Læsetid: 2 min.

Værnepligten står for skud

18. november 1998

Den Kolde Krig er forbi, og nu vil landets professionelle soldater afkorte værnepligten - både SF og R vil helt afskaffe den

Landets profesionelle soldater ønsker at fastholde den tvungne og socialt brede værnepligt, men er åbne over for at diskutere en afkortelse af tjenestetiden. Udmeldingen kommer som et offensivt modtræk over for Forsvarskommissionens betænkning om forsvarets fremtid, der færdiggøres i dag.
Betænkningen konkluderer, at Danmark ikke vil blive konfronteret med en reel krigstrussel inden for de næste ti år. Det anbefales derfor, at forsvaret i stigende grad bør orientere sig mod internationale opgaver.
Både SF og De Radikale har derfor reageret med et krav om erstatte den tvungne værnepligt med en frivillig ordning. Men det frygter forsvarets fagorganisationer på grund af den sociale balance i den nuværende værnepligt:
"Uden værnepligten vil vi få et kvalitetsproblem i hæren. De unge, som har muligheder for at få andre uddannelser, opfatter det i dag ikke som attraktivt at blive soldat. De unge, der vælger at blive soldat, er ofte dem, som ikke ved, hvad de vil. Og dem, som er dårligst uddannet. Skal der spares på forsvaret, kunne man i stedet overveje at afkorte værnepligtstiden," siger personelofficer i Den Danske Internationale Brigade, John Kierrumgaard til Information.

Frivillig værnepligt
Han bakkes op af forbundsformand for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Svend Erik Larsen: "Hvis der skal spares, burde man overveje at nedprioritere værnepligten, så der blev flere penge til de internationale opgaver."
De radikales forsvarsordfører, Jørgen Estrup, er ikke overbevist om, at den tvungne værnepligt sikrer social balance: "Man burde undersøge muligheden for at suspendere den generelle værnepligt, og i stedet indførte en frivillig ordning. Jeg tror ikke på, at den tvungne værnepligt skaber bredere social rekruttering til forsvaret. Vi skal ikke have en professionel hær, men derimod en ordning, der bygger på frivillighed," siger Jørgen Estrup, og bakkes op af SF's forsvarsordfører, Villy Søvndal, som mener, at en afkortelse af værnepligten ville være at sætte sig mellem to stole.
"Det går jo imod tendensen om, at man vil have en højtuddannet hær, der kan løse internationale opgaver," siger Villy Søvndal, der også vil afskaffe den tvungne værnepligt til fordel for en frivillig ordning.

Mobiliseringstid
Fra højrefløjen lyder helt andre argumenter mod forslaget om at afkorte værnepligten. De Konservatives forsvarsordfører, Hans Engell, mener, at Danmark skal have et højt og effektivt beredskab, selvom truslerne ligger langt ude i fremtiden.
"På trods af de lange varslingstider er det vigtigt, at det danske forsvar til enhver tid er effektivt. Derfor er jeg meget betænkelig ved idéen om at afkorte de værnepligtiges uddannelse," siger Hans Engell, modsiges af personalechefen i Den Internationale Brigade:
"Opstår der så pludselig en mere spændt sikkerhedspolitisk situation, kan de værnepligtige bare komme ind igen og får den resterende uddannelse. Krigsstyrken er jo en mølpose, man kun hiver frem i krisetider," siger John Kierrumgaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her