En våbenhvile blev bekendtgjort i Paris i går, men bagefter var der vild uenighed mellem parterne om, hvorvidt en aftale var blevet indgået
PARIS - En aftale om våbenstilstand og forestående afslutning på krigen i Congo (tidligere Zaire) blev bekendtgjort ved afslutningen på den fransk-afrikanske topkonference i Paris i weekenden, men der var bagefter vild uenighed mellem parterne om, hvorvidt en aftale faktisk var blevet indgået.
Meddelelsen om aftalen blev givet af FN-generalsekretær Kofi Annan, der deltog i topmødet som observatør. Forhandlingerne om Congo foregik i kulisserne til den fransk-afrikanske topkonference - den 20. i sin art - der havde samlet stats- eller regeringschefer fra ialt 50 lande. Mødets hovedemne var bestræbelserne for kollektiv sikkerhed på det afrikanske kontinent og skabelsen af fredsbevarende systemer.
Annan havde samlet lederne for de seks lande, der er direkte involveret i Congo-konflikten, og meddelte efter forhandlingerne, at de havde lovet at standse fjendtlighederne med omgående virkning, selv om man endnu ikke havde undertegnet nogen skriftlig aftale. Han gav dog udtryk for en vis skepsis, idet han tilføjede:
"Jeg håber, de vil forfølge denne aftale med al nødvendig energi og hast, når de vender hjem. Jeg håber, at de ikke straks skifter mening..."
Kabila vil forsvare sig
Lederne fra Uganda og Sydafrika nægtede over for pressen, at der var sket nogen fremskridt. Den congolesiske præsident, Laurent Kabila, sagde, at der ikke var indgået nogen aftale, men senere sagde han, at der var udarbejdet en foreløbig våbenstilstandsaftale, og at han ville underskrive den. Aftalen ville blive undertegnet i Lusaka, Zambia, omkring den 8. december, sagde han. Parterne forpligtede sig til ikke at angribe, "men hvis vi bliver angrebet, vil vi forsvare os," sagde Kabila.
Ifølge Kabila vil en fuldstændig aftale om tilbagetrækning af udenlandske tropper fra Congo og stationering af en afrikansk fredsstyrke langs grænserne vil Rwanda og Uganda blive udarbejdet ved forhandlinger den 17. og 18. december i Ouagadougou, Burkina Faso, under medvirken af FN og den Afrikanske Enhedsorganisation (OAU).
Ugandas præsident, Yoweri Museveni, bekræftede, at parterne var enige om at "standse fjendtlighederne omgående og undertegne en våbenstilstandsaftale så snart som muligt". Derimod mente han ikke, at det nødvendigvis ville ske i december, for aftalen måtte først udarbejdes.
Rwandas præsident, Pasteur Bizimungu, sagde, at der ingen fremskridt var blevet gjort, og at der først ville blive forhandlet om en våbenstilstand på mødet i Ouagadougou. Han gjorde opmærksom på, at repræsentanter for de congolesiske oprørsstyrker, der kæmper mod Kabila-styret, ikke var indbudt til forhandlingerne, hvilket var den eneste tilbageværende hindring for en standsning af fjendtlighederne.
Den sydafrikanske vicepræsident, Thabo Mbeki, var yderst pessimistisk og sagde, at mødet mellem parterne i Paris ikke havde frembragt hverken nye initiativer eller nye ideer.
Leder på bagsiden