Læsetid: 4 min.

Topopgør ender 0-0

30. november 1998

Faxe Kondi® Superliga-topopgør i usigelig kulde ender 0 - 0. Læs alt om det her

Et særsyn af et underligt ensartet bevægelsesmønster blandt de 4.753 fremmødte tilskuere til topopgøret AB - FC København kunne i går opleves i Gladsaxe Idrætspark. Overalt på lægterne begyndte de siddende tilskuere at svaje underligt fra side til side i cirka fire sekunder. Og der var ikke tale om endnu en autonom stemningsgimmick à la Bølgen.
Det var blot stadionspeakeren, der øjeblikket forinden uforvarende havde annonceret, at nogen havde "tabt en mobiltelefon i 'Logen'". I ren refleks mærkede folk efter på lommerne, om den stadig var der, telefonen. Alle på én gang! De kender sikkert godt bevægelsen: Man sidder trangt og kan ikke rejse sig. Nå, men det ser skægt ud, når mange gør det på engang, men det skal nok ses.
Situationen sagde to ting: 1) Der er mange, der ejer en mobiltelefon. 2) Folk er panisk angst for at tabe den og få den misbrugt af fremmede mennesker, der ringer til udlandet i timevis.
Men det havde nu ikke noget med gårsdagens kamp at gøre. Faxe Kondi®Superligaens sidste og 17. runde før vinterpausen var en helt usædvanlig kold oplevelse. En overrumplende, nærmest svinsk isnende fønvind blæste fra nord og ned ad nakken. Mit første rendezvous med Gladsaxe Idrætspark kan meget vel blive mit sidste. Det var ikke nogen succesoplevelse.
Apropos succes - Sølvræven, alias forhenværende AB-træner og kommende cheftræner i FC København Christian Andersen, var til stede på sit gamle stadion. Han havde meget passende og anstændigt sat sig 20 sæder fra FCK's direktør Flemming Østergaard, så der ikke - i hvert fald officielt - fandt en upassende fraternisering sted, som AB-tilhængere kunne tage anstød af. Christian Andersen var velbarberet og (forholdsvis) friseret. Væk var det usoignerede, trætte look og de daggamle skægstubbe, som han ellers har yndet at stille op med på nationalt tv. Måske et symbol på de nye vinde, der blæser i Superligaen. Flere penge og færre skæve indslag. Flere slips, færre korte bukser.

Kampen
Og selve kampen?
Det var jævnt afvekslende underholdning og ingen Brian Laudrup. I de første 15 minutter var det akademikerne, der pressede hårdest på og viste FCK'erne, hvilke støvler, man skal spille med for at få spillet til at flyde.
Det skete gerne, når spillet gik gennem den ufortjent forkætrede Brian Steen Nielsen, teknikeren Jesper Falck og afslutteren Alex Nielsen. Sidstnævnte arbejdede som et damplokomotiv i 1. halvleg. Alene inden for de første fem-syv minutter fik han som effektiv, offensiv createur det passive FCK-forsvar til at ligne kreaturer på en græseng på et maleri på en væg på Statens Museum For Kunst.
I denne første fase af kampen brugte FCK'erne meget energi på at knalde bolden langt, langt op ad banen. At københavnerholdet teknisk befinder sig i superligaens superliga, var der ingen tvivl om. Bolden blev altid ramt rent og præcist, ja, næsten elegant, når de nervøse FCK-fødder i desperation lodsede den ud af farezonen.
FCK's spydspidser, de evigt ivrige Thomas Thorninger og David Nielsen, arbejdede begge vedholdende for at opsnappe tilfældige bolde, og flere gange måtte AB's målmand Jan Hoffmann "gøre sig bred" i nærkampe med David Nielsen. Thorninger og Nielsen var "en kilde til konstant uro i AB-forsvaret", som det hedder i fagsprog.
Chancer var der nok af til begge hold. Men de var som regel af temmelig løs herkomst. I begyndelsen af 2. halvleg havde AB'ernes midtbanespiller Peter Frank for eksempel et pragtflugtning på mål, som FCK's målmand Michael Stensgaard måtte springe langt efter for at sende til hjørnespark.

Mørnet læder
Et kvarter inde i 2. halvleg kunne jeg ikke længere mærke mine tæer. Først hældte jeg en kop skoldhed kaffe ned i svælget for at varme kroppen, men kaffen kunne ikke mærkes længere nede end lige under knæene.
Så hældte jeg kaffe ud over mine skosnuder. Eftersom jeg sad på tribunens bagerste række, var der ikke andre, der kunne se det og reagere på det. Det viste sig, at læderet på mine sko var så mørnet af ælde, at det ikke længere kunne betegnes som vandafvisende. Det betød, at effekten var større i de første fem minutter, fordi sokkerne blev sjasket til, men da den udhældte kaffes temperatur faldt til nul grader, blev det pludselig ekstremt koldt om tæerne.
Så måtte der mere kaffe til. Uheldigvis er størrelsen på en kop stadionkaffe til at overse, og efter ti minutters konstant overpøsning i tre minutters-intervaller var der ikke mere kaffe tilbage.
Behøver jeg at fortælle, at de sidste 20 minutter udviklede sig til et rent kuldehelvede? Jeg måtte forlade stadion i 86. minut, velvidende at i fodbold er intet afgjort før sidste fløjt. Heldigvis endte kampen 0-0, hørte jeg i radioen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her