Læsetid: 5 min.

'Nu ved jeg, hvad jeg vil'

18. november 1998

Maj-Britt Gierahn har på tre år været ansat fire forskellige steder i diverse stillinger - og det har styrket hende fagligt og menneskeligt

FRIE FUGLE
Maj-Britt Gierahn er 32 år, gift og mor til fire. Hun har været har været færdiguddannet desktop publisher i tre år, og siden har hun været ansat fire forskellige steder i vikariater og faste stillinger af kort varighed. Det har givet hende en bred viden og lært hende, hvad hun kan magte fagligt og som menneske
"Det var egentligt et tilfælde, at jeg gik ind til Adecco Vikarbureau, for jeg har aldrig arbejdet for et vikarbureau før. Og det var ikke noget, jeg umiddelbart ville gøre. Men jeg er den type, der vil have noget at lave."
"Jeg kom fra en fast stilling ved Ejendomsavisen i Århus, hvor jeg havde været ansat i halvandet år. Men så skulle de spare, og det var så mig, der røg."
"Da jeg kontaktede Adecco, gik det stærkt. Fra den ene dag til den anden fik jeg det barselsvikariat, jeg er i nu. Og det har jeg ikke fortrudt. For selv om fyringen fra avisen var af økonomiske grunde, så kommer tvivlen altid, når man står i situationen. Også selv om den anbefaling, jeg fik med, var god. Men vi-kariatet har hjulpet mig rigtig meget. Jeg har fået bevist overfor mig selv, hvad jeg kan."

Skeptisk i starten
"I starten var jeg ikke så positiv over at blive ansat gennem et vikarbureau. Jeg vidste ikke, hvor meget jeg ville være sikret, og jeg skulle jo alligevel ud og finde et nyt job efter en begrænset periode. Jeg var bange for, at jeg ville blive splittet mellem Adecco, der er min egentlige arbejdsgiver, og den arbejdsplads, hvor jeg skulle have min daglige gang."
"Men det har vist sig ikke at være noget problem. Jeg er faktisk blevet positivt overrasket. Jeg regnede egentlig med, at jeg var overladt til mig selv, men det har jeg ikke været på samme måde, som da jeg som nyuddannet tog et vikariat hos MD Foods."
"Og der har været nogle situationer, hvor det har været rart at kunne ringe til vikarbureauet, og hvor de kunne redde nogle tråde ud. De har været utrolig søde til at hjælpe, når jeg har ringet og spurgt om de mest umulige ting."

Løbende uddannelse
"Jeg føler også, at jeg har lært meget ved at være rundt forskellige steder. Det er jo en kort uddannelse, jeg har taget. Jeg har kun brugt ni måneder på den, og det var egentlig bare en oplæring i de tre mest elementære programmer plus billedbehandling, typografi og lay out."
"Så derfor synes jeg, det har været godt at have prøvet så mange forskellige job, for jeg følte først, at det var efter uddannelsen, jeg rigtig skulle i gang. Jeg var slet ikke færdiguddannet efter de ni måneder."
"Nu har jeg efterhånden fået en stor indsigt i, hvordan forskellige typer virksomheder arbejder. Plus at det har givet mig en erfaring, jeg kan bruge. Det vikariat, jeg havde hos MD Foods, hjalp mig utrolig meget, da jeg skulle videre, for jeg havde faktisk lært en masse, som jeg også kan trække på i det vikariat, jeg er i nu."
"Så jeg føler, jeg står stærkere, når jeg skal ud og søge job, selv om jeg i starten synes, det var et problem. Altså når jeg skrev mit cv og så på tryk, hvor mange steder, jeg havde været. For hvordan pokker gør man det klart for arbejdsgiverne, at det ikke er min skyld. At det ikke er fordi, jeg er bundumulig."
"Men jeg har faktisk fundet ud af, at det er en force, og at arbejdsgiverne også ser det sådan. For hvis jeg havde været hos Ejendomsavisen alle tre år, hvor mit job var at sætte det redaktionelle stof og annoncerne op, så ville jeg ikke kunne noget som helst."

Intet er sikkert
"Efter mit første vikariat, fik jeg en fast stilling i en virksomhed, hvor jeg skulle starte en DTP-afdeling op. Men efter tre måneder måtte de lukke afdelingen, fordi kunderne ikke dukkede op så hurtigt, som de havde forestillet sig."
"Nu er jeg opdraget med, at et fast job er lykken, men det har faktisk vist sig, at de faste job, jeg har haft, har været utrolig kortvarige og lige så usikre, som et vikariat er."
"Så det er ikke altafgørende for mig længere at få et fast job. Jeg vil sige, at jeg er blevet mere kritisk over hvilke job, jeg vil have, og så betyder det mindre, om det er faste stillinger eller vikariater."
"Ved at have prøvet så meget forskelligt, har jeg efterhånden har fundet ud af, at jeg foretrækker job i marketingafdelingerne, fordi der ikke er så mange ansatte. Så er opgaverne mere alsidige, og man får et større ansvar."
"Og jeg har fundet ud af, at jeg foretrækker at arbejde for små firmaer, fordi der er en tæt kontakt til de andre medarbejdere. Og hvis man laver en brøler, så er man ikke afhængig af, at der er alt for mange led, der har været inde i det. Jeg har også fundet ud af, at jeg om nogle år gerne prøve at styre en DTP-afdeling. Være den, som har det overordnede blik og som har ansvaret for at koordinere opgaverne."

Ved hvad jeg kan
"Det værste er at skulle væk fra kollegerne. Jeg ville utrolig gerne blive her, men det er ikke så meget på grund af arbejdet. Vi har det rigtig godt sammen, men på de andre arbejdspladser, jeg har været, har jeg ikke knyttet mig til nogen, så det er ikke et problem for mig at skifte arbejde så tit. Og jeg tager gerne et vikariat mere."
"Men det kræver selvfølgelig noget af familien, for i det her vikariat har jeg tre timers transport om dagen."
"Og min mand gør rent på fuld tid samtidig med, han læser til teolog, så selvfølgelig er det belastende, at vi ikke har ret meget tid sammen, og at jeg ikke ser børnene så meget. Og de kan da også godt mærke, at jeg pludseligt ikke er der så meget i en periode. Men jeg forsøger at kompensere for det i weekenden, men det giver lidt dårlig samvittighed."
"Men sådan er vores liv altså bare stykket sammen lige nu, og jeg kan godt overskue det, når det er i en kort periode."
"Det her vikariat har gjort mig meget bevist om, hvad jeg kan, og hvad jeg magter. Også som menneske, for jeg har en utrolig lang dag, og alligevel kan jeg få tingene til at hænge sammen. Jeg tror nok, jeg er blevet væsentligt stærkere, og min tro på mig selv er også blevet større i og med, at jeg har bevist overfor mig selv, at jeg kan få mange ting til at hænge sammen."

Dette er den femte artikel i serien om fordele og ulemper ved livet som løsarbejder. De foregående artikler blev bragt 12., 13., 16. og 17. november. Serien fortsætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu