Læsetid: 3 min.

Tårer i øjenkrogen

19. november 1998

Så snart brikkerne i Willy Russells 'Blodbrødre' var stillet op, så tog fanden ved forestillingen

Teater
Til en start lignede Willy Russells Blodbrødre grangiveligt endnu en tungt sentimental musical-følelseskradser, lige hvad et rutineret teaterborgerskab vellystigt kunne svælge i. Historien om de fattigt fødte tvillinger, hvis enlige moder af nød skiller sig af med den ene, til opvækst "i de højere kredse". Bvadr, endnu en dum musical, oven i købet i postmoderne rehash af en socialrealistisk opsætning fra 1984. Sådan tænkte Deres udsendte, med alle fordommene mønstret til lejligheden. Med skam at melde.
For så snart brikkerne - rigtignok vel tungt og episk skæbne-pointeret - var stillet op, så tog fanden ved forestillingen. Den simple, dickensk-eventyrlige historie lettede i spændstig scenografisk dans, i en suggestiv barskrabethed, hvor skuespillerne selv suverænt skabte rum omkring sig, hvor den illustre sangkonsulent Ian Adam havde indekserceret stramme korindsatser, og hvor den forbindende fortæller (Jørgen W. Larsen i sit mest elegant dæmoniske hjørne) efterhånden fik vævet klasseforskelle, tvillingemytologi og overtros varsler sammen til en tvingende tragisk logik.
Langt fra den totale musical-gennemvædning af spillestoffet, snarere noget i retning af en luftig Brecht med effektive, soulprægede songs - af Willy Russell himself.

Tilfældigt møde
Det er i første omgang tvillingernes tilfældige møde som 8-9 årige, der fænger. Med spillere som Allan Klie (Mickey, den fattige) og Morten Staugaard (Eddie, den rige) har instruktør Morten Hovman storartet materiale til et yderst facetteret fysiognomisk og gestisk kontrastspil, drengestreger på allerhøjeste plan, af en vivacitet så man helt ned i storetåen genopliver cowboys-og-indianere og ind i sjælen "en lang, lang søndag formiddags" kedsomhed.
Uvidende om deres fælles herkomst gør den rapkæftede og den hæmmede dreng sig helt uskyldigt til blodbrødre, en pagt deres mødre, med al den skam og skyld de har fortiet, af al kraft søger at forpurre. Uden dog helt at lykkes. For skæbnen - eller hvem det nu er - bringer dem sammen igen i puberteten, og deres forskellighed går atter op i en højere enhed, skabt af denne livsfases anarkistiske og erotiske længsler. Og igen får Morten Hovman det optimale ud af enkle rekvisitter, hurtige sceneskift, adrætte stunts og dobbeltheden af saligt paraderet frækhed og sky blufærdighed. Det er sgu sjældent at se en så overbevisende, ja rent ud rørende ægte fremstilling af puberteten, dens barokke sprogblomster og indadvendte generthed, dens råhed og ømhed.
Den kroniske uskyld anfægtes langt i vej ikke af Linda, som er Mickeys, skønt han ikke har ordene til at befæste det, men efter en længere række hastigt afviklede forviklinger, der fører de to ungersvende hver deres vej - arbejdsløshed og fængsel til Mickey, Oxford og rådmandsstilling til Eddie - strammes knuderne atter til mod slutningen, hvor alle onde varsler med selvforstærkende virkning sætter sig igennem. Thi skilles tvillinger med magt, da kan de kun i døden forenes. Og den kommer med chokagtig kraft, skønt vi fra start af er grundigt advaret.
Det virkelig fine ved forestillingen er nu, at nok er det mytologiske stof mere fremhævet i forhold til 80'er-opsætningen, men at det på ingen måde streger stykkets klassemæssige 'læsning' over, de to fletter sig tvangfrit ind i hinanden. Med al ret kan fortælleren til slut retorisk spørgende rime "(u)held" på "klasseforskel". Den samfundsmæssige logik sætter sig paradoksalt poetisk igennem.

Forslugen veloplagthed
Det gør den jo i kraft af den stramme instruktions enhedspræg, der får de kun 13 spillere til at syne af en hel masse mere, og i kraft af aktørernes forslugne veloplagthed. Kun den pæne overklassefamilie er lidt tynd i tegningen, selv om Christiane G. Koch slider hårdt med sin samvittighedsplagede, neurotisk-pylrede moderrolle. Lisbeth Gajhede som den rigtige moder har til gengæld al den sejhed, rollen kræver, omend hendes sangpræstationer - måske på grund af premierenerver - er noget svingende. Ellers spilles der overalt, så det er ren lyst. Allan Klie får sit gennembrud her, Morten Staugaard er ofte før fremhævet for sine suveræne indsatser, Louise Herbert har megen rap sødme som Linda, og Michael Brostrup beviser endnu engang, at han er en sublim knock about-klovn.
Stående ovationer, tårer i øjenkrogen - og måske er Aalborgs premierepublikum slet ikke så socialt ufølsomt endda.

*Willy Russell: Blodbrødre. Oversættelse: Jesper Kjær. Iscenesættelse: Morten Hovman. Scenografi og kostumer: Søren Glad. Musik: Willy Russell. Kapelmester: Bent Lundgaard. Aalborg Teater, Store Scene

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her