Læsetid: 3 min.

Studenterfronter fusionerer

27. november 1998

Studenterpolitik anno 1998 er blevet én stor forbrødring

I Aalborg og København har de allerede gjort det. Og i Århus er de godt på vej til det. Studenterrådet og Moderate Studenter på landets universiteter har nået den endelige forbrødring med opstilling af kandidater på en fælles liste ved torsdagens valg til de styrende organer på Aarhus Universitet. Sideløbende er en fusion mellem de to studenterorganisationer ved at være en realitet, og dermed er de moderate ikke længere aktive på et eneste af landets universiteter.
"Vi regner med at slå os sammen til én organisation til februar næste år, og så er der ingen grund til, at vi kort tid før går ud og fører valgkamp hver for sig," siger Anders Hovmark, der er formand for Moderate Studenter på Aarhus Universitet. Sammenlægningen sker som konsekvens af, at de to organisationer reelt ikke er uenige om noget. Det gælder om at sikre bedre undervisning, bedre økonomi for univerisiteter og studerende, mere demokrati på universitererne og ja... det kan de fleste studerende vel blive enige om.
"Vi skal jo heller ikke opfinde en uenighed bare for uenighedens skyld," siger de moderates formand.
Dermed er det slut med de indædte, spidsfindige, ideologiske og ophidsede debatter og magtkampe mellem de venstreorienterede i Studenterrådet og de borgerlige i Moderate Studenter.
En strid, der stammer tilbage fra studenteroprørets tid, da besættelser af universiteter, demonstrationer og andre aktioner blev taget i brug - og hvor nogle borgerlige som modvægt dannede Moderate Studenter i 1970.
Siden er studenterpolitikken blevet udført noget mere moderat fra Studenterrådets side.
"Jeg vil ikke sige, at vi er blevet moderate, men tiden er ikke til de store aktioner, som man brugte en gang," siger Heiner Lützen Petersen, der er næstformand for Studenterrådet på Aarhus Universitet. Han mener, at de tjener de studerendes sag bedst, hvis de to organisationer i fællesskab bruger kræfterne på at søge indflydelse i de styrende organer frem for at strides indbyrdes.

Alle forbrødret
Mens den lidt mindre organisation Moderate Studenter og det gennem tiden meget toneangivende Studenterrådet allerede er sluttet sammen på universiteterne i Aalborg og København, så findes de moderate slet ikke på universiteterne i Roskilde og Odense.
"Enkelte smågrupperinger har stillet op men har ikke opnået indflydelse, og det skyldes nok, at vi gør meget for at være en apolitisk organisation," siger Kristian Sundbo, der er næstformand for Studenterrådet på det fynske universitet, der netop har fusioneret med uddannelses-institutioner i Sønderjylland.
Derfor er dette års valg til de styrende organer udsat, men Kristian Sundbo ser ikke tegn til, at andre studentergrupper er på vej.

Ny modstand
De årlige valg til de styrende organer på landets universiteter har generelt en meget lav tiltrækningskraft over for de studerende. I Århus lå valgdeltagelsen sidste år på omkring 20 procent.
Anders Hovmark tror, at den store enighed mellem kandidaterne kan være én af forklaringerne.
"De studerende ved jo, at de bliver repræsenteret, men den store enighed skaber selvfølgelig rum for små organisationer, som vil markere sig," siger han og peger på, at en lille gruppe Liberale Studenter stillede op ved dette års valg.
Som tidligere omtalt i Information stiller den højre-nationale studentergruppe Dansk Forums Studentergruppe op til valget på Københavns Universitet.
Men organisationens valgleder, Anders Sørensen, siger, at Dansk Forum endnu ikke har studentergrupper på andre af landets universiteter i 1970.
"Vores mål er at komme med klare politiske udmeldinger, og få de andre organisationer til at gøre det samme. I dag er studenterpolitikken præget af mangel på debat og visioner," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her