Henri Goldsteins bog om lægeetik burde blive pensum. Men dens rigtige etiske overvejelser beviser ikke, at alle læger handler, som lægestandens etikere siger, de skal
Ny bog
Når man deltager i debatter om forholdet mellem læge og patient, kan man ofte høre den påstand, at hele spørgsmålet drejer sig om, at lægen 'opfører sig ordentligt' eller 'handler anstændigt.' At det ikke er så enkelt, viser den bog, speciallæge i gynækologi og obstetrik Henri Goldstein har redigeret. Han har bedt en række læger beskrive de etiske problemer, som de hver på deres medicinske område oplever som væsentlige. Resultatet er blevet en fin bog, som giver læseren indsigt i de forskellige samvittighedskonflikter og dilemmaer, som de enkelte områder bringer lægerne ind i.
Der er specialisten i screening (Frede Olesen), der søger at opspore risikofaktorer eller tidlige stadier af en sygdom. Hvem og hvornår skal tilbydes sådanne undersøgelser, og hvordan undgår lægen at blive anklaget for at have tilbudt screening til nogle og ikke til andre?
Dilemmaer
Der er specialisten i insemination og såkaldt 'reagensglasbefrugtning' (Anne Lis Mikkelsen) der f.eks. kan komme i den situation, at hun skal vejlede et par, hvor kvinden ved en behandling har udsigt til at få trillinger med alvorlige handicap, hvis man ikke reducerer disse fostre til to eller ét.
Der en gynækologen (Henri Goldstein selv), der med ny teknologi har fået en række muligheder for at undersøge et foster for eventuelle skader eller mangler. Han føler bl.a. det dilemma, at én procent af raske fostre aborteres både som følge af fostervandsprøver og moderkageprøver, medens man kun i 0,5 pct. af tilfældene finder et foster med Dows syndrom med disse prøver. Deraf spørgsmålet: Kan vi etisk tillade, at der aflives flere raske fostre ved disse undersøgelser end der findes syge fostre, som aborteres. Her er en konflikt mellem samfundet, der gerne vil spare udgiften til syge mennesker, og kvinden der ikke af den grund er villig til at ofre sit eget ufødte barn.
Alvorlige handicap
Der er specialisten i for tidligt fødte børn (Gorm Greisen), der spørger: Hvornår skal man sætte alt ind for at redde sådanne børn, som risikerer meget svære handicap eller dør trods alle redningsforsøg? Et noget lignende problem står neuropædiaterne (Leif Normann Rasmussen og Bente Beck) overfor, når de skal overveje, hvad de skal sætte ind for at redde alvorligt syge børn, der ikke har udsigt til at få et godt liv, selvom de overlever.
Ortopædkirurgen (Bent Ebskov) skildrer bl.a. det dilemma, som statistiske vurderinger af en afdelings aktivitet kan bringe en sådan afdeling i, når den f.eks. behandler så mange patienter som muligt ambulant og derved undgår at indlægge et lige så højt antal patienter som en anden afdeling; i statistikkerne ser den da mindre aktiv ud end denne anden afdeling.
Psykiaterne (Steen Borberg og Bent Rosenbaum) gør bl.a. opmærksom på det problem, som kravet om 'informeret samtykke' kan skabe, når det drejer sig om samtykke fra psykotiske mennesker, der ikke tænker og forstår informationer på samme måde som os andre. Er patientens afgivelse af det informerede samtykke så ikke i sådanne tilfælde ret illusorisk?
Respekten for patienten
Mest personligt engageret og berørt virker kræftlægerne Torben Jørgensen og Ingrid Willaing. De gør sig flere overvejelser over, hvad man kan sige, og hvordan man kan udtrykke sig overfor en meget syg kræftpatient. De er klar over, at behandleren hverken skal lade sig overvælde af sine følelser eller flygte fra dem. Og de erkender det ulykkelige i, at kvinder, der har brystkræft, ofte oplyses herom ved ambulante besøg, hvor lægen ikke har al den tid, han eller hun kunne ønske sig til at tage sig af det menneske, der bliver fortvivlet over diagnosen.
De fremhæver også, at lægen ikke må behandle en patient imod dennes vilje, og heller ikke - som de fortæller, det sker nogle steder - nægte at tage imod patienter, der afviser behandling og f.eks. benytter alternativ behandling. Lægen kan måske mene, at det er etisk rigtigt at presse patienten til at tage den behandling, han eller hun vil give. Men det etisk rigtige er her naturligvis at respektere patientens selvbestemmelse.
Hvor megen sandhed
Et gennemgående spørgsmål i bogen er kommunikationen med patienten, og Povl Riis understreger, at selvom man på en afdeling er vis på, at en patient er døende, bør dette ikke "føre til en dødsdom uden håb om livskvalitet i det kommende forløb." Henri Goldstein konstaterer, at det desværre er meget lidt prestigegivende at bruge tid på at tale med patienter fremfor at operere eller lave undersøgelser.
Og praktiserende læge Niels Nørrelund spørger, om lægen optræder umenneskeligt ved at sige 'sandheden' om en alvorlig sygdom. Det mener han ikke, medens andre af bogens forfattere advarer imod at overdænge patienten med information og derefter overlade ham/hende til sig selv, eller "slynge den gruelige sandhed i ansigtet på patienten" i stedet for at starte blidt og overlade til patienten selv at angive, hvor langt man skal gå.
Henri Goldstein har så evig ret, når han åbner bogen med at sige: "At være læge er at være humanist." Men desværre har det ikke været i høj kurs at lade de etiske spørgsmål, som denne bog lægger klart og informativt frem, indgå i uddannelsen af de lægestuderende ved universiteterne i Danmark (selvom nye toner er på vej ved Odense Universitet). Goldsteins bog burde i sin helhed blive obligatorisk læsning for alle, der vil være læge.
Men ét er nogle rigtige etiske overvejelser, noget andet er praksis. Denne bog beviser ikke, at alle - og måske ikke engang de fleste - læger handler, som lægestandens etikere siger, de skal. Tværtimod tyder meget på, at der er lang vej igen, før lægekunsten overalt i Danmark lever op til teorien.
*Etik og Klinik. Etiske problemer i danske lægers hverdag, redigeret af Henri Goldstein. 172 s. 218 kr. Munksgaard
