Så kom den omsider, den tiltrængte skuespilsucces på Det Kgl. Teater
TEATER
Der var så mange forventninger til denne premiere. Så mange håb om, at det skulle gå godt - simpelthen fordi Det Kongelige Teaters skuespil har været hærget af ligegyldige stykker de første måneder af sæsonen.
Nu skulle det virkeligt sære på scenen, nemlig John Fords incest-drama Det' en skam hun er en mær fra 1633. Og opsætningen af denne klassiker er blevet aldeles fortryllende - et stykke, der har været holdt borte fra de europæiske repertoirer i lange perioder på grund af sin umoralske erotik, men som reelt set dyrker kærligheden så ren og oprigtig som enhver anden kærlighedsklassiker.
For Jan Maagaard har slået til igen. Skabt en iscenesættelse af de helt store, hvor han jonglerer med alt på én gang - og slipper godt fra det: Turbinehallernes kolossale rum og tekstens delikate nærhed, de elskendes detaljerede psykologi og de øvrige personers karikerede hyklertyper, de udvendige gags og de fortvivlede kroppes mere og mere uudholdelige smerte.
Blitzklare kjoler
Succes'en skyldes også scenografien af Lars Juhl, som her har skabt en af sine smukkeste rumindretninger og en række blitzklare kjoler, som må give enhver modedesigner åndenød. Næste sommers brudekjolemode bør i hvert fald udgå fra denne berømte 'mær'.
En af stykkets pointer er, at det er omverdenens fordomme og indskrænkede kærlighedssyn, som kalder en kvinde for en mær - den nedværdigende betegnelse for en kvinde, der blot tillader sig at elske med den, hun elsker. Og at det er kærlighedsløshed, der avler det værste had, ikke mindst hadet hos den angertordnende, men følelseskolde katolske kirke, som her anklages for drabet på en kærlighed.
Ny førsteelsker
Men Det Kongelige Skuespil har først og fremmest fået sig en ny førsteelsker - Nikolaj Lie Kaas, 25 år gammel og indbegrebet af en helt. Mørke øjenhuler, lige næse, buede læber og en masse iltert hår. Hans hænder skærer firkantet i luften, mens hans tanker forsøger at forhindre kroppen i at smadre alt og alle, der står i vejen for næste gensyn med hans elskede. Og så klæder det ham at spille flygel med en rastløs monotoni, der varsler et orkan-temperament med let til tårer.
Forståeligt nok får denne Giovanni Cecilia Zwick
Nashs Annabella til at smelte, så hendes mund kun egner sig til kys, og hendes ben hungrende fletter knæ med sig selv. Hun vil have ham, så enkelt er det, og hun er parat til at spille alverdens skuespil, hvis blot det kan skaffe hende endnu et stævnemøde.
Hendes spil i afvisningen af andre bejlere er fabelagtigt; Nash er så sikker på sin elskov - og så sikker på, at hun bliver elsket - at tanken om andre mænd tydeligvis bare bliver komisk.
Skuespil-fuldtræffere
Men også de andre skuespillere brillerer. Sjældent har Birthe Neumann været så imposant og så morsomt liderlig som den hævngerrige og forsmåede, og aldrig har Henrik Jandorf kombineret sit talent for det dyriske og kyniske med sådan en gøglerpræstation som her. Olaf Johannessen har som bejler fået en ny macho-selvsikkerhed, og Helle Hertz spiller raffineret både på sine talenter som klog kone og godtroende undersåt.
Anders G. Kochs veltilfredse imbecile er både til at le og græde over, og Benny Poulsen er diskret-præcis som faderen til de to elskende, Runi Lewerissa smøret-slesk som munken, Erno Müller kynisk-selvtilfreds som kardinalen - og så er der også alle de andre...
Med andre ord: en kongelig premiere i den helt store skala. En kraftpræstation over en klassiker, men vel at mærke en klassiker sprudlende af provokation og pirken til det borgerlige moralkodeks i Adelgade.
Det' skam godt, dette her. Den berømte mær viste sig gudskelov at være lige så vidunderlig, som hun er sær.
*'Det' en skam hun er en mær' af John Ford. Oversættelse: Poul Borum. Instruktion: Jan Maagaard. Scenografi: Lars Juhl. Lysdesign: Lars Schou. Det Kgl. Teater i Turbinehallerne til 5. jan.
