Læsetid: 4 min.

Sidste tango i Buenos Aires

13. november 1998

Med 'Happy Together' har Hong Kong-instruktøren Wong Kar-Wai begået et voldsomt og betagende billeddigt om passionens moderne helvede

NY FILM
Skønt der er delte meninger om hans som regel åndeløst hektiske og stærkt ekspressive film, er Wong Kar-Wai en af 90'ernes mest bemærkelsesværdige instruktører. Han har ganske vist lavet film siden 1988, men først med Chungking Express (1994) og siden Fallen Angels (1995), der begge var feberagtige filmdigte om ensomme drømmere i et natligt Hong Kongs underverden, fik han sit store internationale gennembrud.
Hans seneste film, Happy Together, som indbragte Wong Kar-Wai prisen for bedste instruktion i Cannes sidste år, ligger i forlængelse af de to foregående, samtidig med at den også på et par punkter adskiller sig fra disse - bl.a. udspiller den sig ikke i Hong Kong, men på den diametralt modsatte side af kloden, i Argentina, og så handler den om homoseksuel kærlighed. Argentina fungerer dog mest som en slags metafor, og at de elskende er to fyre er for så vidt heller ikke så væsentligt, for her drejer det sig i mere almen forstand om lidenskabens vanskelige kår i den moderne storby.

Passionernes vandfald
Ho Po-Wing (Leslie Cheung) og Lai Yiu-Fai (Tony Leung) er strandet i Argentina på det, der skulle have været en passioneret kærlighedsrejse. Deres forhold er kraftfuldt som Iguazu-vandfaldet, men har det med med jævne mellemrum at tørre ud til en gold og glædesløs ørken. Den lige så øretæveindbydende som kønne og charmerende Ho keder sig hurtigt og slår ofte op med den mere alvorsfulde og fornuftsbetonede Lai - for så kort efter at komme krybende tilbage og spørge, om de ikke kan begynde igen.
Efter et af de alvorligere brud får Fai nok. Han har ikke penge til hjemrejsen, men får arbejde som dørmand på en tangobar i Buenos Aires og etablerer sig alene i en lille ussel lejlighed. Ho, der lever det vilde liv som trækkerdreng for rige amerikanere, er ikke mindre ensom, og han forsøger at genoptage forholdet med Fai, men afvises. Først da Ho har fået en omgang læsterlige øretæver, tager Fai imod ham og lader ham flytte ind hos sig, for så længe Ho er svagelig og ikke kan gå ud, har Fai ham for sig selv. Men alting får en ende.
Desperat erotisk stil
De er 'happy together' og ulykkelige hver for sig. Skønt deres lykke i hinandens selskab kan være blid - som i en vidunderligt smuk scene, hvor de danser en stille tango i et kakerlakbefængt møgbeskidt køkken - er samlivet for det meste præget af voldsomme opgør og jalousi-udladninger. Men hvor utåleligt passionens helvede end kan være, så udgør det dog en tosomhed, der udmærker det frem for den ensomhed, som personerne i Wong Kar-Wais foregående film led af, og som også både Ho og Fai oplever, når de er adskilt.
I Happy Together går formens sanselige voldsomhed i ét med det passionerede indhold. Filmen indledes af et bøsse-samleje i rå og kornede sort/hvid-billeder optaget med et aldrig hvilende håndholdt kamera. Senere bydes der på nærmest surreelle farvebilleder af et sydende vandfald, og vi får en betagende smuk nattescene fra havnen i Buenos Aires, hvor kameraet cirkler svimlende om en ulykkelig Fai, hvis lysende hvide klæder kontrasteres mod det dybsorte vand og den dybblå himmel.
Wong Kar-Wai er ikke en instruktør, der lader sig fastlåse i en enkelt stilart. Mens skuespillet i det store og hele er nedtonet til et minimum, er der ikke sparet på iøjnefaldende virkemidler. Sort/hvid veksler med på én gang grumset kølige neonfarver og stærkt sensuelle varme farver; nogle indstillinger får lov at vare, andre hakkes i småstykker; og i én scene er billederne sågar vendt på hovedet. Men intet af det virker udvendigt eller manieret, for Happy Together har aldrig været tænkt som en naturalistisk film. Den er et audiovisuelt digt, en nutidig storby-ballade, hvor rytme, farver, billeder og musik i forening ikke bare tegner, men er et på én gang desperat og stærkt erotisk univers.

At se med ørerne
Ifølge filmens tredje hovedperson, Chang (Chang Chen), er ørerne mere værdifulde end øjnene, for man kan se alt ved at lytte opmærksomt. Hans synspunkt holder vel ikke helt i forhold til et så visuelt betagende værk som Happy Together, men sandt er det, at filmen ikke er billeder alene, og at man ser meget mere, hvis man også lytter godt efter. For uden at ryste på hånden har Wong Kar-Wai sammensat et dristigt musikalsk soundtrack, hvor Astor Piazzollas argentinske tangoer mødes i et lidenskabeligt favntag med en syret Frank Zappa og det gamle glade pophit, der har givet filmen navn. Konstellationen er både overraskende og dristig, men perfekt i forhold til filmens lidenskabelige historie i syret setting.
Med sin stærkt sanselige blanding af skønhed og grusomhed er Happy Together noget af det tætteste man kan komme på en egentligt erotisk biografoplevelse. Men dens hudløse og usentimentale kærlighedshistorie om kærlighedens umulighed er tillige mere bevægende end de fleste af de kærlighedshistorier, der anser kærligheden for mulig. Den er, kort sagt, en film, som moderne romantikere ikke bør snyde sig selv for.

*Happy Together. Manuskript og instruktion: Wong Kar-Wai. Hong Kong 1997. (Husets Biograf, Øst for Paradis/Århus, Cafébiografen/Odense)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu