Læsetid: 5 min.

Tankens placebo

9. november 1998

Hvorfor skal vi indpiskes til at tage medicinalindustriens parti ved at kolportere den opfattelse, at menneskelig sygdom alene er et anliggende for biokemisk korrektion

FEEDBACK
Det var dog en herlig pointe Robin Engelhardt sluttede af med i sin artikel om placebo effektens mysterier (26/10). Nemlig at den videnskabelige verden selv ligger under for en slags placebo-effekt. Videnskabelige eksperimenter giver mere ensartede (korrekte) resultater, hvis der foreligger et teoretisk grundlag, der begrunder netop dette resultat. Teorien er altså i grunden at ligne med en mental kalkpille, hvis indtagelse på 'uforklarlig' vis giver eksperimenterne et sundere udfald, helbreder dem. Uforklarlig er sat i anførselstegn, for særlig mærkeligt er det vel strengt taget ikke?
Det er allerede meget længe siden, filosofferne viste os, at det er naivt at tro, at der findes værdifri eksperimentelle observationer. Uanset hvor meget den overbeviste i ånden mener, at 'fakta taler for sig selv', så gælder det snarere, at vi i langt de fleste tilfælde må tro på noget for at kunne se det - eller som det hedder i filosofi-jargon: Observationer er teoriladede.

Ikke så uforståelig
I sig selv er dette altså ikke nyt, men at kalde fænomenet en placebo-effekt er selvfølgelig at føje spot til skade. Erkendelsesprocessen og livsprocessen lider af samme 'svaghed', nemlig at troen i begge tilfælde flytter bjerge, og det kunne jo tyde på, at de to processer er mere beslægtet med eller mere integreret i hinanden, end vi er opdraget til at tro. Og hvis det er rigtigt, så er placebo-effekten vel pludselig ikke så uforståelig. For hvis både tanke og krop er lydhøre over for det, vi tror, hvorfor skulle de så ikke være lydhøre over for hinanden?
Derfor er det noget rod, at Robin Engelhardt i sin optakt til samme udmærkede artikel formulerer sig, som om han deler lægevidenskabens opfattelse af placebo som skinterapi. For placebo er jo kun en skinterapi, hvis menneskelig sygdom virkelig kan defineres som rent biologisk. Hvis derimod vore sygdomme opfattes som koblede til emotionelle eller kognitive traumer, så er en 'psykisk' behandling (f.eks. en tro-på-mig-pille) ikke pr. definition en skinbehandling.
"Placebo-reaktionen kan sagtens opstå hos patienter med reelle sygdomme, idet subjektive symptomer kan forsvinde, mens de objektive forbliver," skriver Engelhardt. Men det er da noget værre vanemøllesnak. Hvorfor er de såkaldt objektive symptomer en bedre indikator for reel sygdom end de subjektive? Hvis et menneske er forpint af smerte men ikke udviser objektivt målelige symptomer, er vedkommende så ikke syg?
Hvis vi indskrænker sygdom til det målbares gebet, må vi så ikke logisk sige, at kærlighed ligeledes kun forefindes, hvis man kan måle den ved blodprøver, hjernescanninger eller andre raffinerede grafer? Med hvilken ret gør vi sygdom til et så enestående fænomen, at det i modsætning til alle andre menneskelige lidelser mister sin legitimitet i fravær af målbare parametre? Hvorfor skal vi med andre ord immer, immer og atter immer indpiskes til at tage medicinalindustriens parti ved at kolportere den opfattelse, at menneskelig sygdom alene er et anliggende for biokemisk korrektion.

Ufatteligt stupidt
Jeg skal nok med godt humør spise alle mine penicillinpiller, hvis jeg igen får halsbetændelse, det er ikke det, der er pointen her. Pointen er, at det er ufatteligt stupidt, når f.eks. en kvinde, jeg kender, der netop har gemmegået en Minnesota kur for at kunne kvitte sit pille- og alkoholmisbrug, bliver presset af sin læge til at gå på lykkepiller den første dag, hun viser sig i hans konsultation.
Placebo diskussionen handler faktisk om, at lægevidenskabens ultra-biologiske sygdomsbegreb undertiden er livsfarligt.
Langt de fleste dårligdomme, vi erhverver hen gennem livets almindelige færden, har at gøre med vildvejene i de vanemæssige dialoger mellem kroppens og oplevelsens verdener. Sådan startede det for os, da vi som nyfødte befandt os i en verden af lugtes og berøringers på en gang frydefulde og afmægtige kvalitet (det ikoniske). Og senere da vi opdagede handlingernes berusende men også katastrofale muligheder (det indeksikale). Og endelig da sproget førte os ind i den virtuelle verden, hvor det, vi ikke oplevede, findes som en drøm, der ikke er meget mindre reel end den drøm, der handler om, hvad vi erindrer, at vi oplevede (det symbolske). Disse ikoniske, indeksikale og symbolske kropsoplevelser udgør lag i vores på en gang kropslige og psykiske konstitution, som er ufravristelige bestanddele af glæde og sorg såvel som af sygdom og sundhed.
Livet igennem er referencen til os selv eller til de andre det centrale. Intet menneskeliv uden reference. Men lægevidenskab og medicinalindustri - forskellen mellem de to er kraftigt truet af den herskende forskningspolitik - er fælles om at udnævne indeksikaliteten (det som Peirce kaldte "brute force") til det eneste interessante. Hvad det ikoniske og symbolske niveau er godt for er ikke deres sag.

Ødelæggende opdeling
Lad os indrømme det. Det er mærkværdigt vanskeligt for os at forstå, hvordan det psykiske liv kan residere i noget så gement som en krop af kød og blod.
Men her er det min påstand, at vanskeligheden hovedsageligt er af teoretisk art. Der er tale om et supereksempel på den allerede nævnte filosofiske indsigt, at teorier bestemmer, hvad vi kan observere, og dermed også hvad vi absolut ikke kan få os selv til at indse. Problemet er teorien om sjæl og legeme som additive størrelser.
Det er denne teori der retfærdiggør, at man teoretisk behandler menneskekroppen som et rent mekanisk biokemisk system og tillader sig at efterlade det psykiske liv som en slags tilføjet flødeskum oven på lagkagen, som psykologerne så kan more sig med. Hvis sjælen derimod ikke er en additiv størrelse men tværtimod en integreret del af kroppens livsform, lige fra den ikke var andet end et befrugtet æg, så er denne opdeling jo fuldstændig ødelæggende for forståelsen af menneskelig sundhed.
Man fristes til at sige korrupt, for den sikrer jo da så nydeligt, at de kompetencer, man som læge har erhvervet, fortsat efterspørges i forskningen, ligesom den sikrer en fortsættelse af det gode samarbejde med en overordentlig gavmild medicinalindustri, uden hvilken karrieren måske ville se knap så glittet ud.
Hvordan kan sjælen være en kropslig ting? Det kan den, hvis livet selv anskues som et biosemiotisk fænomen, dvs. hvis selv den mindste bakterie allerede antages at leve i et univers af tegn og betydninger. Og for en sikkerheds skyld: en sådan opfattelse strider på ingen måde mod alment accepterede fysiske indsigter om vores verden. Den strider alene mod vores fordomme. Her må der stærkere midler til end placebo.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her