Botanikeren Linnés skæbne har inspireret succes-librettisten Sanne Bjerg til et opera-requiem om natur kontra videnskab. Lyrikeren Mogens Christensen debuterer i den anledning som musikdramatiker
NY OPERA
En gammel mand alene - eller næsten alene - på en scene i knap to timer. Det er ikke en ramme, der lægger op til den helt store handlingsopera. Lad os på den baggrund blive enige om, at Sanne Bjergs og Mogens Christensens Systema Naturae slet ikke er blevet nogen kedelig og langtrukken forestilling, men tværtimod begivenhedsrig og afvekslende.
At det er gået sådan, skyldes både komponist, librettist og scenograf.
Ingen kan tage fra Sanne Bjerg, at hun er dansk musikdramatiks store libretto-forfatter. Hun rider på en bølge, især i kraft af samarbejdet med rock-komponisten Lars Klit, der med Den Sidste Virtuos i sin tid (1995) gav hende et kanon startskud, og som hun senest har betjent med libretto til hans Anatomisk Opera. Men Sanne Bjerg har teknikken i orden. Hun ved, hvordan man skærer en tekst til, så den kan blive til god musikdramatik.
Sin nyeste operatekst, en potentiel sejtrækker af en dødsmonolog, har hun klogeligt skruet sammen, så den aldrende hovedperson, Carl von Linné, siddende alene i sit studerekammer (et drivhus er det også) både møder sig selv som ung videnskabsmand og genoplever barndommen sammen med præstefaderen - samtidig med at hovedpersonen får besøg af sin søn. Skikkelserne myldrer frem i drømme og erindring, mens oldingen prøver at sætte fortiden på plads i et system af velgerninger, der, efterhånden som opgøret spidser til, bliver til ugerninger med tilhørende straf.
Den eneste person, der foruden den gamle Linné reelt er til stede - sønnen - ender med at sige fra over for faderen, der har systematiseret og klassificeret alting ihjel. Men det er ikke først og fremmest sønnen, der foreholder den gamle sandheden. Dén skal man som bekendt høre af børn og fulde folk - her af
uvorne, skaldede drenge, der stikker deres ungdommelige, kronragede hoveder op af jorden på de mest ubelejligede tidspunkter for at lufte de mest ubelejligede synspunkter: Planterne taler til den gamle botaniker og afslører hans meritter som symptomer på manglende livsduelighed.
Grønne hjerner
I en scenografi, der vender vrangen ud på Den Anden Operas lille sal, skyder deres blankpolerede isser op sammen med krøllede grønkålshjerner og blåhvide peniser, mens Linné forvirret forsøger at finde rundt mellem det alt sammen: Hvad var det nu, der skete i teltet blandt de nøgne lapper på ekspeditionen til midnatssolens land? Hvornår røg drifterne ud til fordel for den neurotiske trang til videnskabelig orden og systematik?
Tenoren Jan Lund, der er en om muligt endnu hyppigere optrædende i disse års nye danske musikdramatik end Sanne Bjerg, spiller efterhånden næsten for drevent. Han fortjener en bunke roser, for det er yderst professionelt, det han laver. Men vi vil også gerne stadig have lov at høre hvert et ord i teksten, sådan som vi er blevet forvænt med det.
Den helt store præstation yder Hans Lawaetz i hovedrollen som oldingen Linné, og Helge Rønning er god som sønnen. Kun lige den indledende scene kunne tåle lidt mere polaritet mellem de to til understregning af konflikten 'truende far versus kuet søn'.
Som man fornemmer, er det svært at finde alvorlige ankepunkter mod de udøvende. Børnene, der udgør resten af det rent mandlige persongalleri, spiller så godt, man kan forlange i en hovedsageligt forståelig instruktion, og frem for alt sikrer Mogens Christensens afvekslende partitur, at handlingen også på det musikalske plan belyses alsidigt og effektfuldt.
Med udgangspunkt i en blanding af barokinstrumenter fra Linnés samtid og slagtøj, samplinger og elektronik fra i dag pendler lydsiden mellem 1700-tal og moderne lydkulisse. Blokfløjtespilleren Helle Kristensen, der på flere cd'er har blæst liv i Mogens Christensens lysfølsomme instrumentalmusik, overfører her dens poetiske univers til operaen. Forestillingen indfattes af forløbet 'efterår til vinter' i en konventionel ramme med slutningens genoptagelser af indledningens musik og handling. Og mens de afsluttende snefnug daler, fantaserer fløjten over åbningsklangen fra Christensens kammermusikstykke Vinterlys.
Alt i alt er det blevet en ikke spor tosset krydsning mellem opera og dødsmesse, Bjerg og Christensen har stykket sammen, så gå trygt i operaen og få læst lektien (med klar inspiration fra Voltaire): Videnskab er noget opreklameret l... Det, det gælder om, er - i al rørende enkelthed - at dyrke sin have.
*Systema Naturae, 'Botanisk requiem' med musik af Mogens Christensen og libretto af Sanne Bjerg. Mogens Dahl (dirigent), Ditte Maria Bjerg (iscenesættelse), Jesper Corneliussen (scenografi). Den Anden Opera til og med 20. november
