Læsetid: 2 min.

Og så nedsatte de en arbejdsgruppe

19. november 1998

Sluterklæringen på APEC-topmødet indeholder ingen konkrete bud på, hvordan finanskrisen skal løses

Lederne fra 21 nationer stillede i går op til det traditionelle fællesfoto iklædt farvestrålende batik-skjorter. Og som traditionen også byder, havde deltagerne i årets APEC-topmøde i den økonomiske samarbejdsorganisation for Asien og Stillehavsområdet efterfølgende svært ved at overbevise den nyhedshungrende verdenspresse om, at de skam var nået til enighed om noget vigtigt.
Derfor blev sluterklæringen forsøgt solgt som en slags 'redningsplan' for det kriseramte Asien, men de mange ord kunne ikke skjule, at lederne på APEC-topmødet i den malaysiske hovedstad Kuala Lumpur kun havde lidt konkret at fremlægge.
Derimod indeholder sluterklæringen flere direkte modstridende udsagn, der bl.a. afspejler det faktum, at APEC er en løst funderet samarbejdsorganisation, der rummer så vidt forskellige lande som det kommunistiske Kina og kongedømmet Brunei, eller modpoler som værtslandet Malaysia og supermagten USA.

Modstridende
Sidstnævnte to lande har præget dette års topmøde. Først med striden mellem den amerikanske vicepræsident Al Gore, der i en tale tidligere på ugen udtrykte USA's støtte til Malaysias reformbevægelse, og den malaysiske leder og vært for mødet Mahathir Mohamad.
Også på spørgsmålet om, hvordan man kan bremse Asiens finansielle og økonomiske nedtur, var de to lande uenige og stod som klare yderfløje. USA med ønsket om yderligere liberaliseringer og åbne markeder, mens Malaysia i september indførte kontrol med ind- og udførsel af valuta og står som fortaler for restriktioner på kapitalbevægelserne.
De to fløjes synspunkter er nævnt i sluterklæringen, og erhvervsanalytikere pegede over for nyhedsbureauet Reuter på det modstridende i, at man i den samme erklæring kan tale om behovet for liberaliseringer - og øget kontrol.
Men det sker altsammen i vage vendinger, hvor APEC-lederne er enige om hurtigst muligt at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se på mulighederne for at forbedre overvågning og regulering af kapitalbevægelserne, herunder de kortsigtede bevægelser over landegrænserne.
Samtidig understreger sluterklæringen behovet for at trække de internationale investorer tilbage til Asien, og det skal ske ved, at medlemslandene fortsat holder deres markeder åbne.
Ellers var der pæne ord om nødvendigheden af at spænde et socialt sikkerhedsnet ud under de millioner af asiater, som er blevet stødt ud i fattigdom under krisen, men der var også her tale om hensigtserklæringer uden konkrete krav til medlemslandene.
De få konkrete bud og den dystre baggrund for årets APEC-topmøde - den finansielle og økonomiske krise - fik derfor opfindsomme hoveder til at kalde APEC: A Poorer Economic Club.
Bogstaverne står ellers normalt for Asia-Pacific Economic Cooperation.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her