Aldrig har Afrika været så hårdt plaget af krig og elendighed som i dag, konstaterede FN-generalsekretær Kofi Annan på den netop afsluttede afrikansk-franske topkonference i Paris.
En fjerdedel af de ca. 50 lande på det afrikanske kontinent er for for tiden hjemsøgt af væbnede konflikter, og når man i disse år med mellemrum holder panafrikanske konferencer, er der hver gang med sikkerhed en eller flere krige på dagsordenen. Denne gang er det krigen i Congo (det tidligere Zaire) - et tilfælde i sværvægterklassen, for det drejer sig om en af de største afrikanske stater, og ialt ti lande er involveret, nemlig foruden Congo Angola, Namibia, Zimbabwe, Uganda, Rwanda, Burundi, Sudan, Libyen og Tchad.
Topkonferencens hovedtema var bestræbelserne for kollektiv sikkerhed på kontinentet og skabelsen af permanente fredsbevarende organer og styrker. Men Congo-konflikten stjal billedet, og et forsøg på mægling mellem parterne foregik parallelt med konferencen. Det mundede ud i et 'løfte om våbenhvile'.
Et mere minimalt resultat kan man næppe forestille sig, og det indrømmes fra alle sider, at aftalen er skrøbelig. Papiret var måske nødvendigt, for at der overhovedet skulle komme en antydning af et konkret resultat ud af den store fransk-afrikanske 'højmesse', og det var da også lidt af en bedrift blot at bringe to chefer som Congos Kabila og Ugandas Museveni sammen i samme lokale. Når man så deres minespil, kunne eksperimentet endog forekomme risikabelt...
Congo-konflikten har kunnet tjene til at illustrere nødvendigheden af systematiske fredsbestræbelser på det sorte kontinent, der er hærget af krige fra Angola i vest til Eritrea i øst. Disse bestræbelser var emnet for topkonferencen. Frankrig, der i disse år siger farvel til sin gamle rolle som 'Afrikas gendarm' - med varetagelse af franske interesser og beskyttelse af egne klientregimer - til fordel for en funktion som koordinator af afrikanske og internationale tiltag, har for flere måneder siden foreslået en regional konference med det formål at finde en varig løsning på problemerne i den vidtstrakte, krigshærgede zone omkring de Store Søer.
Konkret sætter Frankrig sine politisk-militære kræfter ind på et program, der har fået navnet Recamp (forkortelse af den franske betegnelse for "styrkelse af den afrikanske fredsbevarende kapacitet"). Både formålet og navnet ligger tæt op ad det amerikanske projekt ACRI (African Crisis Response Initiative), der er aktivt i bl. a. Senegal, Uganda, Malawi, Mali og Ghana. Frankrig betragter sit program som komplementært, men der er er også et element af konkurrence med amerikanerne. Der spores reminiscenser af det 19. århundrede rivaliserende franske og angelsaksiske interesser i Afrika i de senere års krige tværs over kontinentet, også i form af en fransk mistænksomhed over for britisk og amerikansk indflydelse. Det er positivt, at man nu lægger vægten på fredsbevarende systemer frem for støtte til krigsførende parter.
Men vejen er lang i denne verdensdel, der gennem tiden er blevet hjemsøgt af retarderende og ødelæggende kræfter, fra formynderisk kolonialisme til primitiv marxisme, fra udplyndring til korruption - i stigende grad ledsaget af hungersnød, krig og nu sidst folkedrab. Vestmagternes kapløb om Afrikas olie og naturrigdomme har i realiteten medvirket som krigsfremkaldende faktor side om side med etniske konflikter.
Afrika er mere og mere blevet en slagmark, men Europa var - i historisk perspektiv - en slagmark i tusind år og markerede sin høje udvikling i det 20. århundrede med megakrige og massive folkedrab, så hvis Europa har et bidrag at yde i Afrika, er det ikke i form af moralprædikener. Men i den sidste ende kan freden ikke sikres mellem diktatoriske og korrupte regimer, kun mellem demokratiske stater med ansvarlige ledere.
Hvis Europas erfaring skal have en mening i den 'globaliserede' verden, kan man ikke lade Afrika sejle sin egen sø. De afrikanske lande har brug for et fredsbevarende apparat og en international - og især interafrikansk - fredsstyrke, men dette kan ikke komme i stand uden hjælp fra FN og fra lande med organisatorisk og militær sagkundskab og de fornødne økonomiske ressourcer. Europa og den rige del af verden har pligt til en materiel og diplomatisk indsats for fredsbevarelse og konfliktløsning i Afrika.
Frankrigs socialistisk ledede regering har - i harmoni med den gaullistiske præsident Chirac, der er den øverste chef for udenrigspolitikken - omlagt sin Afrika-politik og interesserer sig ikke længere blot for de fransksprogede lande, som man tidligere dyrkede i et afhængighedsforhold med neokolonialistiske bagtanker. Frankrig har stadig over 6.500 soldater og militære rådgivere i Afrika og forsvarsaftaler med en stribe lande, men har nedskåret sit system af militære baser tværs over kontinentet. Der er taget vigtige skridt i retning af den 'moralisering' af den franske Afrika-politik, som socialisterne allerede krævede for 20 år siden (men som hurtigt blev opgivet under Mitterrand-styret). Olieselskabet Elf Aquitaine er blevet privatiseret og kan ikke længere bruges direkte af franske regeringer som redskab for okkult diplomati og lyssky operationer på det politiske, militære og finansielle plan.
Hele denne sanering kan ikke ske fra den ene dag til den anden, men Frankrig er i dag mindre belastet, mere accepteret som kandidat til en ledende rolle i de internationale bestræbelser for at hjælpe Afrika. Det fremgår også af, at 49 af de 53 lande på det afrikanske kontinent deltog i konferencen i Paris.
For første gang i de fransk-afrikanske topkonferencers 25-årige historie deltog FN's generalsekretær - selv afrikaner - som observatør. Måske er det konkrete resultat af konferencen magert, men tilslutningen tyder på, at de afrikanske lande ikke er bange for 'indblanding' udefra - når det sker uden formynderskab og bagtanker - til fordel for skabelse af den fred og stabilitet, de har så hårdt brug for. B.V.
