Læsetid: 4 min.

Stalinorglets sprøde klang

21. november 1998

Det er blodig alvor for censurramte musikere, siger DR's Ole Reitov, der efterlyser internationalt forum for ofre for musikcensur

VAGTHUND
Hovednavnet på konferencen Musik og Censur, der afholdes i København i weekenden, skulle have været Algeriets mest populære sanger, Lounés Matoub. Matoub kommer ikke, for han blev dræbt i juni i år. Før det kom så vidt, havde han overlevet en serie kidnapninger og fem skudattentater, en virkelighed, censurramte musikere over hele verden har inde på livet dagligt.
"Forfatterne har deres internationale organisation, PEN. De har haft årtier til at organisere sig, men musikerne har intet internationalt forum for de krænkelser, de udsættes for," siger Ole Reitov, der sammen med sin kone, Maria Korpe, og Klaus Slavensky fra Dansk Center for Menneskerettigheder er initiativtager til konferencen, der falder sammen med 50-året for FN's erklæring om menneskerettigheder.
"Uden en organisation eller et center som vagthund, så tror jeg ikke, der sker noget på området. Der skal hele tiden gøres opmærksom på, at musikcensur ikke er noget historisk, det foregår overalt hele tiden."
Herhjemme mødte vi censuren i sin grelleste form under Anden Verdenskrig, hvor tyskerne forbød radioudsendelse af en lang række musikstykker, hvis tekst eller titel kunne opfattes som antitysk.

Værst i Afghanistan
Under Falklandskrigen forbød BBC afspilningen af bl. a. Phil Collins "In the air tonight", der formodedes at kunne lede lytternes tanker hen på bombefly.
Paul McCartneys "Give Ireland back to the irish" blev blacklistet af BBC i 70'erne. I USA censureres sorte rap-musikere. Værst står det til i Afghanistan, hvor talibanerne simpelt hen har forbudt enhver form for musik. I lande som Mauretanien og Algeriet udsættes musikere for konkrete dødstrusler.
"Konferencen skal munde ud i dels information til beslutningstagere, dels evt. skabelsen af et netværk for de censurramte. Hvordan det kan gøres, ved jeg ikke, og konferencens udgangspunkt er netop at få ideer fra forskere, mediefolk og musikerne selv," siger Ole Reitov.
"Det har ikke skortet på forsøg på at få folk som Sting eller Peter Gabriel til at stille op, men vi er ikke trængt igennem til dem. I stedet har vi valgt at finde de folk, der har været, eller er, udsat for censur. Mange er bange for at stå frem. Det er modigt, at f.eks. Malouma Meidah Mint fra Mauretanien tør stå frem, fordi hun har kritiseret styret i Mauretanien. I Afghanistan har det været meget problematisk, vi har haft kontakt med mange musikere, men når det kommer til stykket tør de ikke. Det siger også noget om, hvor farligt det er."
"At problemet er så stort, understreger selvfølgelig, at musik er politisk. Vi forventer ikke, at man kan forandre vilkårene til bunds, men man kan prøve at forstå mekanismerne."

Dansk træk på skulderen
Ole Reitov har erfaret, at det kan svært at råbe folk op om de globale censurproblemer:
"Jeg har været overrasket når jeg har talt med nogle af dem, der mente, de stod for et politisk engagement i Danmark. Man bliver nærmest mødt med et træk på skulderen, og får svaret: 'jamen det kan da godt være, men det er også et stort problem i Danmark, fordi der spilles for lidt dansk musik'," siger Ole Reitov.
Personligt synes jeg, der er et moralsk dilemma i, at dansk musikliv faktisk hiver penge ud af kunstnere fra den tredje verden. En pct. af licensmidlerne fordeles til komponisterne via KODA, men hvis man kommer fra et land, som ikke har underskrevet de internationale konventioner, ryger pengene ikke videre til kunstnerne. Så i en vis forstand får danske musikere faktisk penge, som rettelig tilkommer kolleger sydpå."

Forfatteres erfaringer
Ole Reitov forestiller sig, at disse penge kunne gå til en slags fond for censurramte musikere i lande, der ikke har underskrevet de internationale KODA-aftaler, "men det er en sideordnet problematik, som vi ikke vil berøre på konferencen, fordi intellektuelle rettigheder er et utrolig kompliceret område."
Der har været og er forholdsvis massiv international pressedækning af weekendens konference, og det ser Reitov som en vigtig forudsætning for, at initiativet udmønter sig i noget tilbagevendende og konkret.
"Et bud kunne være en organisation i stil med forfatternes PEN, men man kan også forestille sig andre modeller. I første omgang er det vigtigt, at problemet erkendes og belyses," siger Ole Reitov, der ser et stort aktiv i, at det engelske tidsskrift Index of Censorship, startet af eksilforfattere for 25 år siden, udkommer med et temanummer om musik og censur i forbindelse med konferencen.
Index er et engelsk tidsskrift, startet af eksilforfattere for 25 år siden.
"Index har rummet bidrag af forfattere som Salman Rushdie og Vaclav Havel og kommer ud til en lang række nøglepersoner. Måske kan forfatternes erfaringer være til gavn for musikerne," siger Ole Reitov.

FAKTA
Censureret musik
Uddrag af musikkens nyere censurhistorie:
*1950'erne: Elvis Presley må kun vises fra hoften og opefter på Ed Sullivan show.
*1960'erne: Bob Dylans sange forbydes på en radiostation i Texas. Årsag: Versene giver ingen mening. Serge Gainsbourgs "Je T'aime" bliver nummer tre på den engelske hitliste og forbydes af BBC på både tv og radio.
*70'erne: Sex Pistols God "Save the Queen" sortlistes i engelske medier og fjernes fra hylderne hos de store forretninger, af frygt for at pladen skal ligge nummer et under dronningens jubilæum.
*1980'erne: Olivia Newton Johns "Physical" forbydes på radiostationer i Utah - lyrikken skønnes at være for stærk kost for mormoner.
*1990'erne: Rapkunstneren Ice-T's album Freedom of Speech dømmes "obskøn" ved retten i Florida.
*96: Sheryl Crows "Love is a good thing" fjernes fra hylderne i butikskæden Wal-Mart på grund af verselinjen: "Watch our children as they kill each other with a gun they bought at Wal-Mart."
*97: Tabu Lay Rochereaus "Kebo Beat" forbydes i Congo grundet "amoralsk tekst." Rochereaus går i landflygtighed efter trusler fra Mobutos regime.
*97: Mbongeni Ngemas Ubhuti nægtes spilletid på samtlige otte afrikansk-sprogede radioer i Sydafrika. Årsag: Zulu skønnes at være "for følsomt et sprog" at tale åbent om sex på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her