige Komedie, hvor han skrupelløst placerer alle de pengeglade i helvede:

Thi med alt Guld, som under Maanen
findes
og fandtes, kan en Hvilestund der
ikke for een af disse trætte Sjæle vindes.

Ingen af Dantes pengesjæle kan i helvede finde rast eller ro.

Det kan min nabo. Næppe i helvedet. Forleden døde min nabo gennem tredive år. Enhver der har fundet en død mand på gulvet vil vide, at intet er så dødt som et menneskelig. Allerede inden man er kommet ind i stuen, kan man mærke på tapeterne og gardinerne, at det alt-afgørende for livet mangler - sjælen er væk. (Forbløffende, i øvrigt, hvor meget vi dyrker hylstret, musklerne, forstørrelse og forlængelse af dit og dat).
Min nabos sjæl ytrede sig blandt andet ved, at han hjalp mig med alt, uden at jeg nogensinde bad ham om det eller betalte ham for det. Han flåede mine harer og såede mine blomster. Han skød mine fasaner og lagde mine tulipanløg. Han plantede mine vinteranemoner og gødede mine roser, han lugede mine stenhøje og vandede mine potter, han samlede mine blommer og plukkede mine æbler. Han rev mine grusgange, savede mit brænde og opfedede mine juleænder. Og han ville ikke have penge for det. Var han da min 'slave'? vil nutidens mennesker måske spørge.
Undertiden hersede han med mig, holdt jeg nu godt øje med syrenen? Og han triumferede, når jeg i min åndsfraværenhed intet så. Måske han lærte mig at se. Hvor ordentligt et udhus kan være, selvom der intet findes derude af værdi. Det værdifulde i at se, at kalken skaller, og at 'kalke til pinse'. Mens hans kone levede, havde han været lidt af en hustyran. Men på sine gamle dage blev han mild og god. Alligevel kunne man ikke få ham til noget, han ikke selv ville. Og gad han ikke rive mere, smed han bare riven midt i det hele og gik sin vej. Der var ikke noget med at skulle fuldende et dagsværk, det havde han haft nok af i sit arbejdsliv, det her var bare - lyst?
Lyst til at have et medmenneskeligt forhold, vil jeg tro. Lysten til omsorg og ansvar for livets opretholdelse, fremfor ligegyldighed, velsagtens.
Men hvorfor gjorde han det uden at få penge for det? Han var jo fattig. Født fattig, selvom han døde med flere penge i banken end nogen jeg kender. For han levede jo ikke over evne, som alle andre. Han forstod simpelthen ikke samfundet, selvom han var socialdemokrat. Han var blevet sendt ud at tjene som 14-årig. Siden havde han levet som daglejer, lastbilchauffør og fabriksarbejder. I 50-års alderen bar han sække op på hølofter, dengang en sæk vejede 100 kilo, hvilket loven forbyder i dag. Men den dag han døde, lå han på divanen og ytrede tilfredshed med sit liv. Fordi han havde arbejdet med så meget forskelligt. Både med dyr og mennesker, korn og brød. Han havde endog været med den engelske hær i Palæstina, før Israels oprettelse. Men højdepunktet i hans liv var da han gik på efterløn og blev bedstefar. Han og hans kone havde engang i sjov spurgt, om jeg ikke ville føde et barn til dem, for de kunne ikke få nogen. Og jeg havde bare grinet. Men så en dag, gjorde jeg det! Uden at få penge for det. Og de kaldte hinanden mor og far.
Allerede nu er det lidt uvirkeligt, som om det liv hører en svunden verden til. Som om lysten til medmenneskelige forhold, uden beregning, hører fortiden til. En verden af uskyld. Som ud fra et skattemæssigt synspunkt er strengt forbudt. Så meget har mennesker ikke lov at gøre for hinanden, uden beregning. Der findes oven i købet en popsang om det. Så mennesker i almindelighed ved det godt. At de inden i sig selv har en helt anden verden, end den, vi officielt præsenteres for som en guddommeliggørelse af røvhullets betydning.
Den eneste form for menneskelig ydelse der ikke med fandens vold og magt mases ind under kapitalens domæne er (kvindernes) hjemmearbejde. Mærkeligt nok. Eller ikke så mærkeligt endda. At beskatte en redt seng, et aftørret køkkenbord, et renset wc eller en hjemmebagt kage, hvad enten den er redt, renset, aftørret eller bagt af en mand eller kvinde, svarer til at beskatte solens stråler eller at fratage erhvervslivet fradragsmuligheder. Livet ville bukke under. Og livets undergang tør ingen minister have på programmet, selvom de nogen gange har det.
Man skulle tro, at vi var sådan et russisk skabs-land. I Sovjet-tiden var markedsideologien suspekt, kun erhvervslivet satsede på den flydende kurs' velsignelser. I dag står politikerne i kø for at indføre hjerteoperationer på tilbud med bonus-ordninger.

Den blinde tro på røvhullets evangelium har mange, temmelig ensartede konsekvenser. Og de er alle, overraskende nok, i familie med individets afskaffelse og afviklingen af den individuelle frihed. Markedet, røvhullets evangelium, tager sig jo ud - overfladisk set - som en dyrkelse af det individuelle, men virker i praksis, med sit mærketøj, modsat. Nietzsche tog fejl, det er ikke Gud der er død. Gud har i dag tusind ansigter, og de er alle sammen til salg. Det er individet, der er ved at blive afskaffet - som en alt for besværlig og uforudsigelig himstergims. Et menneske er ikke længere et helt enestående, fuldkommen uerstatteligt og ganske specielt væsen med egen integritet. Magthavernes myndigheder, registre, personnumre, data og mikrofoner har forlængst overtrådt alle personlige grænser og gjort det enkelte menneske til et luftmolekyle i den gigantiske incestuøse grød, som det hvide, forskelsløse, marked er. Pengene har ingen ansigter, det er ingen pose guld under den stribede madras, men et anonymt klik på en anonym maskine.
I den vestlige verden finder en afindividualisering sted. På nettet kan vi 'følge med i enhver tendens og se hvad der rykker lige nu'. Og så rykker man frejdigt med, globalt, uden blusel. Hovedsynspunktet i UNESCO's nye verdens-kulturrapport er imidlertid, at globalisering ikke fører til homogenisering. Overalt ser man mod-kulturer opstå (tænker man på islamisk fundamentalisme, Balkans borgerkrig eller de amerikanske militser?) Rapporten nærer således stor tillid til den menneskelige kreativitet. Men det er nærliggende, at et i forvejen homogent, konsensussøgende forenings-land som Danmark, hvor ensretningen stikker dybt, er særlig sårbart overfor afindividualiseringen/globaliseringen. Vi bor i et land hvor 'selvstændige' forsvinder hver dag, kun otte procent af den danske arbejdsstyrke er stadig selvstændige næringsdrivende, hvilket målt med europæisk alen er bunden. Hver dag forsvinder professioner fra markedsarenaen, og de tilbageblevne jobs bliver snigløbet med helt uoverskuelig overbelastning. Slaverne er nødt til at klamre sig til deres uoverstigelige byrder af angst for at falde af karrusellen og ende som en 'afsluttende firkant'. Et firma har fundet på en ny, sindsoprivende reklame, "Her kan De komme til at tale med et menneske"! Men det er selvfølgelig både besværligt og dyrt at hyre sådan en størrelse.
Milan Kundera har altid fremhævet forfatteren som en slags profet, der gennem fiktionen tager mål af fremtiden. I sin seneste roman Identitet, lige udkommet på dansk, stikker han kniven i hjertet af identitetsbegrebet. I den individuelle egenart som et uhyre prekært, ephemerisk, sårbart fænomen, der når som helst kan hviskes ud, når f.eks. den elskende pludselig ikke kan genkende sin elskede i mængden. Det er dybest set meget vanskeligt at vide hvem man er, om man overhovedet er nogen, snarere end ingen. Men markedet gør det ikke lettere. I dag kan enhver gøre hvad man vil, men både 'man' og 'enhver' er udskiftelige, anonyme moduler. Kundera kan aldrig sige sig fri fra nostalgien: I gamle dage tænkte en læge anderledes end en bonde, en militær person opførte sig anderledes end en skolelærer, i dag er vi alle ens, forenede i den fælles ligegyldighed overfor vores arbejde. Og denne ligegyldighed er blevet vores lidenskab, vor tids eneste kollektive lidenskab, hævder han.
Aldous Huxley mente i sin tid, da han skrev Fagre nye Verden, at hans eget umærkelige diktatur var mere sandsynligt som fremtidsutopi end George Orwells brutale Sovjetversion med den allestedsnærværende Big Brother, der overvågede alt. Huxleys dystopi har længe været overhalet af den snigende virkelighed, der har afviklet flere og flere 'personligheder' som det hed i gamle dage, (Se på et fjæs som Albert Dams!) til fordel for tilbudsfysiognomier og statistiske målgrupper, der når som helst kan gøres til genstand for - og manipuleres af - opinionsundersøgelser, vor tids sandhedssøgen.
Allerede i 1932 vidste Huxley, at fremtidens mennesker ville blive styrede udefra gennem systematisk påvirkning. At den frie vilje ville blive afskaffet ved metodisk konditionering. At slaveriet ville blive gjort udholdeligt ved regelmæssige doser af kemisk fremkaldt lykke. Menneskene måtte derfor gøre deres bedste for at blive automater - og dermed afvikle deres menneskelighed til eget og alles bedste.
Det morsomme er ikke bare, at Huxleys skrækvision er blevet virkelighed. Det virkelig sjove er, at ingen for alvor beklager det, protesterer eller begræder det. De, der gør, er i hvert fald ikke længere med på vognen. Det er afhopperne, som ikke kunne omstille sig eller tilpasse sig. Færdig med dem og al grædekoneriet, tør din vinyltåre og lad os så komme videre.
Hvordan kan man i øvrigt tillade sig at tale om 'diktatur', når vi notorisk lever i et 'demokrati'? Der er bare den hage ved det, at alle vigtige beslutninger i stigende grad tages udenfor mediernes søgelys. Mundkurvene breder sig i takt med mediealiseringen. Det drejer sig om offentlig ansatte, både i Danmark og Bruxelles, hvor de fleste af Danmarks love vedtages, men også det private erhvervslivs medarbejdere er underlagt 'loyalitetskrav', strenge skrevne og uskrevne regler for, hvad de kan udtale sig om offentligt. Jeg siger ikke, at det skulle være mere demokratisk, hvis EU ikke fandtes. For så ville vi bare blive regeret pr. fax af Deutsche Bundesbank. Men mundkurvenes raseren er fortvivlende. De eneste tilbage, der kan og må udtale sig, uden at blive straffet, er børn og pensionister, fordi deres ord ingen værd har. Derfor optræder de gerne som underholdningsmoment i TV-Avisen. Også kunstnerne har frit slag ved ikke at skulle stå til regnskab for andet end deres samvittighed og så skattevæsenet, der til gengæld har udvalgt denne gruppe medborgere som mål for ekstra grundig forfølgelse efter Stasi-inspirerede metoder.

Når vi overhovedet kan holde ud at leve i dette umærkelige diktatur, så er det jo fordi, at vi ikke kan mærke det. For der er så megen såkaldt trøst at hente, som forbruger. Hvad enten det er i fjernbetjeningens eller indkøbscentrenes Slaraffenland.
Adelen fremelskede specielle heroiske egenskaber, borgerskabet andre typologier. Man kan sagtens forestille sig en mennesketype, der ikke er et 'individ' og som hverken har et 'jeg', 'karakter', 'personlighed' eller 'hjertets dannelse'. Men: Kan sådan en størrelse, uden egenskaber, ikke blive andet end - forbruger? Er det den eneste samfundsmæssige identitet, man har tilbage? Hver dag bliver man kaldt 'forbruger'. Offentligt. Som om det var en neutral identitet. Men jeg synes, den er skammelig. Injurierende. Jeg ville hellere tiltales som forbryder. For kan man overhovedet leve uden at komme til at forbryde sig? Men man må da kunne leve uden at for-bruge. Ligesom det må være muligt at spise, uden at kaste op.
Ikke desto mindre er hele markedet tilrettelagt med henblik på at få os til både at købe og at have bræk i munden, med et tandpastasmil på. Det rige vestens unævnelige spørgsmål er jo: Hvordan skal man bære sig ad med fortsat at sælge mere til mennesker af det, de har i forvejen? Hvor mange sofaer kan et menneske slide op på et år? Også selvom vi har lært at bilde os ind, at vi hele tiden trænger til en ny 'model', så er det ikke til - i længden - at sælge til befolkningsgrupper, der har alt. Mennesker, der er materielt dækket ind - og gået i dækning - på alle leder og kanter. De fattige er dårligst dækket ind. De fattige er dem der bruger flest penge i relative tal, fordi de lever fra hånden og i munden og ikke kan se, hvad de ellers skulle bruge en hånd eller en mund til.
For nylig havde Information et interview med den franske postordrelivstil-designer Philippe Starck, der velgørende og præcist ytrede sig om, hvordan vi er ved at blive kvalt, udnyttede og udmattede af materien og af at købe det materielle. "Anstrengelseskøb" kalder han det. Ustandselig opfindes objekter, udelukkende med det formål at hale penge ud af lommerne på folk. Det er uudholdeligt kynisk, og det kan i øvrigt ikke blive ved på den måde, siger han. Men det var også hans indtryk, at der var ved at opstå nye stammer af folk, som ikke engang selv ved, at de findes. De vil komme med en helt ny social kraft. Han kalder dem non-forbrugere. De udgør en slags nutidens rebeller: De mistænksomme. Jeg tilslutter mig gerne den gruppe mennesker, der endnu ikke ved, at de findes. Og som undrer sig over det paradoks, der må få enhver kulturminister til at ligge søvnløs, at den kulturelle forarmning løber parallelt med et stadig stigende kulturtilbud. Hvordan forklarer man paradokset?
Foreløbigt lever vi i en permanent nutid, som bare ikke minder særlig meget om nu'et, eller sekundets evighed. Personligt glæder jeg mig til år 2049, hvor Kina formentlig vil generobre sin årtusind gamle status som riget i midten, verdensmagt nr. 1 og USA med alle sine teenageproblemer vil sakke agterud. Så skal vi, eller rettere, mine efterkommere, se løjer.
I de sidste mange år har folk klaget over, at der er japanere over alt i Europa og at de optager alle køerne foran Uffizierne. Men bare vent. Når først den kinesiske middelklasse, som skal have revanche for alt hvad den har lidt gennem århundreder, tager fat på at leve ligesom os, med samme ret som vi, og en hel milliard kinesere skal på charterferie til Mallorca, så får verdensbilledet ny lyd. For så skal vi alle have nye piller og gén-opereres om til bæredygtige moduler. Kan vi bære det?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu