Læsetid: 6 min.

Størst af alt var kærligheden

10. november 1998

Laure Adlers store biografi om Marguerite Duras har været omtalt længe inden den kom - og med god grund

ny bog
For tiden er der en tendens til at sige, at forfatteren Marguerite Duras alligevel ikke var så betydningsfuld. Det må eftertiden bedømme, men der er i dag ingen fransk forfatter, hvis værker er så almindelig kendte, at de fleste kan opremse mange af hendes titler: Moderato cantabile, Elskeren, Baxter Vera Baxter og filmsucceserne Hiroshima, mon amour og India Song for bare at nævne nogle, som også det danske publikum kender.
Og Marguerite Duras, der blev 82 og døde i 1996, var virkelig et barn af sit århundrede og har været med alle steder, så Laure Adlers biografi var omtalt længe inden den udkom. I slutningen af juni bragte Le Monde f.eks et to spalter langt inlæg af den spansk-franske forfatter Jorge Semprun, der forsvarede sig mod rygter, der gik i byen om, at han skulle stå bag udsmidningen af Duras fra det franske kommunistparti.

Afsløringerne
Mange har været opmærksomme på de afsløringer der kunne komme for dagen - og ikke uden grund. For også historisk er biografien interessant: Duras sang en tvivlsom hyldest til den franske koloni-imperialisme i sin ungdom, havde sammen med mange andre officielle funktioner under den dubiøse Vichy-regering under besættelsen, og støttede kollaborationen, inden hun som så mange andre gik ind på det modsatte hold, bl. a. sammen med Mitterrand, der, som de Gaulle sagde, "mangeait à tous les râteliers" - udnyttede alle situationer.
Duras, der ellers aldrig kunne huske noget, kunne siden genfortælle deres møde på grund af en engelsk cigaret, som Mitterrand røg, og som fortalte hende alt om hans tilhørsforhold. Laure kan fortælle, at det er et heltedigt, hun lavede til lejligheden, det med cigarretten var langt senere, da alle var modstandsfolk!
Også i kommunistpartiet har Duras været begejstret engageret og båret dagbladet L'Humanité rundt om søndagen, iført et militant arbejderkostume der passede til lejligheden. Hun noterede i sin dagbog det antal, hun fik solgt, og det lykkedes hende at indlemme sin portnerkone i partiet. Den stakkels concierge blev trukket med til alle møder og var sikkert Duras eneste kontakt med proletariatet. Partiet forlod hun frivilligt - siger Semprun i de to spalter i le Monde, han "angav hende ikke" og var ikke engang med til et bestemt møde, hvor der skulle have foregået ting og sager.
Senere kæmpede hun lige så engageret mod den "sovjetiske fascisme, og hadede kommunistpartiet."

En mester i dobbeltspil
Hun har været mester i dobbeltspil og i at sløre alle spor om sig selv. Selvfølgelig ville hun ikke, at historikeren og journalisten Laure Adler skulle skrive hendes biografi, samtidig med at hun beredvilligt fortalte de mest chokerende ting, som selvfølgelig blev noteret.
Laure kendte hende de sidste 12 år, og snakkede med hende, indtil Duras sidste kæreste og ven Yann Andréa forhindrede, at de mødtes personligt. Adler brugte så tiden til at opsøge alle de steder og personer, hun kunne finde. Af samme grund har hun kunnet give helt præcise data om Duras familie, og især om hendes tid i Vietnam. Hun opdagede en mængde uhyrligheder, også en del hun ikke havde kunnet skrive om, hvis Duras havde levet. At den kinesiske elsker i Elskeren nærmest er en historie om banal prostitution, og at Duras søn med elskeren Mascolo blev født samtidig med, at Mascolo også fik barn med den kvinde, hvis kollaboratørmand Duras udsatte for tortur, er blot et par stykker af dem.
Hun har været et uhyre - et monster - fremgår det af biografien, og samtidig en meget kærlig person, der elskede børn, især babyer, og som kunne finde på at lægge en check på sine venners dørmåtte for at hjælpe dem og ringe til dem tre-fire gange om dagen, hvis der var noget i vejen. Santidig var hun sygeligt besat af penge og utrolig fedtet, hun stjal sukker på cafeerne og købte altid det dårligste og billigste kød.
Utrolig sød og utrolig ondskabsfuld f.eks. mod Yann - Andréa var et kunstnernavn, hun havde opfundet - hun plagede og ydmygede ham helt ud over sin død, hvor hun bogstavelig taget ikke efterlod ham noget.

Hadet til rivalerne
Duras var overbevist om sin egen genialitet og omtalte gerne sig selv i tredje person, når hun diskuterede sine værker Hendes kritikere gik selvfølgelig til den anden yderlighed, banaliserede hende som en varietésanger, der troede, hun var Callas.
Mænd elskede hun fysisk, og selv på offentlige steder kunne hun finde på kommentere en kvinde ved f.eks. at sige: "Hende der er god i sengen" eller lignende grovheder. Enhver af hunkøn blev betragtet som en potentiel rival og hadet for det.
Sin alkoholisme fik hun aldrig bugt med. Hun kunne drikke 5-6 liter rødvin daglig uden nogensinde at virke beruset. Champagne og hvidvin regnede hun slet ikke for at være alkohol. Hun var altid i færd med at holde op, og hun førte en smertefuld, vanskelig og ensom kamp mod alkoholen, men længere kom det ikke. Den hjalp hende til at komme i kontakt med sin spiritualitet, det var det nærmeste, hun kom Gud, som hun aldrig troede på, ikke engang som barn.
Måske var det ikke at tro en slags tro, og alkohol hjalp hende også til at løbe fra sig selv, hun var altid på flugt for sin egen slethed, og hun havde hemmeligheder for sig selv.

Skjulte fornedrelser
Hun skjulte en incest med sin elskede lillebror, og måske havde hun opfundet den, siger Laure, for hele Duras' liv kredsede omkring tabuer. At gå i seng med en kineser dengang, det var umuligt, eller med en kollaboratør, når man var på det andet hold, eller med den bror, som var hendes reneste kærlighed, var bare nogle af umulighederne eller de store fornedrelser, som tiltrak hende, samtidig med at hun elskede skønhed.
Hendes egne modstandskammerater var fulde af mistillid til hende for den risiko, hun gang på gang bragte dem i, når hun skulle forføre en mand fra den anden side, uden at de fik noget særligt til gengæld. Marguerite blev både af moderen og af den ældre bror selv udsat for konstant vold, hendes barndom er hendes livs drama, og undskylder måske ikke, men forklarer hendes adfærd senere.
Og så vinder hun på kærligheden, på at forstå forladte og forførte kvinders lidenskab, de som bliver ved med at tro og som er parate til at ændre deres liv fra det ene øjeblik til det andet for en mands skyld. Biografiens forfatter faldt selv for en af Duras romaner, der hjalp hende over et vanskeligt punkt i hendes liv.

Den fatale melankoli
Duras hovedtema er kærlighed, og nok er lidenskaben det overvejende tema, men ingen har som hun kunnet beskrive fortvivlelsen og den fatale melankoli til hvilken, hun skabte en særlig sætningrytme.
Også derfor har har hendes biografi været ventet med stor spænding, og Laure Adler har lavet det kunststykke at skrive sådan, at de mange sandheder og afsløringer, der kommer frem, nok er spændende historisk, men ikke ødelægger hverken Adlers eller vores beundring for forfatteren: "Det, der er i bøgerne," siger Duras i øvrigt om sig selv, "er mere sandt end det liv, forfatterne har levet."

*Laure Adler: Marguerite Duras. 627 s. 155 F Editions Gallimard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her