Læsetid: 4 min.

Signalement af en brydningstid

20. november 1998

Eller: selvportræt af en journalistisk styrvolt

Erindring
I sine erindringer i tide beskriver dansk journalistiks libero, Publicistprisvinderen og den principielle chefhader Lasse Ellegaard, hvordan Bob Dylan i dokumentarfilmen Don't Look Back bl.a. synger Subterranian Homesick Blues. Heri forekommer linien "Don't follow leaders". Det har Ellegaard sjældent gjort. Og han havde det ikke let med selv at være leder, da han fik hjemvé og 1990-94 som chefredaktør for en tid vendte tilbage til det blad, hvor han egentlig hører hjemme.
Senere beskriver Ellegaard, hvorledes "en af Mærsk Mckinney Møllers karakteristisk håndskreve noter blev budbragt til topchefen for Det Berlingske Hus, Aage Deleuran", fordi han - Ellegaard - i Weekendavisen havde tilladt sig at kalde Mærsken "koncernejer" og ikke "skibsreder", selv om han reelt er begge dele.
Deleuran "stod ret", mens journalist Ellegaard "heldigvis var både for selvoptaget og for ligeglad til at blive skræmt af denne exceptionelle underdanighed over for en af erhvervslivets spidser".
Denne mistillid til ledere og autoriteter er sammen med nysgerrighed efter sprogets muligheder og den komplicerede virkelighed det brændsel, der driver den journalistiske turbo Lasse Ellegaard i en alder, hvor de fleste er brændt ud eller har reddet sig videre til lukrative jobs som informationschefer i erhvervsliv eller organisationer. Eller er gået i indre eksil som redigerende redaktører.
Disse holdninger præger også denne fængslende, ærlige bog, der dækker perioden fra begyndelsen af 1960'erne og frem til i dag.

Gode historier
Erindringer fra tiden om sager, emner og personer sættes i perspektiv med oftest rammende essayagtige betragtninger. Ellegaard er en skarp iagttager og menneskekender, trods sine idiosynkrasier, og undertiden en sproglig satan, når han skal gengive det sete. Eller portrættere de personer, der har krydset hans vej - og ham selv.
Der er knald på sproget, fremdrift i erindringerne og de gode historier fra dengang i 60'erne og fremefter. Han har både selvironi og ærlighed nok til at citere de folk, der kalder ham "et liberalt svin" eller kort og godt "et røvhul". For han har sikkert været begge dele og mere til i indtil flere situationer - i hvert fald set med deres øjne.
Hans fremstilling af den for dette blad og dets daværende stab så traumatiske Bente Hansen-sag, der endte med Bente Hansens og den øvrige chefredaktions afgang i 1976-77 er sobert fremstillet. Den tog på folk og resulterede i noget nær journalistisk faneflugt fra bladet - også Ellegaards egen.
I virkeligheden var sagen en blanding af en nødvendig strid om for Information så vigtige journalistiske principper og en personlig magtkamp mellem unge ambitioner. Men den blev ført med så barske metoder og en sådan intensitet, at det gav ar på sjælen hos de implicerede. "Der var ikke mere at komme efter," skriver Ellegaard om sin og andres afgang fra bladet i 1977-78 efter sagens afslutning. Gu' var der så. Men måske ikke for dem, der gik. Videre ud i medieverdenen - også til højere løn.
Bogen rummer en række utraditionelle betragtninger og vurderinger over fænomener i tiden. Således konstaterer Ellegaard, at med VKR-regeringen ved magten 1968-71 blev studenter- og ungdomsoprørets vigtigste sejre vundet.
Han udnævner chefen for B&U-afdelingen i Danmarks Radio Mogens Vemmer til den enkeltperson, der har haft største betydning for, at ungdomsoprøret fik en bredere resonans i Danmark end i andre lande, takket være Vemmers dygtige politiske manøvreren i DR, det daværende politisk sammensatte Radioråd og hans evne til at finde og udnytte talenter, der var villige til at lade sig udnytte.
I DR, hvor Ellegaard også huserede i en årrække, repræsenterede Vemmer "en respektløs avantgarde", mens Niels Jørgen Kaiser som underholdningschef var en mester i at manipulere sine medarbejdere til at tro, at de havde indflydelse. Reelt var de statister i skolelærer Kaisers eget projekt, nemlig at blive accepteret som "kulturpersonlighed," hedder det. Og generaldirektøren, socialdemokraten Hans Jørgen Jensen er ikke en mand med principper eller faste beslutninger, hvis de volder problemer: "På den facon var han i enestående grad inkompetent."
Det fremgår, at Ellegaard altid gerne har villet være, hvor "det sner", som han skriver. Det har han sørget for. Fra Roskilde Tidende over Information og Weekendavisen i flere omgange, til Det befriede Aktuelt, Danmarks Radio, Ekstra Bladet, som han er stærkt kritisk over for, Levende Billeder og Morgenavisen Jyllands-Posten. I forskellige perioder har det sneet på disse mediearbejdspladser.

Mere præcision
Det sner også mange steder i denne lille bog. Og det sner fint. Men der også steder, hvor Ellegaard burde have brugt den omhu, der også har gjort hans journalistik så læseværdig uanset, hvor han skrev og næsten uanset hvad han skrev om. Der er for mange faktuelle småfejl i hans bog. Morten Sørensen døde således ikke ved pinsetid men i vinteren 1978, og efter Knud Lundbergs afgang til Socialdemokraten i begyndelsen af 1950'erne havde Information periodevis en sportsdækning med både Finn Spanning, Carl Ettrup og jazz- og tennismanden Henrik Johansen. Og sådan er der lidt for meget. Fejl i facts svækker troværdighed i vurderinger. Amen.
Når Ellegaard skal være helt ærlig - og det er han temmelig meget i denne bog, selv om han ikke fortæller alt - så er han lige ved i al fortrolighed at indrømme, at han trods alt er den bedste. Så beundrer han Lasse Ellegaard eller e. næsten lige så meget som vi andre. Somme tider.
Det er der også grund til. Somme tider. Og i hvert fald med denne lille, men morsomme erindringsbog. Den giver både et kritisk signalement af tiden, af nogle af dens nøglefigurer i medieverdenen og et indirekte selvportræt af en begavet journalistisk styrvolt.
Ellegaard er i så god skriveform som nogensinde. Hvad ku' det ikke blive til, hvis han tog sig bedre tid?

*Lasse Ellegaard: EfterTryk. Af en opkomlings optegnelser 1968-98. Forlaget Centrum. 213 s. 248 kr. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her