Læsetid: 12 min.

Som man taler om vandet forurenes det

6. november 1998

Vandet betragtes ikke længere som en gave, der kommer oven ned, men som noget, der er til forhandling mellem Landbrugsrådet, Miljøstyrelsen og den agrokemiske industri. Og man gør alt for at undgå at angribe hovedårsagen til, at grundvandet forurenes

Det vand, der kommer ud af vores vandhaner, er kommet oven ned. Det kommer som regnvand, passerer ned gennem jorden, bliver til grundvand, for til sidst at opstå som drikkevand, og undervejs har det skiftet sagsbehandler. Det vand med tilhørende pesticider, som siver ned, hører cirka den første meters penge under Miljøstyrelsen. Herfra og ned til grundvandet sorterer det under Grønlands og Danmarks Geologiske Undersøgelse (GEUS), og når det kommer op igen tilhører det vandværkernes og sundhedsmyndighedernes domæner. Der er problemer med det vand. På sin vej gennem luften bliver regnvandet forurenet med kvælstofforbindelser og svovl. Ved sin passage gennem dyrkningslaget bliver det forurenet med pesticider og kunstgødning (kvælstof igen), og passerer det en skovbund bliver det forurenet med industrielle tungmetaller. Alle disse stoffer bringes af vandet videre ned mod næste station, grundvandet. Nogle af stofferne nedbrydes, og bliver til ingenting, mens andre bliver til nye stoffer (metabolitter), hvor nogle i giftighed overgår udgangsstoffet.
En del af problemet med kvælstof stammer fra landbruget, og der er investeret milliarder i at gøre det mindre, og en del stammer fra trafikken, og der er investeret endnu flere milliarder i at gøre det større, først og fremmes gennem etableringen af bilbroer fra Øresund til Fehmern og Storebæltsbroen, der allerede er færdigbygget. Mens kvælstoffet fra bilerne transporteres gennem luften, så siver landbrugets kvælstof via vandløb ud i søer og fjorde og kvæler dem.
Et filter kunne klare miseren, og det filter er fundet - våde enge. Med vandmiljøplan II vil man etablere 16.000 ha våde enge. Sådanne enge kan rense landbrugets kvælstofbelastede drænvand, og derved bidrage til at reducere kvælstofbelastningen i åer, søer og kystnære farvande. Man kunne også sige, at engene vil bidrage til at fjerne kvælstofproblemets synlighed og dermed offentligheden som aktør - for det er gennem fænomener som Mariager Fjords død, at vi borgere bliver aktører. Det er via synligheden, at kvælstofbelastningen skaber et 'nogen', som kan gøre noget ved problemet. Ved at fjerne kvælstofbelastningens synlighed fjernes dette 'nogen', og problemet kan fortsætte - men med andre, ukendte ofre. Ja faktisk kan de våde enge være med til at accelerere problemet, idet landbruget nu kan forøge kvælstofbelastningen på de dyrkede arealer, og dermed nedsivningen til grundvandet, uden at det kan ses. Følgen bliver større udbytter, højere jordpriser på agerjord, vanskeligere generationsskifte med øget behov for pesticider, for at få det hele til at løbe rundt. Hårdt kvælstofbelastede afgrøder er nemlig sårbare over for sygdom og insekter. Kvælstof og pesticider følges ad.
Som man taler om tingene, kan man lade være med at gøre noget ved dem.

Tre løsningsmodeller
Forurenet drikkevand er et anerkendt problem, og til problemets løsning nedsatte staten et drikkevandsudvalg. Den afgrænsning, altså navnet, har konsekvenser - for grundvandet og fremtiden. Der er mange medlemmer af udvalget - interessant er hvem der ikke er med. Det er det økologiske landbrug ikke, og det er den geologiske ekspertise ikke. Den udeladelse er bevidst fra Miljøstyrelsens (vicedirektørs) side, og den er klog. De to instanser sidder nemlig inde med viden om henholdsvis problemets årsag, dets omfang og dets løsning.
Hvis problemet er fremmede stoffer i drikkevandet, pesticider og nitrat fx, så er løsningen rent drikkevand, og det kan fås på tre måder:
*gennem rent grundvand
*ved at rense forurenet grundvand
*ved at hæve grænseværdierne for de fremmede stoffer
Den sidste metode er langt den billigste, og en række store EU lande har presset i den retning. Den næstbilligste er at rense grundvandet, før det sendes ud til forbrugerne, eller - som visse kommuner gør - at blande så meget rent vand i, at forureningen kommer under grænseværdien. Anlægsudgifterne til rensning er ganske vist gigantiske, i form af rørlægning, nye store centrale vandværker og uddøen af den decentrale og demokratiske vandstruktur, som karakteriserer Danmark. Men rensning indebærer den kolossale fordel, at landbruget så kan intensivere brugen af kunstgødning, og dermed af pesticider, med øget provenu, fulgt af højere ejendomspriser som belønning. Til gengæld efterlader vi et problem ude i naturen.
Rensning af forurenet grundvand hjælper ikke på udvaskningen til vandløb, søer og hav, og det kunne gå hen og blive et rigtigt problem, i og med at det kunne ramme os selv. Som nu i dette forår, hvor Mariager Fjord døde. Det kunne man så mene er et mindre problem, da der stort set ingen fjordfiskere er tilbage i Danmark. Der er ikke et 'nogen' for hvem fjordens død er et problem, andre end fjorden! Til gengæld var der mange, som gjorde det til et problem, bl.a. en lokal præst, som en lokal landbrugsforeningsformand derfor har indklaget for biskoppen. Det er altså ikke gjort med at drikkevandet er rent.
Hvis problemet er grundvandets forurening, så er der kun to løsninger:
*at hæve grænseværdierne
*at stoppe forureningen af grundvandet
Den første er meget billig. Det er bare en beslutning, mens den anden sender bolden videre til forureningens to kilder, de forurenede industrigrunde og det kemibaserede landbrug.

At institutionalisere blindhed
Industrigrunde, kemikaliedepoter, lossepladser er passive kilder og fortidens syndere, som nu ligger og sviner, mens landbrugets anvendelse af kunstgødning og pesticider er højaktuel, og anvendelsen af de to typer kemi hænger sammen. Bruger man megen kunstgødning, så belaster man ikke alene grundvandet, men man skaber også et problem for planterne. De bliver lettere syge, og så skal der bruges pesticider.
Hvad angår nedgravning af kemikalier, så er det noget man nu anser for uklogt. Det er faktisk forbudt, mens landbrugets spredning af miljøfremmede stoffer i det åbne land er en strategi, som man agter at videreføre. Og stofferne bliver kraftigere og kraftigere. Nu er det gram pr. hektar man taler om, og det bør ikke berolige. Vi ved f.eks., at landmænds sædkvalitet forringes på grund af pesticider, og at drivhusgartnere har kromosomforandringer i huden af samme grund. Vi ved, at Mariager Fjord døde på grund af for meget kvælstofgødning. Vi ved, at rødspætter får kønsforstyrrelser, fordi havvandet er forurenet med pesticider, som indeholder hormonlignende stoffer. Disse problemer kan vi forholde os til.
Andre problemer kender vi, men kan ikke dokumentere. Alligevel skal vi forholde os til dem, og det går an. Det gælder f.eks. allergier, hvis miljømæssige årsager vi har mistanke til, mens vi ved, at allergi også kan hænge sammen med for lidt friplads til børn i institutionerne og for godt isolerede boliger.
Og vi har mistanke til visse kræftformers kemiske årsag, men bombardementet af kemiske stoffer i hverdagen slører billedet og gør dokumentationen vanskelig. At jorderosion skyldes kunstgødning er vi ret sikre på, fordi kunstgødning udpiner jorden og forringer humuslaget. Men der mangler observationer over lange tidsforløb for, at dokumentationen er i orden. Det bør dog ikke komme kemikalierne til gavn.
Eller den industrialiserede landbrugsproduktions erosion i samme produktions genetiske grundlag. Det har længe lagt op til katastrofer, både her og i den tredje verden. Den kraft, hvormed fremtidige sygdomme og nye resistente bakterier vil ramme og i dag rammer, mangedobles netop, fordi den genetiske ensretning er nået så vidt. Men fordi man har medicin betragtes problemet ikke som et produktionsmæssigt men som et medicinsk problem - med den ironiske dobbeltbetydning, at det faktisk er medicinen, der er problemet. Det er medicinen, som skaber de resistente bakterier, og dermed problemet med resistente bakterier, som rammer mennesker. Det har vi netop set med Salmonella DT 104, men da vi har vidst det længe, måtte både fødevareminister og sundhedsminister fare op og lade som om, de var overraskede.
Og så er der alt det, vi ikke ved, men hvor vi ikke desto mindre er sikre på, at den er gal. Det gælder konsekvenserne af samspillet mellem pesticiderne, mellem pesticiderne og deres nedbrydningsprodukter (metabolitterne) og mellem metabolitterne indbyrdes. Om det har myndighederne besluttet ikke at vide noget - fornuftigt nok. Det er uoverkommeligt. Endelig er der de problemer, som vi slet ikke kender. Alligevel skal vi forholde os til dem, men hvordan gør man det? Kan man overhovedet det?

Udvalgets rapport
Udvalgets arbejde foreligger som en rapport (Betænkning fra Miljøstyrelsen, Nr. 1 1998, Drikkevandsudvalgets betænkning). Rapporten cementerer en række nye miljøpolitiske principper, hvoraf de seks vigtigste nok er, at:
*vores grundvand ikke længere skal være rent
*forureneren ikke skal betale
*der lægges stor vægt på frivillighed
*vi fortsætter med at sprede kunstgødning og pesticider i det åbne land
*vi udpeger områder til produktion af grundvand
*vi godkender pesticider, som vil kunne nå grundvandet
Vand er ikke længere en gave, som kommer oven ned, vand er blevet en produkt, og snart bliver det en vare. Halvdelen af Englands grundvand er ejet af et fransk selskab.
Cementeringen af, at grundvandet - og dermed drikkevandet - ikke længere skal være rent, er et brud med dansk miljøpolitik på to måder. For det første defineres rent grundvand ikke længere som grundvand uden miljøfremmede stoffer, men som grundvand med et indhold under en fastsat grænseværdi. Renhed er altså en politisk beslutning - og til forhandling, og blandt de forhandlingsberettigede er dansk landbrug, og de snakker ind imellem med den agrokemiske industri (Dansk Planteværn).
For det andet skal amterne udpege områder, hvor man geologisk mener, at landbruget kan blive ved med forurene med pesticider og kunstgødning, fordi det skønnes, at der her kun er "lille risiko for, at nitratkoncentrationen i grundvandet overstiger grænseværdierne i overskuelig fremtid, selv om koncentrationen i det vand, der forlader rodzonen er væsentligt over grænseværdien for drikkevand...", som rapporten udtrykker det (min understregning).
Der tales i den forbindelse om at beskytte procent af det danske land mod nedsivning af kvælstof og 20 procent mod pesticider - og det på trods af, at Miljøstyrelsen påstås ikke at godkende pesticider, som kan trænge ned til grundvandet! Det er meningsløst. Tallene er grebet ud at den absolut tomme luft, men så meget styr mener vores forvaltere at have på natur, geologi, kemi og grundvand, at de områder, der skal beskyttes mod nitrat ikke engang er de samme, som skal beskyttes mod pesticider. En planøkologisk forestilling, som overgår, hvad nogen sovjetisk planøkonom har turde drømme om. Helt surrealistisk bliver det, når man læser, at den nødvendige kortlægning skal være udført af amterne, til revisionen af regionplanerne i år 2001. Det har amterne hverken tid eller penge til. Det giver ikke mening, og slet ikke geologisk.
Mening giver det derimod, når udvalget anbefaler, at der arbejdes for, at pesticider skal forhandles i emballage, hvor det ikke kan komme i berøring med sprøjteføreren - omend et lidt sært anliggende for et drikkevandsudvalg. Der må alligevel være noget med de der pesticider.
Myndighederne har i en årrække udpeget særligt følsomme landbrugsområder (SFL), og inden for disse kan landmanden få speciel støtte til miljøvenlige landbrugsformer. Succesen har været ringe, for at sige det mildt, og grunden er enkel. Støttebeløbet for at dyrke miljøvenligt når ikke op på højde med fortjenesten ved at svine, specielt ikke, hvis der ligger en svinefarm i nærheden. Sådanne skal enten købe eller leje jord til at sprede gylle på, og det gør de til svimlende priser. Der spredes nu gylle på arealer, der af myndighederne er udpeget som særligt følsomme. På Mors, hvor antallet af svin er for stort til øen, så man kører gyllen over broerne, er der ganske enkelt ingen ansøgninger inden for SFL-områderne. Så meget for frivilligheden.

Trædemølle må stoppes
Dansk landbrug og den agrokemiske industris strategi med forurening af det danske grundvand, har båret frugt, allerede inden, al vores grundvand er blevet forurenet. Drikkevandsudvalgets betænkning er et skridt i den gale retning: Vand er ikke længere et fælles gode, men noget som er til forhandling. Udvalgets betænkning giver skitsen til en fremtidig fejludvikling inden for landbrug og vandkredsløb.
Hvordan kunne det gå så galt? Fordi man har undladt at gøre noget ved hovedproblemet - det kemibaserede landbrug. Og man har undladt at satse på den eneste holdbare løsning, som er og bliver det økologiske landbrug.
Der har været mange undskyldninger for ikke at lægge om til økologisk drift. Et typisk udsagn har været, at "jeg kan ikke forrente min gård uden brug af pesticider". Til det er svaret: "Så har du købt for dyrt og må sælge billigere, så din efterfølger kan klare forrentningen uden pesticider!" Det svar bør landbruget forholde sig til - også på organisationsplan - for det er ikke deres egen sag længere. Problemet rammer i dag os alle. Og grundvandet. Og Mariager Fjord.
Trædemøllen i landbruget må stoppes, generationsskiftet skal lettes, også for grundvandets skyld, og det kræver, at ejendomspriserne ikke skrues op for hvert eneste ejerskifte. Det bliver de dog alligevel af flere grunde. Når der er svinepest i Holland kan størrelsen på svinefarme og prisen på gyllejord i Danmark pumpes op i gigantiske højder. Men store svinebesætninger fremmer sygdomme, så den manøvre er kun mulig, fordi risikoen er solidt placeret hos skatteyderne. Vi skatteydere betaler, hvis det går galt. Og risikoen for resistente bakterier er opstået, fordi man, for at tjene fire kroner mere pr. gris, har fyldt antibiotika i foderet til raske dyr. Vi betaler, når produktionen bryder sammen, når overinvesteringen krakker, eller besætningen må slås ned. Det er en meget avanceret form for selskabstømning!
Det er ikke kun risikofriheden, men også landbrugsstøtten, som kapitaliserer sig i form af højere ejendomspriser. Da en ejendoms salgspris er bestemt af den forventede fremtidige indtjening, minus kalkuleret risiko (som er deponeret hos skatteyderne) regnes landbrugsstøtten selvfølgelig med i salgsopstillingen. Så selv de skattepenge, vi giver i landbrugsstøtte, fører til oppumpning af ejendomspriserne - dér op, hvor næste generation kun kan klare forrentningen ved overdreven brug af kunstgødning og pesticider! På den måde bidrager skatteydernes støtte til en stadig mere presset landbrugsproduktion - og så vil landbrugets top oven i købet have erstatning, når de samme skatteydere ikke vil have pesticider i deres drikkevand, og grundvand! Det må stoppe.
Sikkerhedsnettet under denne hovedløse grådighed skal væk, og landbrugsjorden må ud af den frie omsættelighed, som allerede Grundtvig mente. Jorden ejer vi alle, dyrkningsretten tildeler vi den frie bonde, men ikke retten til at spekulere prisen derop, hvor kun kemi kan få det til at løbe rundt. Det er forudsætningen for at genetablere den frie, selvstændige og ansvarlige bonde med råderet over egen jord, frigjort fra afhængigheden af den agrokemiske industri og fri for alverdens cirkulærer og kontroller. De farlige stoffer skal simpelthen væk. Det vil sikre landmanden et ordentlig liv, og den øvrige befolkning, mod pesticider i grundvandet.
Den debat skylder landbruget os, men indtil videre har det kemibaserede landbrug effektivt spillet sig selv af banen, hvad angår landbrugets fremtid og samfundsmæssige placering. Derfor må der nu stilles krav, og de fremsynede og initiativrige landbrugere bag det økologiske landbrug må støttes, også rent politisk. For det økologiske landbrug rummer løsningen på det store hovedproblem i dag: Det kemibaserede landbrug.

*Claus Heinberg er geolog, lic.scient, lektor ved Roskilde Universitetscenter.

*Artiklen er en redigeret udgave af Claus Heinbergs indlæg i Det Økologiske Råds Årsrapport: "Bevar Bønderne", udgivet af Det Økologiske Råd og Mellemfolkeligt Samvirke

Betegnelsen "det konventionelle landbrug", som modsætning til det økologiske, er et sprogligt misgreb. Mens det økologiske landbrug nok har eksisteret i 10.000 år, inklusiv de mest succesfulde af dansk landbrugs historie, så har det såkaldt konventionelle kun ca. 40 år på bagen. Det blev introduceret med den billige energi efter Anden Verdenskrig; og i takt med at forbruget af energi, pesticider og kunstgødning er steget, er indholdet af kvalitet, glæde og demokrati i erhvervet faldet.
Alligevel er den rent stoflige produktion, målt i foderenheder, uændret gennem denne 40-årige periode. Det er ikke mere mad, det handler om, når vi taler om kemikaliseringen, men om penge. Dansk landbrug er blevet nogle kemikoncerners måde at hente penge hjem til aktionærerne på, sporene ses i grundvandet. Derfor er det mere præcist at bruge udtrykket "kemibaseret landbrug" i stedet for "konventionelt landbrug", også selv om alle stoffer i denne verden er kemiske.
For vi ved jo godt hvad det er for en kemi, der tænkes på. Det er den kemi, som Sun Chemical (tidligere Kemisk Værk Køge) og Dansk Planteværn (tidligere Dansk Agrokemisk Forening) fremstiller. ch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu