Læsetid: 7 min.

Samfundets kunst

27. november 1998

Taget på sine egne præmisser fremstiller Ole Thyssen et konsekvent kunstsyn. Men nedvurderingen af formen og det uudsigelige afstedkommer en pæn portion skepsis

kunst
Ole Thyssens nye bog om kunst gør op med en hel række tidligere teorier om kunst og kunstretninger, men selv er den ikke en guide til kunst, for dens ærinde er kunstens særlige logik i forhold til alt andet, såsom filosofi, livsanskuelse, etik osv.
Der er gennemgange af smagens problematik, det skønne og det hæslige, kunstens tidsaldre fra antikken til i dag. Og selvom bogen ikke er historisk, så rummer den dog til slut historiske skitser og indimellem også selvoplevede eksempler på hvad kunst er, som man skal se længere fremme i denne anmeldelse.

Selvstændig kunst
Thyssen er som altid meget påvirket af den tyske systemteoretiker Niklas Luhmann og især af hans bog Samfundets kunst fra 1995. I denne bog tager Luhmann afstand fra en række andre kunstteoretikere i det 20. århundrede, således Adorno, Heidegger, og i det hele taget ethvert forsøg på at betragte kunst idealistisk eller eksistentialistisk, eller som del af et filosofisk system, som del af en politisk utopi, sådan som det jo har været meget brugt i det 20. århundrede, hos nymarxisterne, hos socialrealisterne osv. Hos Thyssen hedder det: "I stedet for en filosofi om væren, som skaber et uløseligt problem om hvordan væren kan iagttages, får vi en filosofi om iagttagelse og videre: om iagttagelse af iagttagelse".
Ifølge Thyssen og Luhmann har det moderne samfund udviklet et selvstændigt system for kunst, kunst kan betragtes systematisk ud fra sig selv. Og et nøgleord i denne nye måde at tænke kunst på er iagttagelse og kommunikation.
Kunst indgår i en kommunikationssammenhæng, og det kan jo minde om Habermas, men det er alligevel en hel anden tankegang Thyssen og Luhmann vil have frem. Ikke noget med væren bag kunsten, heller ikke Habermas og hans livsverden, eller erkendelsesinteresser, og heller ikke noget med dialektik som hos Adorno.
Thyssen vil have kunsten i nærheden af det videnskabelige blik og langt væk fra det engagerede blik. Kunst skal betragtes nøgternt, som byggeklodser, der udgør dele af en kunstens filosofi, en vending man næsten ikke tør bruge i forbindelse med Thyssens bog, og slet ikke det der i gamle dage hed filosofisk æstetik.

Kunst uden politik
Filosofisk æstetik var den retning der begyndte hos den unge filosof Baumgarten for 250 år siden, fortsatte hos Kant og Hegel og kulminerede hos Adorno og Heidegger. Fælles for dem var det at de betragtede kunst i lyset af en filosofi, de skrev ikke altid om kunst med stor viden om kunst, men placerede kunsten ind i deres filosofiske system.
Og selvom Thyssen især inddrager Kants bog om dømmekraften og nævner Hegel, så vil han selv noget andet end dem, nemlig indkredse kunstens eget system, og ikke indplacere kunsten i et andet system udenfor den selv.
Det lyder som en renselsesproces, og det er det også, og på en måde er hele Thyssens bog et forsøg på at skille politik og kunst ad, politik forstået som et bredt begreb om livsholdning, sandhed der gør kunst til et led i en bagvedliggende interesse i at tænke det gode liv, udkaste visioner osv.
Men Thyssens måde at betragte kunst på kan ingen, der beskæftiger sig med kunst, bare tage til efterretning, man må reagere.
Netop fordi bogen i den grad kobler kunst og system og videnskabelighed sammen, som om Thyssen var de gamle franske positivisters børnebørn, jeg tænker på Taine og Sainte - Beuve.

Kunst som praksis
På den anden side er der noget i Thyssens og Luhmanns bestræbelse, der er forståeligt, især set i forhold til den avantgardeteori, der siden begyndelsen af århundredet har hærget kunstdebatten, og skabt det indtryk, at kunst var noget, der kunne gøres til en del af en smuk måde at være på, gå på, klæde sig på.
Kunst som praksis har altid været suspekt, og i lyset af denne holdning er Thyssens bog absolut velkommen. Hvis blot prisen ikke var, at kunsttænkningen bliver en videnskab og må give afkald på alt det ved kunsten, der ikke er videnskab, og det er trods alt temmelig meget.
Og hjørnestenen i Thyssens kunstsystem, kommunikationen, vækker også skepsis, for er kunst virkelig lig med en bestemt form for kommunikation, unddrager det vigtigste ved kunsten sig ikke netop en kommunikation som det usagte og det usigelige?
Kommunikationen ifølge Thyssen omfatter både kunstneren, der fremstiller værket, og tilhøreren, læseren, der reagerer på det. Hvis der ikke var en iagttager af kunsten, så ville værket blot dø i stilhed eller i kunstnerens fantasi. Kommunikationen indgår i en virkelighed af social baggrund, et bestemt kunstsystem, en tidsalders mentalitet.
Men alligevel er der noget, der undrer, for i en fodnote hos Thyssen hånes den gamle Herbert Marcuse, for at vrøvle, og det gjorde han sikkert også tit, ikke mindst som kunstteoretiker, det var ikke hans stærke side.

Ude efter formen
Men når Thyssen i en fodnote skriver, at alternativet til retorik er tomgang, eksempelvis når Marcuse skriver om æstetisk sandhed, at det er indhold, som er blevet til form, ja så læser jeg det på den måde, at det er formbegrebet, Thyssen er ude efter, fordi det ikke kan indgå i hans kommunikationssystem. Og det gør mig betænkelig. Men måske tager jeg fejl. Han skriver efter nedsablingen af Marcuses formbegreb:
"Ifølge denne definition er enhver cigaretpakke, der krølles sammen i et hjørne, automatisk et autentisk kunstværk." Men det mente Marcuse ikke, han ville kræve, at cigaretpakken skulle krølles sammen i et maleri af Warhol eller Rauschenberg, før det var form, for form rummede for Marcuse - ja undskyld en sandhed og en utopi.
Når man så går videre i Thyssens bog, så tales der meget om kunstens sanselighed som en del af kunstens system.
Som sanset kan kunst iagttages, beskrives, og gennem den særlige vinkel der iagttages fra, kan værket også åbne sig mod en bestemt aura, en bestemt hemmelighed, således ved betragtningen af et abstrakt maleri. I al kunst, siger Thyssen, indgår det sansede sammen med det imaginære og det stemte. I modsætning til Benjamin mener Thyssen, at der også i moderne kunst gemmer sig en rest af aura, og ikke kun reproduktion, hvis det vel at mærke var det, Benjamin mente.
Hans kunstsyn var jo ganske vist som Thyssens og Luhmanns antiidealistisk, og hans nykantianske svaghed for begreber er muligvis grunden til at Thyssen hele tiden citerer ham mere eller mindre indforstået, som om Benjamin kun var nykantianer og ikke mindst ti andre ting.

Budskab og samfund
Måske vil det nu være tid til et par eksempler på det, Thyssen mener. Og der er eksempler, fra alle tidsaldre, kunstgenrer, fra høj og lav kunst. Der er således en selvoplevet beskrivelse fra 1992 af en koncert i haven på Museum of Modern Art, hvor John Cage opførte et af sine værker.
Tomme ord, Empty Words, opført som et ritual, med skarp markering fra Cage af intervaller. Publikum reagerede, gik, lo, over en så asocial kunst.
Og dette er Thyssens pointe: "Men det budskab kræver et samfund."
Cage-analysen ville muligvis kræve et par ord om tidens metafysik, zenbuddhisme, formens negation osv. og måske ville Cage sige det omvendte af Thyssen: "Det samfund kræver et budskab."
Selvom historie ikke er en del af Thyssens kunstkoncept, så er der en kort historisk skitse, af kunsten fra antikken til nutiden, og den minder meget om Hausers bog om Kunstens Socialhistorie, en bog, der citeres ofte i Thyssens argumentation.

For lidt nyt
I denne redegørelse af Thyssen havde man dog ventet lidt nyt, bare en detalje, bare lidt om sanselighedens problemhistorie, eller stemthedens oprindelse eller det imaginæres.
Der er ikke meget nyt under solen, det er Hauser, Habermas og Gombrich, og hver gang sidstnævnte kunsthistoriker citeres, er det vældig godt.
Den bog af Thyssen jeg har omtalt i det foregående, ja slet vil jeg ikke kalde den, for den er konsekvent ud fra sine præmisser, og det er langt hen muligt at følge dens tankerbaner uden at være indforstået.
Men til syvende og sidst: jeg mener, at enten accepterer man dens forudsætning, som er Luhmanns systemteori, eller også må man sætte spørgsmålstegn ved dens nedvurdering af form, det uudsigelige sprog, væren; og denne anmelder er skeptisk, og det er muligvis ikke den ringeste holdning en bog kan fremkalde i en moderne læser, der gerne vil udvide sin horisont og stifte bekendtskab med en anden måde at skrive om kunst på.

*Ole Thyssen: En mærkelig lyst - Om iagttagelse af kunst. 384 sider. 288 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu