Ny bog om 'venstrefløjens' meriter under den kolde krig gør ikke læseren klogere på årsagerne til den politiske radikalisering i 1970'erne
historie
Denne bog forsøger at fortælle to historier: dels forfatterens eget personlige politiske udviklingsforløb, som fortalt med sympatisk åbenhed tegner et billede af et troskyldigt søgende menneske, som blev offer for kræfter og ideer, hvis konsekvenser han ikke overskuede. Dels hele venstrefløjens historie i den kolde krigs periode, som han hovedsageligt fortæller ved hjælp af løsrevne, mere eller mindre dogmatiske og på papiret ofte tåbelige soundbites og andre ytrings-fragmenter fra samme fløj.
Venstrefløj omfatter vel at mærke i bogens univers reverenter talt alt, hvad der har bevæget sig på det politiske spektrum til venstre for Det Konservative Folkeparti.
Mikkel Plum er et frafaldent medlem af den, også ifølge ham selv, rabiate Klunsergruppe i Ollerup, som havde tråde til den gruppe, der senere blev kendt som Blekingegade-banden.
Plum karakteriserer i indledningen sig selv om en fhv. "Pol Pot-fanatiker", som var "så meget længere ude i de totalitære tove" end de fleste andre på den revolutionære venstrefløj for 15-25 år siden. Han erkender, at hans politiske udvikling tog en "ekstrem drejning over i det helt forrykte, som de mere 'moderate' revolutionære - af god grund - kritiserede".
Tvivlsom præmis
De to nævnte super-sekteriske mini-grupper var ganske rigtigt allerede i 1970'erne totalt isolerede fra resten af det, der gik under betegnelsen 'den revolutionære venstrefløj'. Ikke desto mindre er det forfatterens hovedpåstand, at "den danske venstrefløj er en bevægelse, udsprunget af den samme teoretiske baggrund", dvs. socialismens, Marx' og Lenins skrifter, samt at dette grundlag i lang men lige linie fører til Gulag. Med det udgangspunkt er det for forfatteren nærliggende spørgsmål derfor, som det hedder i bogens bagsidetekst: "Hvad var det, der fik os til at falde pladask for blodige tyranner og despoter og gå ind for væbnet revolution - også herhjemme? Det synes jeg er vigtigt at få belyst, mest med henblik på at undgå en gentagelse."
I det omfang, spørgsmålets præmisser er rimelige - hvilket mildt sagt er diskutabelt, især når det stilles i den absolutte og generelle form, det sker her - er det naturligvis et vigtigt og alvorligt problem at forholde sig til. Hovedvanskeligheden med bogen er blot, at dens gennemgang af 'venstrefløjens' historie siden 1950'erne, og især den gradvise radikalisering fra slutningen af 1960'erne til begyndelsen af 1980'erne, ikke bringer læseren nærmere plausible forklaringsmuligheder - bortset fra nogle få, spredte overvejelser om "tidsånden".
Det er jo ikke tilstrækkeligt - men meget taknemmeligt - at citere op og ned ad stolper fra de forskellige venstreradikale grupperingers ganske rigtigt ofte svulstigt revolutionsromantiske og virkelighedsfjerne manifester og programmer. Skal man forsøge at forstå og forklare - ikke mindst for dagens ungdom - den tids politiske vokabularium og retorik og praktiske arbejdsformer på den radikale venstrefløj, turde det være nødvendigt at gå videre end bogens kalejdoskopiske citat-mosaik og undersøge dén samtidige hjemlige og internationale kontekst, som ytringerne faldt i.
I skyggen af Vietnam
Her må læseren have forståelse for, at denne anmelder et øjeblik bliver personlig - formålet er at bidrage beskedent til at forklare fænomenet. Jeg voksede ind i min (ungdommelige) åndelige og politiske modenhed i slutningen af 1960'erne til akkompagnement af den amerikanske supermagts højteknologiske krigsmaskines tæppebombninger og napalm-afbrændinger af et fattigt bondeland på den modsatte side af jordkloden. For at redde den vietnamesiske landsby (dvs. fra kommunismen), måtte vi desværre ødelægge den, lød de amerikanske generalers forklaring. De kæmpede for demokrati og frihed i Sydøstasien, hed det (i Indonesien dræbtes samtidig under den USA-indsatte Suharto mindst en halv million mennesker), ligesom i Grækenland i 1967, da lokale oberster - åbenlyst med amerikansk velvilje - afskaffede demokratiet for at redde det fra den Sovjet-kommunistiske trussel.
At denne kunne være reel, fik vi demonstreret i 1968, da Kreml-anførte kampvogne knuste forsøget på "socialisme med et menneskeligt ansigt" i Tjekkoslovakiet. Men hvor sikker en garant var den USA-anførte NATO-alliance for menneskelig anstændighed egentlig, når den samtidig beskyttede en fascistoid diktator som Portugals Salazar, der i årevis havde ført barbariske udryddelseskrige i sine afrikanske kolonier? Eller et Frankrig, som i tiåret forud med indirekte NATO-støtte havde ført blodige kolonikrige i Indokina og Algeriet med tre millioner døde som resultat? Og mere generelt: i det politisk-økonomiske system, som Vestmagterne forsvarede med så stor energi rundt om i verden, døde årligt - iflg. FNs statistikker - mellem 20 og 40 millioner ludfattige mennesker af sult og mangelsygdomme, som ville kunne udryddes for en lille brøkdel af det beløb, USA, verdens rigeste land, og Sovjet årligt brugte på militær - sådan som præsident Eisenhower i 1955 selv havde gjort opmærksom på.
Social indignation over sådanne globale absurditeter, og harme over "den frie verdens" hykleri og selvretfærdighed, var følelser, som lå lige for i unge, letbevægelige sind, som derfor søgte andre forbilleder. Her fremstod den fjerne kinesiske kulturrevolution med sit radikale massedemokrati og oprør imod de to supermagters overgreb på mindre lande som et fascinerende alternativ til den stalinistiske forstening i de Sovjet-kommunistiske samfund, som også, direkte eller indirekte, havde forårsaget millioner af menneskers død.
Samtidig var der stærke økonomiske krisetegn i den vestlige verden, og de af Vietnamkrigen radikaliserede bevægelser i USA mødtes med voksende fysisk repression (fire unge Vietnam-demonstranter blev skudt og dræbt af det amerikanske politi i 1970). Mange af os forventede en snarlig radikal skærpelse af den internationale kapitalismes modsætninger, som også ville slå igennem herhjemme med ledsagende politisk undertrykkelse. En samfundsomvæltning forekom under de betingelser ikke usandsynlig, før eller siden.
Historiens bagklogskab
I dag er det selvfølgelig let at se den voldsomme undervurdering af både kapitalismens økonomiske styrke og det politiske demokratis muligheder. Dengang forekom det mange - også udenfor venstrefløjen! - mindre indlysende, og på det grundlag må datidens radikaliserede venstrefløj også vurderes. At mange af dens analyser var tynget af håbløs ideologisk ortodoksi fra svundne årtier er ubestrideligt. Det samme gælder forestillingen om, at det var nødvendigt at opbygge stærkt centraliserede og discplinede kadrepartier - noget Plum fremhæver. Det var naturligvis tåbeligt - og et godt eksempel på, hvor langt fraseologien og retorikken var fra den konkrete praksis: jeg kan personligt bevidne, at hemmeligholdelsen, disciplinen og centraliseringen i KAm-l, som jeg var medlem af, næppe var større end en gennemsnitlig vestjysk hønseavlerforenings. Og hvorfor ikke? Simpelthen, fordi der intet foregik, som ikke tålte fuldt dagslys og gennemsigtighed.
En enkelt detalje
Plum går galt i byen, når han sammenroder egne lyssky aktiviteter, som inkluderede forberedelse af skydeøvelsesbaner i de sydfynske skove, med grupper som f.eks. KAm-l, der dengang sidst i 70erne var opslugt af teoretiske debatter om, hvordan et parlamentarisk arbejderflertal bestående af Socialdemokratiet, SF, VS og evt. DKP kunne stables på benene - samtidig med, at vi i øvrigt, i modsætning til Plum, lagde åben og kritisk distance til Kinas indenrigs- og udenrigspolitik, herunder Kinas støtte til Pol Pots Kampuchea.
Tillad en personlig korrektion i denne forbindelse: Plum skriver, at bl.a. undertegnede, i min egenskab af KAm-l'er, kom til Plums domicil i Ollerup for at foredrage om, "hvad det var nødvendigt, at revolutionære i Danmark gjorde." Jeg blev rigtignok inviteret, men det skete et års tid efter, at jeg i 1979-80 officielt og offentligt (se f.eks. Inf., 6. juni 1980) havde brudt med og gjort op med hele "den revolutionære venstrefløj", og formålet med mødet - og grunden til at jeg kom - var alene, at jeg skulle diskutere Kinas udenrigspolitik med andre inviterede, som i modsætning til mig delte Kinas syn. Så meget for Plums præcision - også når det gælder fremstillingens 'detaljer'.
Fra Sørensen til Pol Pot
Som nævnt begrænser Plum sig ikke til at udstille de venstreradikale grupper i 1970'erne. F.eks. får bestselleren Oprør fra midten (1978) også sin bekomst - og i det umiddelbart efterfølgende afsnit tages Khmer Rouges Kampuchea op til behandling. Dér ser vi: vejen fra Villy Sørensen til Pol Pot ligger lige for! Fremstillingen bevæger sig langt op i 1980'erne, og her bliver skydeskiven bl.a. de uafhængige fredsbevægelser som Nej til Atomvåben (NtA), som Plum betegner som tumleplads for forhenværende revolutionæres fortsatte anti-kapitalistiske og anti-amerikanske aktiviteter. Bevis? Jo, NtA, tillige med politikere fra Socialdemokratiet og Det radikale Venstre, svækkede Vesten katastrofalt med kravet om, at Vesten burde gå i spidsen med (énsidig) atomar nedrustning.
At NtA baserede dette krav på især amerikanske militær-analytikere og fhv. CIA- og Pentagon-eksperter, som gennemhullede den gensidige atomoprustnings skolastik (atomarsenalerne kunne i forvejen slå menneskeheden ihjel 20 gange), nævner Plum ikke.
Mikkel Plums bog bør læses for dens fortælling om en personlig venstrefløjsskæbne. Som historieskrivning om venstrefløjens meriter i det 20. århundredes sidste halvdel er den derimod stort set værdiløs, fordi forfatteren så klart demonstrerer, at han ikke er i stand til at se med mere end ét øje ad gangen. Heraf den manglende sans for distancer og proportioner.
*Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! 464 sider, 350 kr. Gyldendal. Udkommer i dag
