Læsetid: 6 min.

Og rosinerne ligefrem springer op af gulvbrædderne

18. november 1998

Den unge kvindes klassiske dilemma er, at hun tager det hele og han ikke det halve

KVINDELIV
Thomas kommer ud i køkkenet med overtøj på. "I'am off," siger han og kysser farvel. Tilbage er Christina med Johannes, der skal i skole, og Aske, der skal i dagpleje, før hun selv kan komme af sted.
Da dagens indledende opgaver i denne almindelige unge, danske familie er løst, befinder Christina sig en stund tilbage i køkkenet - kigger sig omkring og beskriver i sine dagbogsblade til Ashehougs Hvad er det kvinder vil?, hvordan hun oplever, at roderiet og skidtet nærmest springer på hende. Kvæler hende. En oplevelse, der glimrende matcher hendes hele livsfølelse.
Som en anden ung mor udtrykker den tilsyneladende kollektive følelse i bogen: "Jeg elsker mit liv, mine børn og min mand, der mangler bare noget."

Rosinplamager
Christina: "Klistrede rosinplamager glor op på mig fra gulvene, bunker af tøj skal vaskes, sengene skal redes, telefonsamtaler ordnes, aftensmad findes og købes, rod muges væk. Jeg sætter Aske ned på gulvet, hvilket forårsager øjeblikkelig vræl. En cocktail af massiv træthed - jeg har endnu ikke sovet en hel nat igennem - og tyndtslidende irritabilitet gennemtynger mine lemmer..."
"Jeg ved, at der vil gå ni-ti timer, inden Thomas atter vil træde ind i gangen, træt, men inspireret efter en dags arbejde. Hans behov er nu at lade op i en god atmosfære, at slappe af med sit barn. 'Hvad er der sket i dag?', vil han spørge. Hvad skal jeg svare? Sagen er jo den, at jeg er fyldt op af et kaos af følelser, hvor især to træder tydeligt frem og trækker i hver sin retning: Den ene er en bundløs kærlighed til mit barn, en vedvarende forelskelse, og den anden er en frustrerende, nagende følelse af, at livet passerer forbi mine vinduer, mens jeg kløjs i hus, forpligtelser og kedsomhed. Og træthed. Kunne jeg blot komme den træthed til livs, så jeg igen kunne fornemme mit gamle livsglubne jeg og befries for den fortvivlelse, som uundgåeligt følger i kølvandet på trangen til at drøne øjestenen i Peblingesøen..."
"Kunne jeg blot forøge døgnet med 24 timer, så der også blev plads til bare at være, og til at få nogle af de planer, jeg har med mit liv, ført ud over rampen. Så jeg kunne komme Thomas' behov i møde. Nu står jeg bare med strittende hår og tårer i øjnene..."
Lone Kühlmann: "Min forsigtige - og uvidenskabelige teori - er, at kvinder generelt - ligegyldigt hvilke roller, de i øvrigt påtager sig i livet - aldrig kan frigøre sig fra ansvaret for omsorgen. Og hvis jeg skal være meget kættersk, så må jeg ud fra disse dagbogsblade antyde, at det er dem, der ikke reflekterer så meget over det, der er mest tilfredse med deres liv."
"Man kan selvfølgelig også vende det om og sige, at det er dem, der ikke stiller så store krav til livet, der er nemmest at stille tilfreds."

De unge dygtige
Gennemgående er de unge kvinder, vi møder i bogen, dygtige. De har gjort, hvad man forventer sig af dem: De har uddannet sig og knokler i den valgte karriere. Men når det første spædbarn kommer, får de et chok - hvad et spædbarn kræver og giver må være verdens bedst bevarede hemmelighed. "Jeg har måttet erkende, at der er vigtigere ting end mit job," som en kvinde lettere forbløffet skriver.
Lone Kühlmann: "Når jeg er ude at holde foredrag, møder jeg også de unge kvinder, der lever sammen og endnu ikke har fået børn. Og som de oplever det, har vi total ligestilling. Deres kærester er deres bedste venner, de har det så sjovt. Elsker i køkkenet, på badeværelset og i marken. Hvorfor skulle to så vidunderlige mennesker ikke få et barn? De smelter deres vidunderlige gener sammen - og kvinden vågner med et skrig: Hendes mest vidunderlige og bedste ven viser sig at være en dårlig kammerat. Men der kan godt gå lang tid, før hun handler på det."

Hævner sig ikke
- Stiller kvinder for få krav til deres mænd?
"Det er der ingen som helst tvivl om. Jeg har altid fundet det besynderligt, at to voksne mennesker ikke kan finde ud af at få ét barn. Og undrer mig over, at folk, der går på arbejde og må formodes at tjene penge der, ikke kan finde ud af at købe sig ud af deres hængedynd. Men det gør de ikke."
Ikke på noget tidspunkt hævner de unge kvinder, der står midt i "den kvindelige suppedas" - dilemmaet mellem familieliv og karriere - sig følelsesmæssigt på børnene.
Louise lige før, hun skal hente sin datter i vuggestuen: "Jeg savner at lugte til hende, jeg savner at stryge mine læber henover det bløde sted lige foran øret ...det kilder i min mave, som var det et stævnemøde jeg skulle til."

Ondt i karrieren
At få børn gør - ifølge de personlige dagbøger - ufattelig ondt i karrieren, når man er kvinde.
Nogen opgiver at forene de to liv. Andre kæmper. Ditte tørrer grøn snot af for femte gang under havregrøden: "Jeg har elsket at arbejde - og det har jeg gjort - 220 pct., hele tiden og ganske urimeligt meget. Og jeg har næsten hele tiden nydt det. Denne anden måde at arbejde på, hvor jeg ikke kan lade mig besætte totalt, har jeg vanskeligt ved at finde. F.eks. i denne tid, hvor Anton er syg - hvad fanden skulle jeg gøre, hvis jeg var midt i et prøveforløb?"
En ung specialestuderende i provinsen med to små børn og en mand i København forsøger at bilde sig ind, at hun lever et luksusliv.
På den anden side må hun erkende, at det er svært at leve med det "akademiske ambitionspres døgnet rundt" og være alene med to små børn samtidig... "Før vi fik børn, var det mig, der forsørgede min mand, så han kunne gøre sin uddannelse færdig. Vi skiftedes til at købe ind, lave mad og gøre rent. Men nu lever vi med en helt traditionel kønsopdeling, hvor manden forsørger, og konen tager sig af det derhjemme," skriver hun og beklager at måtte opgive noget netop tilbudt drømmeundervisning. Den foregår for en stor dels vedkommende om aftenen, og det kan hun jo ikke.
"Det er lidt ærgerligt, for jeg kunne godt bruge noget undervisningserfaring," som hun siger.
De har det i øvrigt tit med at underdrive, kvinderne. Som en anden skriver: "Det er ikke blevet nemmere at være kvinde - der stilles så mange krav til én fra samfundets og familiens side, og ikke alle krav er lige nemme at opfylde."
En tredje kvinde undrer sig over, at det i dag er hendes mand, der har karrierejob og tjener flest penge, når det var omvendt, da de mødtes for knap fem år siden? Og burde hun i øvrigt ikke kunne være både bollebagende supermor og karrierekvinde samtidig? Virkeligheden er, at hun for nogen tid siden valgte at gå på 2/3 tid i jobbet som informationschef.

Et godt spørgsmål
En vaskeægte karrierekvinde - marketingchef i et stort, internationalt firma - reflekterer over sin nye situation med to børn på henholdsvis 3 år og 7 mdr.:
"Jeg kan gå to veje efter min orlov: Enten skal der fuld skrue med 50 timers arbejdsuge for at opnå en mere ansvarfuld stilling, eller også skal jeg gå et "niveau" ned i organisationen - vil det give mig fuld tilfredshed med mit arbejde? Nej!"
Marketingchefen har en drøm, og da hun tydeligvis er sej, vil hun sandsynligvis forsøge at føre den ud i livet. Hvorfor, spørger hun, kan en marketingchef ikke være marketingchef på deltid? "Det kan ikke lade sig gøre," siger hendes kvindelige bekendte.
"Men der kan jo ikke ske noget ved at spørge," insisterer hun.
"Hvis man nu lagde pres på arbejdsgiverne gennem en årrække, så kunne det jo være, at vi kunne få disse muligheder," håber hun. Og sådan er det jo just, at alle andre lønarbejdergoder er erhvervet.
Også graviditeterne kommer bag på de fleste kvinder. Holdningen er generelt, at arbejdspladsen ikke skal betale noget for de biologiske belastninger. Truer lægen med at sygemelde dem, vinker de afværgende - og tager en tur mere for at se, om det mon alligevel ikke går med plukveer og smerter i underlivet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her