Læsetid: 2 min.

Hvad serierne skjuler

12. november 1998

Norsk storværk om tegneserier

Tegneserier
Hvad der ikke findes på dansk, er nu en realitet i Norge: et vidtfavnende værk om tegneseriemediet uden for meget populistisk eller akademisk bagvægt. Rutenes hemmelighet er tredje bind i en trilogi om tegneseriemediet, Tegneserien i og utenfor rutene, og hermed er 650 sider om tegneseriens form, historie og indhold tilgængeligt.
Forfatteren Morten Harper, tegneseriekritiker ved de norske Morgenbladet og Nationen gennemgår 99 tegneserier fordelt på mediets ni gennemgående genrer: superhelteserierne, funny animal (Disney & Co.), humor, dra-ma, eventyr, science fiction, historiske, selvbiografiske og erotiske serier.
Bogen henvender sig hverken til mediets uforstående eller fuldt indviede, og resultatet af denne balancekunst er ganske brugbart. Morten Harper har valgt rigtigt ved hverken at analysere tørt og kedeligt eller bruge tiden på at fortælle læseren om forskellen på Batman og Fantomet og anden begynderviden. I stedet arbejder han sig frem til genrernes særkende og afgrænsninger via identifikation af de 99 serieeksempler og citater fra branchens udøvere og kritikere.
Ved at belyse slægtskabet mellem tegneserier, film og litteratur og på den måde ridse rødderne op, sættes mediets mangfoldighed i et kulturhistorisk perspektiv. Harper skriver overskueligt og læseværdigt, man aner, at forfatteren på samme tid er akademiker og storhungrende tegneserielæser.
Bogens eneste svaghed er det upraktiske format, som er A4 på langs. Det svarer til en traditionel søndagsstribe af en tegneserie i et dagblad, men da de 288 sider er indbundet i blødt omslag, er det upraktisk at håndtere ved læsningen. Desuden er det, der burde være bogens styrke, at den bringer længere forløb af serier som eksempler på hver af de ni genrer, ikke altid lige overbevisende. Serieeksemplerne er sine steder velvalgte, men ikke altid helt dækkende.
I 70'erne, da seriemediet herhjemme begyndte at få en vis bevågenhed, blev der udgivet et par enkelte værker, som seriøst beskrev tegneserien i det store perspektiv. Måske på grund af denne tids forskningsmetode var resultaterne et par gange vildt forfejlede. Siden er der ikke udkommet noget herhjemme af betydning, bortset fra et par leksika, index'er og den danske udgave af amerikaneren Scott McClouds Understanding comics, men norsk er heldigvis til at forstå, så vi tyr gerne til broderlandets litteratur.

*Morten Harper: "Rutenes hemmelighet". 288 s. rigt illustreret. 278 norske kroner. Udgivet af Telemark Tegneserieverksted, Postboks 52, 3800 Bø i Telemark, Norge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu