De hemmelige forbindelser findes i virkeligheden, siger Don DeLillo. Forfatteren opfinder dem ikke - han finder dem
LITTERATUR
Den har vakt opsigt over hele verden, den murstenstykke odyssé gennem det sidste halve århundrede, som Don DeLillo kalder Underverden. Men forfatteren selv er en lavmælt, upåfaldende mand fra New York, nu i begyndelsen af 60'erne, som besøger Danmark for at promovere den danske oversættelse.
Det er kun hans anden bog på dansk, selvom han har skrevet 10 romaner før denne. Mao II hed den forrige, som udkom på dansk i 1991. Underverden er på alle måder en større roman - den er et fletværk af forbindelser på kryds og tværs af historien, fra det individuelle liv i the Bronx i 50'erne til storpolitiske forbindelser omkring J. Edgar Hoover. Men det er først og fremmest den amerikanske sjæl, det handler om - den sjæl, som stod på spil i det DeLillo kalder atombombens tidsalder.
- 'Underverden' udkom i 1997, samtidig med et par andre store romaner om det særligt amerikanske, Thomas Pynchons 'Mason & Dixon' og Philip Roths 'American Pastoral' - begge forfattere på din alder og begge fra Østkysten som dig selv. Hvorfor handler den amerikanske roman pludselig så meget om Amerika?
"Der var også et par andre bøger, Russell Banks' Cloudsplitter og Richards Prices Freedomland, begge fra i år, og Charles Fraziers borgerkrigsroman Cold Mountain. Har det noget at gøre med århundredets afslutning? Jeg tror det ikke. Det handler om, at forfattere når til en vis alder og et vist perspektiv, som de ikke havde før. Sådan er det i hvert fald i mit tilfælde, især i de mere personlige dele af bogen, som handler om at vokse op i the Bronx. Jeg har et perspektiv på de ting i dag, som jeg ikke havde, da jeg begyndte at skrive noveller som 17-årig. Dengang var jeg for tæt på. Det tog mig mange år at give de hændelser en sammenhæng, som er større end dem selv. Romanen selv udspiller sig i meget større omgivelser, men det var alligevel nødvendigt at fokusere på det italienske Bronx. Som ung havde jeg ingen ambition om at skrive en roman om det sted og den måde, jeg voksede op. Men jeg kunne gøre det nu, fordi jeg på afstand kunne se, at det var en del af en langt større sammenhæng."
- Det vigtige er kun synligt på afstand?
"Sådan var det i hvert fald for mig i dette tilfælde. Og så flyttede jeg ud af det miljø og begyndte at opdage Amerika. Det var to helt forskellige ting, Amerika og Bronx i 50'erne."
Fiktion og virkelighed
- Du har sagt, at dit sprog er amerikansk, ikke engelsk.
"Ja, og især i denne bog. Jeg skrev den med en følelse af at genopdage visse tabte sprog, det italiensk-amerikanske og nogle bestemte specialsprog som baseball-sproget og lidt af jazz-sproget. Der er alle disse sprog, som er amerikanske."
"Men i virkeligheden ved vi ikke, hvordan folk taler. Det, vi opfatter som realistisk dialog i en roman, har mere med romanen end med virkeligheden at gøre. Vi sammenligner uvilkårligt med romangenrens konventioner, snarere end med virkeligheden. Og hvis man skrev ned, hvordan folk virkelig taler, tror jeg, det ville være ulæseligt."
I Underverden fortælles der blandt andet om bolden fra den berømte baseballkamp i 1951, hvor Giants vandt mesterskabet over Dodgers i New York. I romanen gribes bolden af en sort dreng, som tager den med sig hjem, men i de følgende år skifter den hænder flere gange og bliver en rød tråd for den lange, komplicerede handling.
- Historien om baseball'en, som du skriver den, er vel helt din egen opfindelse?
"Ja. Den rigtige bold blev aldrig identificeret. Vi ved ikke hvor den er, og jeg havde nok aldrig skrevet denne roman, hvis vi havde vidst det. Men da romanen udkom, var der nogle, som begyndte at interessere sig for den bold igen. Der var en artikel i Village Voice, hvor en ældre mand, som havde overværet kampen, fortalte at bolden var blevet grebet af en ung sort knægt, som derefter stak af fra stadion. Han hævdede altså, at min historie var sand. Men det skete uafhængigt af min egen opfindelse af den sorte dreng."
- Det lyder som noget fra en af dine egne romaner - fiktion bliver til virkelighed og virkelighed til fiktion?
"Jeg var forbløffet. Dagen efter kampen kom 10-12 mennesker med en baseball, som de hævdede, var den rigtige. Så vi kan ikke identificere den. Den bold ville kunne sælges for en million dollars i dag, hvis den kunne identificeres."
Nødvendige fortællinger
- Bolden er en slags ikon for 'Underverden's store fortælling om livet under den kolde krig. I flere af dine romaner fornemmer man et behov for at fortælle historier om verden, nærmest for at gøre den beboelig for os selv. Det er, som om romaner er nødvendige for at hjælpe os til at begribe os selv og vores historie?
"Jeg tror, at en af de ting romanforfatteren kan, er at finde mønstre og forbindelser, som folk normalt ikke er bevidste om. Det begyndte at ske, mens jeg arbejdede med Underverden. Der er tilsyneladende ubetydelige sammentræf, som kun bliver betydningsfulde, fordi de optræder i en fiktion. De antyder, at der findes et mønster i livet, som vi ikke erfarer. Det er en af de ting, en kunstner gør. Film og romaner er fælles om et fortællende instinkt, som er nødvendigt for dem. Og jeg kan ikke se, at romanen overhovedet kan være i vanskeligheder, så længe der findes film, og så længe mennesker har brug for fortællinger. Filmen er ikke romanens fjende, som nogle siger. Der er overhovedet ingen modsætning, men en frugtbar udveksling."
- Finder forfatteren eller filmmageren disse forbindelser, eller opfinder han dem? Eksisterer de i den virkelige verden?
"Jeg følte, at jeg fandt dem, ikke at jeg opfandt dem. De blev ved med at ske for mig."
- Også det magiske tal 13, som dukker op på alle leder og kanter i romanen?
"Det blev ved med at ske. Tallet 13 begynder med baseball-kampen, hvor kasteren Ralph Branca bærer det på sin trøje. Der er andre, som har fundet alle 13-tallerne i forbindelse med den kamp, før jeg gjorde det. Jeg ville aldrig have gjort det, hvis det ikke var der i virkeligheden. Og så bredte det sig ud i romanen, hvor jeg måske har fabrikeret et par af 13-tallerne, men
højst et enkelt eller to. Resten faldt jeg over."
Forfatteren og terroristen
- I 'Mao II' lod du din hovedperson, romanforfatteren Bill Gray, sige, at forfattere ikke længere er farlige og vigtige for den kollektive erindring. Er 'Underverden' et forsøg på at vise, at han tog fejl?
"Det er en meget kompliceret sag. I Mao II skabte jeg en kontekst, hvor forfattere og internationale terrorister kæmpede om herredømmet over verdensfortællingen. På det tidspunkt, i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne, havde jeg en fornemmelse af, at terrorismen havde bemægtiget sig fortællingen; at den havde gjort katastrofenyheder til den fortælling, som romanerne tidligere skænkede en bestemt kultur. En af inspirationerne var Rushdie-affæren."
- Og 'Underverden' er gengældelsesaktionen?
"På en måde, ja. Romaner betyder noget. Og jeg tror, at de romaner du nævnte i begyndelsen, Pynchon og Roth og andre, er tegn på at forfatterne er ved at vinde det tabte terræn tilbage, i det mindste midlertidigt, i Amerika. Eller sker det kun i min egen fantasi? Når man arbejder på en roman, ser man verden som en fortsættelse af romanen, og omvendt. Man ser sin roman overalt. Det skete i Mao II, og det sker stadigvæk i Underverden. Jeg bliver ved med at genkende ting fra romanen i verden; romanen og verden smelter sammen på en ganske uhyggelig måde."
- Gør det dig urolig, at romanen har denne magt?
"Jeg er ikke sikker på, at den har så meget magt for andre end mig selv. Det må andre afgøre. Jeg arbejder dag for dag, sætning for sætning, og jeg ved aldrig rigtig selv, hvad jeg har skrevet før til sidst."
