Læsetid: 2 min.

Stilhed for ofrene

11. november 1998

VARM LUFT
BUENOS AIRES - Katastrofen i Mellemamerika har gjort et stort indtryk her på FN's klimamøde.
På opfordring af mødets formand, den argentinske minister Maria Julia Alsogaray, rejste alle sig op og tav i et minut, til ære for ofrene for orkanen Mitch. Det var gribende.
"Men bagefter fortsatte de med at styrte fra møde til møde for at tale om ligegyldigheder," beklager Lars Georg Jensen, Verdensnaturfondens klimakoordinator.
"Sjældent har klimaet i selve forhandlingerne været så dårligt som her i Buenos Aires," siger han. "Tonen er skarp og skinger, resultaterne få og små."
Men højtideligheden for ofrene i Mellemamerika ville være utænkelig på et klimamøde for to-tre år siden. Dengang ville deltagerne have ment, at det var et forkert signal. For der er jo ikke noget videnskabeligt bevis for, at menneskehedens udslip af drivhusgasser er årsagen til orkanen Mitch.
I dag er der stadigvæk ikke bevis for den direkte sammenhæng. Men alle deltagerne, selv de argeste modstandere af indgreb og forpligtelser, anerkender, at katastrofer som Micth er, hvad der kan ske mere af, hvis ikke verdenssamfundet snart gør klimatraktatens ord til virkelighed.

SELV har jeg været med til mange klimamøder efterhånden. Det er som det plejer. Alle håber på et gennembrud. Få tror på det.
Men ude i de lange korridorer har jeg langt mærke til noget nyt. Ganske vist er lobbyen fuld af gamle kendinge, men der er kommet nye til. Det er de praktiske erhvervsfolk. Ikke kun vindmølleindustrien og den slags brancher, der kan tjene penge på bæredygtig udvikling. Også de store internationale revisorfirmaer og managementrådgivere.
Det kunne jo være, der var penge i det.

NYE ALLIANCER opstår. Før i tiden var lobbyen polariseret. Miljøfolk advarede og manede til handling. Industrifolk arbejdede på at begrænse indgrebene.
Nu, efter Kyoto, er fronterne ikke så klare.
For to år siden oplevede jeg, at de amerikanske elværker korporligt holdt en miljøaktivist ude fra deres pressemøde. I går aftes var fru Alsogaray ordstyrer i en paneldebat, hvor Bill Hare fra Greenpeace sad på podiet ved siden af repræsentanten for de amerikanske elværker. I panelet var også BP's direktør og andre fra big business. Sammen med bl.a. USA's chefforhandler, EU's miljørådsformand.
En synlig erkendelse af, at ingen bør lukkes ude, når det svære spørgsmål fra lederen af FN's klimasekretariat, Michael Zammit Cutajar, skal besvares: Are we getting it right - or are we just getting it going?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu