Læsetid: 12 min.

Sarajevos usynlige år

27. november 1998

Pludselig lægger jeg mærke til det usynlige i bazarens mylder, et fravær der gentager sig overalt i byen. Sarajevo mangler det meste af en generation. Der er masser af børn og teen-agere. Og så er der ældre-generationen. Men de 25- til 45-årige - belejringens årgange - er borte

Det er godt nok," vinker husene op mod Austrian Airlines-jetten, da den i en elegant bue lægger an til landing. "Kom bare ned til os, se vores nye, røde tegltage, fremtiden er begyndt, her bor rigtige mennesker, her er trygt og sikkert."
Jeg har lovet mig selv: ikke et ord om fortiden. For jeg har hørt det, og jeg ved det: ingen fremmed i Sarajevo kommer langt med al den snak om "den gang". Så historien og/eller Historien begynder altså her med de nye, røde tegltage.
Måske vil den tilrejsende tænke, at det var dog en besynderlig lufthavnsbygning her i Balkans hjerte. Den minder om terminalen i Øvre Voltas hovedstad. Der kommer nogle passagerer, og andre rejser, men langt de fleste venter. Og mens de venter, ryger de og ser ud, som om de konspirerer mod alt og alle.
"Hvad er det?" vil pas-betjenten vide. Hans solide pegefinger dvæler ved et stempel i, hvad han betegner som mit "rejsedokument".
På side 11 står der "Maybe Airlines, Sarajevo". De samme, løjerlige ord genfindes på side 14, side 17, 18 og 20. Og atter på siderne 22, 23 og 29. Han løfter sit blik fra passet og ser spørgende på mig.
"En spøg," svarer jeg. "En spøg fra den gang".
"En morsomhed, altså?"
"Ja, noget de norske soldater fandt på. De kontrollerede lufthavnen den gang. Eller hvad der var tilbage af den. De var meget morsomme."
"Maybe betyder 'måske', ikke sandt?"
"Ja, sådan var det i de år, man kunne aldrig vide..."
Pasbetjenten stempler mig ind.
"Men nu er det anderledes, hører jeg..."
"Ja så, hører De det", siger pasbetjenten og vinker mig videre.
Hans sidste ord rammer mig lige mellem skulderbladene:
"Se Dem nu godt om".

Hvilken luksus! Helt afstresset står jeg ud af bilen og går hen mod hotellets glasdøre. De glider automatisk til side med et svagt, elektronisk sug. Min rejsetaske bliver båret hen til receptionsskranken. Skrivemaskinen, min røde Olivetti (stelnummer 3244567) følger efter. Den er "made in Spain" i lighed med det halve hundrede personer, der har grupperet sig omkring forhallens kaffeborde. Spanske civilgardister med deres lakhatte, spanske faldskærmssoldater, spanske sikkerhedsfolk, spanske betjente, spanske diplomater - allesammen i en ærbødig kreds omkring en lavstammet herre i en natsort, velsiddende habit. En slags over-spanier formoder jeg. Irina står bag skranken, som hun har gjort det lige siden den majdag i 1992, hvor jeg kom halsende ind i hotellet med et par serbiske mortergranater lige i haserne (nej, jeg vil jo ikke skrive om det). Og hun smiler, som om hun havde ventet mig. Og da jeg spørger, hvorfor jeg pludselig befinder mig i Spanien, selv om jeg er overbevist om, at jeg er i Sarajevo, svarer hun, at det er "de fremmede" lige som den gang, hun først så mig. Den gang var det blot engelske elitesoldater og en deling fra Fremmedlegionen, der havde lejret sig på marmorgulvet. Nu er det altså spaniere. "Fremmede" under alle omstændigheder. Irina kan ikke lide "fremmede". De kommer med dårlige nyheder. Hendes holdning forekommer mig at være noget af et paradoks. For hun lever jo af dem.
"Og hvad vil alle disse spaniere her?" spørger jeg, da hun rækker mig nøglen til værelse 205. Ikke-ryger-område, telefon, tv med 23 kanaler, varmt vand, badeskum og rene frotté-håndklæder...
"En konference", svarer hun gådefuldt.
Jeg tillader mig at mene, at det dog forekommer at være en yderst besynderlig konference med alle de sikkerhedsvagter og håndvåben. Og så spaniere! Er Sarajevo besat af Spanien?
"En konference om os", uddyber Irina og peger ud gennem panoramaruderne.
"Om hvad de skal gøre med os".
Jeg følger hendes blik. I krydset lige over for Holiday Inn, på Vojvode Radomira Putnika-boulevarden, som er en forlængelse af Proleterske Brigade, og som tidligere, meget morsomt, blev kaldt Snigskytternes Boulevard, men som nu sikkert hedder noget helt tredje, ja der har SFOR, Stabiliseringsstyrken, kørt et par tunge tanks i stilling. Kanonmundingerne peger mod trafikken i almindelighed. En af tank-kommandanterne fører en samtale med enheder længere fremme langs boulevarden. Der vajer et lille italiensk flag over hans hoved: altså italienere der bevogter spaniere, der holder konference om Sarajevos videre skæbne! Ikke helt underligt, at Stabiliseringsstyrken med dens ca. 32.000 mand i hele Bosnien både forvirrer og generer de lokale. Og værre er det med resultaterne. Gennem de ca. tre år, der er forløbet siden de såkaldte Dayton-aftaler blev indgået, og det sidste skud faldt i Sarajevo, sidder nationalisterne stadig på den politiske magt, hvad enten de er serbere, muslimer eller kroater, og der er ikke oprettet noget fælles politi, flygtningene er kun vendt tilbage i et meget beskedent omfang, og økonomien hviler ikke i sig selv. Især ikke her i Sarajevo-dalen. Det eneste netværk, der fungerer - og det kommer jeg til at høre igen og igen de følgende dage - er mafiaen. Den russiske, den ukrainske og de muntre typer fra Makedonien, der takket være Kosovo-konflikten og flygtningestrømmen, har fået åbnet en kanal, ad hvilken narkoen flyder videre til Vesteuropa.
Det er derfor, spaniernes konference er så overvåget, forklarer Irina. Det er ikke de serbiske snigskytter eller et par mortergranater oppe fra Igman-bjerget, der er problemet. Den tid er forlængst forbi. Det er mafiaen. Den ser ikke med milde øjne på den slags tiltag. Den almindelige sarajevo-borger foretrækker at ignorere SFOR-soldaterne, gå uden om deres patruljer, tale nedsættende bag deres ryg. Men mafiaen vil af med denne internationale "besættelsesmagt".

Om aftenen går jeg ned til Bazaren, til minareterne, kaffeboderne og souvenirbutikkerne. Alt er genopbygget. Var her nogensinde en blodig belejring? Løb folk på noget tidspunkt for deres liv? Jeg føler mig lidt fremmedgjort. Ikke alene i forhold til omgivelserne. Også det, ja. Men i forhold til mig selv. Mest det. En besynderlig fornemmelse. Mine øjne ser en slags virkelighed.
Det er, trods årstiden, en mild aften. De unge er som unge overalt i verden: sammenfiltrede i par eller lidt rastløse i større grupper. Cigaretter, læderjakker, plateau-sko. Høje, flotte fyre. Pigerne med deres lange, kraftige hår. Fastfood-restauranter, blinkende neon-skilte, som signaliserer en permanent nutid, røgen fra kebab-boderne. Alt det er virkeligheden. Og det nytter mig intet, slet ikke noget, at mit indre blik ser noget andet.
Centralposthuset på Stepe Stepanovica-gaden langs Miljacka-flodens lerede strøm ligner stadig en bombetomt. Gavrilo Princip-museet ved Latinerbroen er lukket.
Og længere fremme er der opsat et plankeværk omkring ruinerne af Balkanbiblioteket, et af områdets største kulturskatte før det blev bombet og brændt af serberne i belejringens første år. De italienske genopbyggere og arkitekter kan sikkert føre bygningen tilbage til dens oprindelige og smukke østrig-ungarske stil. Men bogskatterne er væk for evigt.
Ser jeg flammerne? Kan jeg høre granaterne, da de rev Centralposthusets facade op? Kan jeg huske den dag, hvor et par muslimer betroede mig, at de havde smidt alt, hvad der mindede om Gavrilo Princip i Miljacka-floden? Krige dræber ikke blot mennesker. De sletter også fortiden, laver den om, giver den et nyt, helt uigenkendeligt ansigt.
Meget, om ikke alt er forsvundet. Og det vil vel forsvinde igen. Og så fortsætter jeg videre gennem bazar-kvarteret.
Hvad var det nu, Hemingway skrev? Jo, det store og afgørende er at holde ud og passe sit arbejde og se og høre og forstå og skrive, når der er noget, man ved besked om, men heller ikke før og frem for alt ikke for lang tid efter. Skrev jeg for tidligt om Sarajevo og om Bosnien? Eller er det for sent nu at skrive om alt det, øjnene ikke længere ser?
Jeg går der i aftenmørket, alene og så fremmed som en fremmed kun kan være det i Sarajevo. Og jeg strides i min egen, indre dialog. Og det er svært. For den ene part siger "glem det, gør som de unge, glem det". Men den anden part kræver: "husk det, om så du ikke kan bruge det til noget som helst, så husk det, for sådan var det jo den gang, du på fire år blev ti år ældre".
Og så sker det: Jeg lægger mærke til noget usynligt. Et fravær i bazarens mylder, og det gentager sig de næste dage. I skolerne, i Dobrinjas boligblokke. Langs Marsala Tita-boulevarden, i sporvognene, i busserne, bag bilruderne.
I Sarajevo mangler der det meste af en generation. Der er masser af børn og teen-agere. Og så er der ældre-generationen. Men de 25 til 45 årige er borte. Belejringens årgange. Mange er døde i forsvaret af byen eller under kampene oppe på Igman-bjerget.
Men langt de fleste har valgt flygtningetilværelsen og eksilet. Trods de smukke strofer i belejringssangen, "det er en skæbne, jeg ikke ønsker dig, men jeg forlader ikke Sarajevo", er de forsvundet. Australien, Canada, Italien, Tyskland, Skandinavien.
Lige meget hvorhen. Blot væk. De kan vende tilbage nu. Du gode gud, hvor kan de uhindret vende tilbage. Det fastslår Dayton-aftalerne. Men vende hjem til hvad? Til en halvt ødelagt by, uden udsigt til arbejde, tilbage til mafiaen, tilbage under SFOR's kanonmundinger, tilbage til dem, der holdt stand, og som betragter de flygtede med dyb mistro blandet med foragt. Og først og fremmest tilbage til en by, de ikke mere kan genkende og kalde deres.
For Sarajevo er blevet en bondeby. Af Sarajevos oprindelige befolkning, altså fra tiden i 80'erne, efter Titos død men før, flere år før belejringen, er der knap 20 procent tilbage. Indbyggertallet er stadig det samme, ca. en halv million. Men det skyldes tilstrømningen fra Bosniens randområder. Der hvor muslimerne har været i flertal. En ny, etnisk omgruppering. I metoden helt forskellig fra krigens etniske udrensning. Men i praksis med samme sigte: serbere for sig og muslimer for sig. Nu blot under det internationale samfunds opsyn og billigelse.
Spørger jeg mig om i Sarajevo og vil vide, hvor serberne, som boede i Grbavica-bydelen for eksempel, befinder sig nu, lyder svaret, at de sidder ude østpå i Srebrenica. Og muslimerne der undslap nedslagtningen på den lokalitet, hvor er de så i dag? De er alle i Sarajevo, får jeg at vide. I Sarajevo, fortidens multietniske og kulturelle højborg, der rykker Østbosniens bønder og småhandlende ind. De er gode mennesker, ingen tvivl om det. Men de er ulykkelige. De har ingen jord, intet arbejde, ingen småboder. Og serberne ude østpå har det på samme måde. Hvad mennesker kan miste her i livet, har de mistet.

De næste par dage danner hotellet stadig rammen om en spansk fiesta. Konferencedeltagerne må have truffet nogle afgørende beslutninger. De synes både glade og målrettede. De står ret, og de står rør, de skriver op og skriver ned og hilser uafladeligt på hinanden.
Fra mit vindue kan jeg se det: de italienske SFOR-tanks står der stadig, og nu er der også dukket engelske skarpskytter op langs Vojvode Putnika.
Nede i bazaren var der tillige amerikanere, som studerede TIME og franske legionærer, som piftede efter de bosniske piger.
Ingen værdigede dem et blik.
Jeg læser Ivo Andric. Det gør jeg altid i Bosnien. Broen over Drina er den eneste lekture, der er værd at have med i bagagen.
Jeg læser, til jeg falder i søvn. Men inden da når jeg at tænke, at der er noget evigt over dette her. Den bosniske tidløshed. Det altid tilbagevendende. Fornyelsen som ikke består i forandring men i gentagelse:
"I begyndelsen lagde man først og fremmest mærke til soldaterne. Som vand, der strømmede op af jorden, væltede de ud af hvert eneste hjørne, hvert eneste buskads. Markedspladsen var fuld af dem, men man så dem også i den øvrige del af byen. Hvert andet øjeblik skreg en eller anden forskrækket kvinde op, fordi hun uventet var stødt på en af dem ude i gården eller i blommehaven bag ved huset. Overalt i byen og dens omegn myldrede det med solbrændte soldater i mørkeblå uniformer... Men om efteråret begynder soldaterne at drage afsted igen. Gradvist og umærkeligt blev der efterhånden færre og færre... Samtidig begyndte embedsmændene at ankomme... og med dem fulgte de håndværkere, der skulle til at gå i gang med opgaver, som man der i byen aldrig havde hørt om; der var både tjekker, polakker, kroater, ungarere og tyskere... I begyndelsen så det ud, som kom de ganske tilfældigt og blot forbigående skulle føre den form for tilværelse, som man altid havde ført her hos os, - som skulle de civile myndigheder endnu et stykke tid fortsætte den okkupation, som hæren havde begyndt. Imidlertid blev antallet af udlændinge større og større, efterhånden som månederne gik. Det, der forbavsede folk fra byen allermest og fyldte dem med forundring og mistro, var imidlertid ikke så meget deres antal som deres uforståelige og uigennemskuelige planer og den utrættelige flid og udholdenhed, med hvilken de gik i gang med at gennemføre dem. Disse udlændinge havde ingen ro på sig og lod heller ikke andre få lov til at være i fred. Det så ud, som om de var fast besluttede på med deres usynlige, men stadig mere følelige net af love, forordninger og forskrifter at omfatte selve livet med dets mennesker, dyr og døde genstande, som om de ville flytte om på alt og forandre både byens udseende og folks skikke og mentalitet. Men det gik dog alt sammen fredeligt for sig... Stødte de imidlertid på mangel på forståelse eller på virkelig modstand, holdt de straks op, forandrede blot retning og metode og gennemførte på den måde alligevel, hvad de havde haft i sinde".
Det er stemningen i en lille bosnisk flodby ved Drina, Ivo Andric beskriver. For århundreder siden. Det er også billedet af nutidens Sarajevo.
Jeg vågner ud på morgenen. For første gang, som jeg husker det i hvert fald, er jeg gået i søvne. Jeg er kommet ud af sengen og hen til vinduet. Jeg hager mig fast i de tunge gardiner. De er af samme materiale som den gang, blot ikke hullede eller sønderrevne af projektiler. Jeg er kommet helt op i vindueskarmen og forsøger at åbne håndtaget. Det er lige der, jeg vågner.
Det her er ikke godt, tænker jeg. Hvad ville du? Springe ud? Var det stilheden? Savnede du noget? Kanonernes salver? Bygerne fra de tunge maskingeværer? Hotellet skælver. Nede på boulevarden går en bil i spind. Den er ramt. Chaufføren bliver kastet ud. Da det er blevet lyst, ligger han der stadig. Mine kolleger kommer ind i værelset. "Lad os kravle op på taget og tælle nedslag," foreslår de. De har ret: det er den eneste måde at hvile på. Trappeskakten. Murbrokker. Granathuller. Sporprojektiler hen over morgenhimlen. Danger står der skrevet på skaktens vægge...
Var det erindringen, der lokkede mig hen til det satans vindue? Jeg søger tilbage til sengen, glatter omhyggeligt tæppet ud. Det er rent og varmt. Jeg tænder lampen og giver tv mere lyd. CNN snakker om Monica Lewinski...
Ved ni-tiden kommer jeg i tøjet. Jeg vasker mig ikke. Der er ellers masser af vand til et bad. Men jeg tør ikke tro på det.
Nede i restauranten kommer en kvinde hen til mit bord. Hun hedder Sania, oplyser hun. Hun er min tolk og fikser. Hun har filmholdet med. En lyd- og lysmand, som også er chauffør. Og så det vigtigste: fotografen Behudin Hozo, her efter kaldet mr. Hozo grundet hans yderste sporadiske engelskkundskaber. Mr. Hozo er tidligere frontfotograf fra kampene i og omkring Mostar. Men med tiden skal det vise sig, at han også er en fornem billedkunstner. Sammen kører vi ud mod Butmir-lufthavnen for at hente Frank (Esmann) her efter og i al respekt kaldet Franco. Det er ham, der har fået den afsindige idé, at vi skulle tage herned og filme et halv-timesprogram med titlen Go' morgen Sarajevo. Det afsindige ligger i, at han har pålagt mig at være den pessimistiske, hvor han skal være den positive.
Da jeg klapper hans rygstykke ude i ankomsthallen, vover jeg ikke at fortælle ham, at jeg få timer før var ved at springe ud af vinduet!

Dette er den første af to artikler hvor Jan Stage beskriver sit gensyn med Sarajevo. Anden del bringes lørdag

Tv-programmet Go' morgen Sarajevo sendes lørdag aften som led i DR2's tema-aften om Sarajevo

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu