Læsetid: 7 min.

En rorgængers kurs

10. november 1998

Gert Petersens erindringer er en personlig tour de force gennem venstrefløjens historie

NY BOG
"Hvad bilder jeg mig så ind? At jeg maser mig sådan frem og skriver min del af historien?" Bemærkningen kommer fra SF's mangeårige formand, Gert Petersen, der efter en livslang indsats for socialismen er gået på pension, men som heldigvis har fundet tid til at skrive sine erindringer: Inden for systemet - og udenfor. Det er heri, ordene falder, efter en forudgående konstatering af, at "Den kolde krig er slut, Vesten sejrede, NATO ekspanderer, og sejrherrerne skriver historien."
Men Gert Pertersen vil netop ikke lade sig nøje med sejrherrernes historie. Konkret forsvarer han sin mangeårige kamp mod oprustningen og NATO, men bemærkningen kunne lige så godt være møntet på alle dem, der i dag proklamerer liberalismens og den globale kapitalismes uigenkaldelige sejr. For selvom Gert Petersen er gået på pension, er hans erindringer et bevis på, at han ikke har opgivet sine holdninger og idealer.
Det er 71 år siden, at Gert Petersen blev født i Nykøbing Falster. Han voksede op hos sine bedsteforældre, og selvom kårene var fattige, stod det ikke ligefrem skrevet i stjernerne, at han skulle vie størstedelen af sit liv til kampen for socialismen. Men skoledrengen Gert Petersen var nysgerrig og en ivrig læser, hvilket i første omgang bragte ham tæt på den lille bys bibliotekar, som desværre var nazist.
Med sine egne ord var Gert Petersen "oprørsk og sværmerisk nationalistisk", og det endte med, at han i foråret 1941 blev meldt ind i de danske nazisters ungdomsorganisation: "En pinlig historie, som kun mine 13 år kan forklare, om ikke undskylde," skriver han selv. Vildfarelsen varede da også kort og blev hurtigt glemt - indtil Jyllands-Posten i midten af 80'erne gravede den gamle historie frem og søgte at så tvivl om SF-formandens moralske habitus.
Den lokale modstandsbevægelse var imidlertid ikke i tvivl om, hvor de havde den unge Gert Petersen. Det startede med produktion og distribution af illegale blade og endte med opbygning af en militær ventegruppe, men inden der blev brug for våbene, kom Gestapo på tværs. Efter forhør gik turen via Vestre Fængsel til Frøslevlejren, hvor Gert Petersen var blandt dem, der strømmede ud, da portene blev åbnet op 5. maj 1945.
Modstandsbevægelsen blev også et møde med kommunisterne, der ligeledes var stærkt repræsenteret i Frøslevlejren. Der sad også trotskister, syndikalister og anarkister, og bag pigtråden oplevede Gert Petersen nu for første gang den bitre strid på venstrefløjen om Stalin og Moskva-processerne. Han var påvirket af trotskisterne, men blev dog medlem af først DKU og senere DKP, efter han i august 1945 var flyttet til København.
Med tilslutningen til de danske kommunister begynder det bærende i Gert Petersens politiske livsbane: Opgøret med sovjetkommunismen og udformningen af en dansk, demokratisk socialisme.

Fortryllelsen hæves
Han var skeptisk over for DKP's borgfredspolitik i befrielsessommeren 1945 og rystet over Poul Henningsens forsvar for, at ytringsfriheden også omfattede demokratiets fjender. Han afviste konsekvent Koestlers og andres kritik af forholdene i Sovjetunionen, men efter Stalins død i marts 1953 og den efterfølgende henrettelse af Berija begyndte tvivlen at nage. Med hans egne ord "blev fortryllelsen så at sige hævet."
Efter Khrusjtjovs hemmelige tale på SUKP's 20. kongres og invasionen i Ungarn 1956 "(gik) sandheden for alvor op for os," og Gert Petersen blev involveret i sit første store - og vel sit livs mest betydningsfulde - politisk-ideologiske opgør, der førte til sprængningen af DKP i november 1958. Som medlem af redaktionen for tidsskriftet Dialog var han med i centret for den indre opposition i partiet, og det var herigennem, han mødte den person, der om nogen fik betydning for hans indsats i dansk politik: Aksel Larsen.
Gert Petersen lægger ikke skjul på sin respekt for Aksel Larsen, men er ikke ukritisk beundrende over for den mangeårige DKP-formand, der ofte havde tendens til at optræde som 'partiejer'. Afgørende er det imidlertid, at han var enig i med Aksel Larsen i, at opgøret med stalinismen ikke var opgør med socialismen, ligesom han til fulde delte dennes nye vision: At "genskabe det historiske skel i dansk politik." Til det formål skabtes Socialistisk Folkeparti.

Det historiske skel
Fra stiftelsen af SF i foråret 1959 former Gert Petersens erindringer sig som en personlig tour de force gennem venstrefløjens historie frem til i dag. Hans tilbageblik til barndom og de første efterkrigsår gør imidlertid, at vi også får et troværdigt indblik i de overvejelser, der førte til hans deltagelse i stiftelsen af SF.
Bruddet med sovjetkommunismen førte nemlig ikke til et brud med socialismen, men derimod til et konstant og konsekvent forsvar for sammenhængen mellem demokrati og socialisme samt for overholdelse af de parlamentariske principper og spilleregler.
Bærende for Gert Petersens politiske indsats blev dog især, at han overtog Aksel Larsens vision og gjorde det til sin livsopgave at "genskabe det historiske skel i Danmark" - eller mere konkret: at få Socialdemokratiet med i et samarbejde, der har socialistiske perspektiver. Et Sisyfos-samarbejde, vil en og anden nok mene, men ikke desto mindre er kampen for 'arbejderflertallet' og 'arbejderregeringen' den røde tråd i Gert Petersens politiske virke.
Det er på grundlag af denne faste overbevisning, at Gert Petersen fører os igennem SF's historie frem til i dag. Og ikke kun gennem de store opgør som splittelsen i 1967 og dannelsen af VS samt det senere opgør med 'larsenisterne', men også gennem den daglige politik på Christiansborg, hvor han blev valgt ind i 1966 og tilbragte de næste 22 år - fra 1974 til 1991 som formand for partiet.
Som Gert Petersen selv gør opmærksom på, fortæller hans erindringer ikke alt om hans politiske liv. Erindringernes fokus ligger på SF's ledelse og folketingsgruppe, men den vedvarende forbindelse til visionen om 'det historiske skel' gør, at de mange redegørelser for intern diskussion og splid samt om mangfoldigheden af politiske forlig, som partiet gennem årene har taget stilling til, ikke resulterer i endnu en traditionel erindringsbog om livet på Christiansborg, hvor politik synes at være løsrevet fra overordnede holdninger.
Man får samtidig et levende indblik i, hvor broget en forsamling SF altid har været, og man kan dårligt andet end beundre partiet for, at det er i stand til på samme tid at håndtere en stor grad af intern diskussion og uenighed - og så alligvel fastholde den fælles identitet. Gert Petersen har sin store andel i, at det forholder sig sådan, idet han som partiformand undgik Aksel Larsens tilbøjelighed til at optræde som 'partiejer' men i stedet vandt autoritet som 'den store rorgænger'.

Evigt dilemma
Danmark og det danske, politiske landskab har ændret sig markant i Gert Petersens tid som aktiv politiker: Ungdomsoprøret, kvindebevægelsen, miljøbevægelserne m.m. Ikke desto mindre han han hele vejen igennem fastholdt visionen om 'det historiske skel', men samtidig bidraget til at udvikle den, så den har modsvaret forandringerne i samfundet. Senest inspireret af Gramscis tese om 'den historiske blok'.
Der er dog ét forstyrrende element i Gert Petersens verdensbillede, nemlig De Radikale, som ikke kan finde ud af, om de er "et borgerligt eller et ikke-borgerligt parti", og derfor befinder sig i et 'evigt dilemma' mellem højre og venstre i dansk politik. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke også SF - og dermed Gert Petersen - befinder sig i et evigt dilemma dikteret af den strategiske bekendelse til nødvendigheden af et samarbejde med Socialdemokratiet.
Store dele af SF's historie har været præget af brydninger om vægtningen mellem på den ene side at optræde som et selvstændigt, socialistisk parti, der udgjorde et alternativ til Socialdemokratiet, og på den anden side at fokusere så meget på skabelsen af 'det historiske skel', at det at vælte en socialdemokratisk regering stadig synes at være en utænkelig tanke i SF. Det er dette dilemma, der har fået partiet til at svinge mellem 'hængekøjen' og 'halehænget', som det er blevet udtrykt.
I de senere år har der dog været en tendens til, at SF tør optræde mere selvstændigt og bryde ud af Socialdemokratiets skygge. Det er bl.a. sket i en række kommunalbestyrelser, hvor man indgår forlig uden om Socialdemokratiet og heller ikke viger tilbage for at samarbejde med borgerlige partier for selv at opnå borgmesterposten.
Spørgsmålet er imidlertid, om selve grundkonstruktionen omkring 'det historiske skel' overhovedet giver nogen mening længere? Dels er det et åbent spørgsmål, om man i dag kan tale om en veldefineret arbejderklasse med fælles interesser, men helt fundamentalt er det spørgsmål, om Socialdemokratiet overhovedet er et parti, der vil socialismen? De seneste års udvikling turde mere end antyde det modsatte, og dermed er selve den politiske forudsætning for 'det historiske skel' - og dermed SF's strategiske politik - i realiteten bortfaldet.
Gert Petersen skylder os en mere teoretisk funderet bog om dette spørgsmål, ligesom han i 1980'erne berigede den politiske debat med sine bøger om socialismens og fredens nødvendighed. For selv om han er trådt ud af aktiv politik, så kan han stadig spille en rolle. Og som han selv bemærker i sit opgør med sejrherrernes historieskrivning: "Og så skal jeg lige hilse og sige, at historien ikke er slut."

*Gert Petersen: Inden for systemet - og udenfor. 420 s., ill. Aschehoug. Udkommer i dag

*Kurt Jacobsen er historiker ved Handelshøjskolen i København. Han udgav i 1993 'Aksel Larsen - en politisk biografi'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu