'The Truman Show' er en originalt tænkt og vittigt gennemført fantasi om den medieskabte virkelighed
NY FILM
Andy Warhols berømte påstand om, at some day each of us will be famous for fifteen minutes, får her et par ekstra drejninger - for at sige det mildt. Der er nemlig tale om en menigmand som du og jeg, der bliver verdensberømt hele livet, takket være mediet med det uhyrlige berømmelses-potentiale, Warhol forudså: tv.
Og nu er jeg allerede ved at røbe for meget, men der er ingen vej udenom. Få af filmens tilskuere vil alligevel efter premieren være i denne anmelders lykkelige situation: at vide så lidt om handlingen, at dens gradvise afsløringer,
pointe og pointe, går lige hjem som de finurlige finter og spøjse spor, de skal være for førstegangstilskueren. Hvem går normalt så jomfrueligt til en film i vor informationsbombede tidsalder?
Men læseren er hermed advaret, hvis man helst vil nyde pointerne uden forudgående beskrivelse.
Herligt bedrag
Men anmelderen kan med sindsro slå fast, at han aldrig har set noget lignende.
The Truman Show er fuld af herligt bedrag og snedige dobbeltbunde - en rigtig drillepind af en film. At den samtidig er en tankevækkende satire over tv-mediets manipulation af publikum og medvirkende, en implicit advarsel mod et tv-herredømme af desværre ikke helt utænkeligt omfang, tager man taknemmeligt med i købet.
Fra starten synges der nogle halvkvædede viser om, hvad der venter. Den rare forsikringsagent Truman er på en eller anden måde led i et tv-eksperiment, hvis rækkevidde han ikke selv fatter. Han bor i Seahaven, på en ø, hvor solen altid skinner, hvis det da ikke lige regner på så mystisk vis, at dråberne kun falder på ham.
I Seahaven er alle venlige og smilende, og Truman er gift med den yderst tolerante og tålmodige Meryl, der kaprede ham, da hans udkårne pludselig måtte rejse væk. Men Truman drømmer stadig om Lauren - og overhovedet om nye udfordringerne og rejsemål i en tilværelse, der altid har været begrænset til Seahavens pastelfarvede idyl.
Nødvendigt oprør
Hvad han kun trinvis erkender er, at han er offer for en sammensværgelse, og i virkeligheden fra fødslen har været hovedperson i sit eget dokumentardrama, skrevet af den almægtige tv-showman Christof.
Alt omkring omkring ham er kulisser, en kunstig, totalisoleret verden opbygget af tv-folkene og befolket med statister og skuespillere, som agerer kone, forældre, bedste ven etc.
Et univers fjernstyret af det koldblodige mesterhjerne med det Kristus-agtige navn Christof, der forlængst har indset, at seerne er blevet trætte af melodramatiske fiktionsopkog og vil have den ægte vare på skærmen.
Så Truman må selvfølgelig gøre oprør mod den fængselstilværelse, han synes dømt til. Og efterhånden følger vi også udviklingen i tv-showets kulissser, hvor man til sidst har sit hyr med at kontrollere Truman, samtidig med at seere overalt i verden hepper på hans flugtforsøg.
Filmen sætter - letbenet og uden moraliserende pegefingre - den moderne voyeurmentalitet på spidsen, den ubetvingelige lyst til at se naboens køleskab og følge vedkommende ind i soveværelset.
Og samtidig forstørrer den en menneskefjendsk medie-manipulation, der allerede trives i fuldt rædselsflor, når tv-selskaber laver forlorne dokumentardramatik med håndplukkede medvirkende, som lokkes til at krænge privat- og sjæleliv ud for åben skærm. Som i TV3's Robinson-ekspedition.
Peter Weirs artisteri
Hvad der kunne være blevet en bombastisk science fiction-advarsel, omskaber Peter Weir til et muntert mareridt i lyse, lette farver, en lettere surrealistisk, detaljepræcis fantasi om det uudholdeligt sukkersøde liv i tv-mediets osteklokke.
Med små indbyggede gys, der velberegnet lader os ane omfanget af sammensværgelsen. Totalbilledet af de pludseligt rådvilde, bevægelses-låste statister med knas i de skjulte høretelefoner blev for mig filmens højdepunkt.
Svagheden ligger i Jim Carreys noget for selvbevidste charme-spil som Truman - han er i mine øjne for geskæftigt sympati-anglende til at blive rigtig rørende. Den komiske stjerneudstråling skygger for middelmanden, der bryder ud.
Og samtidig er det lidt for langt ude, at en hel klode skulle kunne fascineres af et så småborgerligt begivenhedsfattigt liv som Trumans. Nok gennemspiller han et skylddrama omkring sin fars død og oplever en stor forelskelse, men ellers står den mest på trivielle rutiner.
Kun alt for overbevisende er derimod Ed Harris storhedsvanvittige halvgud af en tv-maestro, Christof, komplet med kunstnerisk baskerhue og tænksomme stålbriller. Et magtmenneske af en iskold manipulationskraft, der kan måle sig med præstationens åbenlyse forbillede, Burt Lancasters monstrøse journalist-magnat J. J. Hunsecker i Magtens sødme.
*The Truman Show. Instruktion: Peter Weir. Manuskript: Andrew Niccol. Amerikansk (Grand, Scala, Palads, Bio City, Bio Lyngby, Gladsaxe)
Se også omtalen i 'Det virtuelle Rum' side 12
