Om Henrik Stangerups forfatterskab
BOGTILLÆG (2. SEKTION)
I Philip Roths Portnoy's Complaint slutter bogen og dens 195 sider lange monolog:
"...It makes me want to scream, the ridiculous disproportion of the guilt! May I? Will that shake them up too much out in the waiting room?... Aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa-aaaa...aaahhhh!!!
PUNCH LINE
So (said the doctor). Now vee may perhaps to begin. Yes?"
Midtvejs i Henrik Stangerups forfatterskab blev den (næsten) selvbiografiske Fjenden i forkøbet (1978) på én gang urskriget og vendepunktet. Nu kunne han måske endelig begynde. Begynde på noget fundamentalt anderledes.
Ved hans død 60 år gammel natten til den 4. juli i år afsluttedes en litterær produktion, der fik i hvert fald: bragt til raseri - ikke så få af dem ude i venteværelset. Vi kender historiens hovedtræk: Fremragende journalistik og essayistik. Sproget. En detektivisk sans for emner. Og skandalerne, som den om faderens nationale forsyndelser under krigen og den om bordelbesøg i Brasilien for statens regning. Alment kulturelt pionérarbejde: Holberg-bøgerne, det brasilianske 'eventyr' Samba (sammen med Erik Bøttzauw og Jesper Høm) og pragtbogen om den flanderske maler Patinir (desværre endnu kun i fransksproget udgave). Filmmanuskripter (til film uden stor succes). Og skandalerne, som dem om skilsmisserne og dem om drikkeriet. Noveller, introduktioner, redaktioner, som PH-kavalkaden Vi er selv historie og en endnu nærmest uopdaget evolutions-debatbog med et enormt vingesus: Naturens historiefortællere (sammen med Niels Bonde og Jesper Hoffmeyer). Og skandalerne, som den skrækkelige politiske incorrectness, flirten med katolicismen (modbilledet til alt dansk) og den offentlige udhængning af navngivne personer, endog af familiemedlemmer.
Nu hvor han er død vil der ske en udvaskning. Noget, også gode ting, vil synke væk og glemmes i antikvariater og som makulatur, skandalehistorierne vil uddø med de sidste medpassagerer på dødsruten, og de politiske bêtiser taler allerede ingen om (for han fik jo ret i så meget). Hermed er også en del af essayistikken et overstået kapitel.
Midt ned gennem forfatterskabet går den række bøger, han kaldte 'romaner' på titelbladet. Der er syv: Slangen i brystet (1969), Løgn over løgn (1971), Manden der ville være skyldig (1973), Fjenden i forkøbet (1978), Vejen til Lagoa Santa (1981), Det er svært at dø i Dieppe (1985) og Broder Jacob (1991)
Hvordan vil det gå med dem?
I verden i almindelighed og selv indenfor det, vi betegner med ordet "kunst", er dyrkelsen af det populære, det der giver penge og prestige, jo skræmmende udbredt.
Skræmmende, fordi der består en - vist dybest set uudgrundelig - modsætning mellem popularitet, penge, prestige og - sandhed. Indenfor kunsten er denne modsætning, synes jeg, med få lykkelige undtagelser nærmest uoverstigelig.
Men det der slår én, når man åbner en af Henrik Stangerups romaner, er først og fremmest viljen til sandhed. Den ytrer sig på mange måder: Accepten af at udstille sig selv. Den sirligt pedantiske omhu med alle detaljers dokumentariske korrekthed i miljøskildringer. Fravalget af prøvede stil- og opbygningsprincipper, af den måde 'man' - det foragtede 'man' - skriver romaner på. Dermed også accepten af, om fornødent at skrive tungt, svært læseligt. Det Stangerup vinder ved disse 'ofre' er, at hans romaner redder sig ud af det behagesyges, det facilt anglendes og det opblæstes kategori, ja kort sagt ud udenfor den kunst og det samfund, der forlængst er kommet til at ligne en stor theme- & event-park.
De tre første romaner handler på sin vis om Stangerup selv. Men på en særlig måde. I den fjerde roman Fjenden i forkøbet lægger han frem, at de tre forudgående romaner var en art terapi, et forsøg på at besværge nogle private problemer, inden at andre - fjenden - opdagede dem. Dette private formål rokker på ingen måde ved bøgernes kvalitet. Deres fortællinger om en mandlig hovedpersons nedtur holder én fast.
I Slangen i brystet med detektivisk energi til sidste side: hvorfor går hovedpersonens forhold til samfundet - virkeligheden (?) - i opløsning? Spørgsmålet besvares ikke. Utilfredsstillende for en rent æstetisk indstillet læser, måske, men tilfredsstillende som rapport fra virkeligheden, hvor spørgsmål som bekendt ikke altid besvares.
I Løgn over løgn knugende indadvendt i en fortælling udenom en fortælling: en bog i tredje person ental om en filminstruktør, der går i hundene af fremmedgjorthed i mediernes løgneverden, omgivet af overvejelser i første person ental, bogens fiktive forfatter gør sig om sin egen delagtighed i denne løgn (formodentlig identiske med eller usynligt yderligere omgivet af lignende overvejelser gjort af forfatter Stangerup om at være den mediebevidste 'forfatteren Henrik Stangerup'). Også her står hovedpersonerne i et pinagtigt ikke-forhold til samfundet og dets virkelighed.
Og endelig i fremtidsromanen Manden der ville være skyldig om behandler-samfundet, et diktatur uden diktator, styret mildt men ubøjeligt af alle de mange, hjælperne, der hinsides enhver tvivl bedst ved, hvad der er det rette for deres medmennesker. En parodi på de skandinaviske tryghedssamfund, der fik ganske betydelig indflydelse på den politiske meningsdannelse i Danmark i 70'erne.
Det, de tre romaner privat havde været terapi for, var Stangerups helt specielle (men nok på et højere plan mere end individuelt gyldige) barndomsoplevelse af faderens, professor Hakon Stangerups, kamp mod sine mange fjender, der især frydefuldt mindedes hans dumt tyskvenlige holdning i de første krigsår.
Livet i familien med de mange usynlige fjender var knugende og uforløst. Forældrene stred heroisk for igen at opnå 'anerkendelse', men samtidig var pariarollen et unævneligt tabu, når børnene var tilstede. Allerede for drengen Henrik var dét, at høre til i og høre sammen med 'samfundet', noget meget langt fra selvfølgeligt. Han var udelukket, ergo måtte han være skyldig i noget.
De tre bøger havde nu givet ham en eksistens, en plads i samfundet, og han havde gjort sin uforklarede skyldfølelse og sine private fobier til noget opdigtet: Noget der stod - ganske vist kun fuldt dechifrerbart for ham selv - som ord på papir i hans romaner:
"Jeg troede jeg var blevet usårlig, at jeg altid ville være i stand til at komme fjenden i forkøbet...Tre gange havde jeg med held manet mine indre dæmoner bort..."
Men så gik det jo helt galt: Stangerup havde fået den i sig selv geniale filmidé, at overføre Holbergs Erasmus Montanus til et brasiliansk 1600-tals miljø (hvor idéen, om bøndernes tro på at jorden er "flak som en pandekage" med indfødte skuespillere, ville virke helt plausibel - modsat vor kongelige scenes teater-bønder). Filmen blev en publikumsfiasko af dimensioner. Stangerups druk- og nedture og raserianfald mod alt og alle tog voldsomt til. Ægteskabet med den dejlige og åndsbeslægtede Lotte Tarp røg sig en tur. Og endelig døde Hakon Stangerup:
"Foran den tomme pejs sad de forpinte hovedpersoner fra mine tre romaner på hug og blev ved med at se på mig med medlidende og alligevel iskoldt registrerende reporterøjne. Så sagde de som med én mund:
- Din tur, gamle dreng!..."
Henrik Stangerup havnede i møget. Men da alt var allerværst, fiskede den ludfattige, men generøse, ældre kollega, Elsa Gress, ham op og skaffede ham et asyl i sit kunstnerkollektiv på Marienborg på Møn, kaldet 'De-center' (også Elsa Gress havde vendt ryggen til samfundets mere forløjede idéer, indbefattet kulturcentre osv.). Her nærmest tvang hun ham til at skrive sig ud af krisen.
Resultatet blev Fjenden i forkøbet, nok Stangerups mest forskelligt vurderede bog. Af nogle rost til skyerne som hans bedste og som den bedste danske bog i bekendelsesgenren siden Ewald. Af andre set som en utilgivelig platitude. Stangerup var selv til det sidste nærmest negativ og ønskede ingen genudgivelse.
Selve handlingen - Stangerups liv som dreng med de usynlige fjender, som voksen med debatten om samfundets misére, med forfatterskabet om "retten til ikke at høre til", med det intelligente Frankrig og det eksotiske Brasilien - er spændende "som nogen roman". Visse afsnit, bl.a. om kostskolelivet, om en religiøs vækkelse i puberteten, hvor han blev 'torchbearer', og om adskillige brasilianske bordelbesøg, er stor humor for fuld udblæsning. Skildringen af nedturen er med sine kliniske observationer båret af en indædt og hypnotiserende sandhedsvilje. Temaer som Mefisto-Faust, identitetsbytte og dobbeltgængeri gennemspilles flot.
Alligevel føler i hvert fald jeg en vis udmattelse ved bogen. Dens sproglige energi er enorm, men netop deri ligger nok skavanken: Det er svært at holde fast i nydelsen af en musik, der i timevis er "stürmisch-bewegt, forte fortissimo". Derfor ser jeg, trods det anførte, mere romanen som et primalskrig, som et fortvivlelsens - ganske vist temmelig velartikulerede - brøl, hvis vigtigste funktion var, at Henrik Stangerup kom nogenlunde helskindet 'ud på den anden side'.
And so, vee might perhaps to begin.
Stangerups liv er jo ikke nogen solstrålehistorie i den forstand, at nu blev alt godt. Men efter Fjenden fik han lange perioder med afklaret arbejdsro ind imellem nedturene. Og der blev tale om en ny begyndelse for ham som forfatter, efter at han med de tre første romaner nærmest havde skrevet sig selv op i et hjørne.
De tre romaner, der nu fulgte, og som sammen med yderligere essayistik og erindringsbogen om moderen kom til at afslutte forfatterskabet, blev overraskende anderledes. Ikke sådan at tematikken fra de første bøger nu udskiftedes. Men den blev gennemspillet i et langt større register. I stedet for den halvt hårdkogte og halvt hudløse stil og de moderne københavnske og pariser-danske miljøer blev perspektivet historisk, scenen hele det gamle Vesteuropa og Syd- og Mellemamerika, og tonen og tempoet rigere på nuancer. Og helt fundamentalt: Hovedfigurerne var ikke længere inkarnationer af forfatteren, men almene, arketypiske personer.
Romanerne er modelleret over de tre kierkegaardske stadier, det æstetiske, det etiske og det religiøse. De udgør samlet en trilogi om tre outsidere i danmarkshistorien, etikeren, videnskabsmanden P.V. Lund, æstetikeren P.L. Møller - begge fra persongalleriet omkring Søren Kierkegaard - og reformationstidsfiguren, Kristian d. 2's yngre bror, fransiskaneren Jacob, kaldet "den Danske". De bygger alle tre på en minutiøs research, hvad man ikke skal lade sig narre af. Selvom et væld af biografiske data er korrekte, er der ikke tale om biografier, men om den slags gode løgnehistorier, som rigtige romaner efter den stangerupske æstetik lever af.
Trilogien har sin egen stil, hvor tider, steder og endog af og til personerne flyder sammen, mest gennemført i Broder Jacob, hvor man i lange partier egentlig er alle steder i tidsforløbet på én gang. Som hovedregel dog en fremadskridende fortælling iblandet flash backs og flash forwards.
Der tales i tredje person ental, men vi får personernes tanker, halvt ufærdige tankebilleder, følelser og drømme med. Gennem denne stream of (figur- og forfatter-) consciousness, hvor man kan spadsere ved de københavnske søer, for så pludselig, ganske uformidlet, at være i Paris ved Seinen, og så igen tilbage, men (måske?) ved en anden lejlighed, løber historiernes lange linier, snart båret oppe af parallelitet i enkeltafsnittenes indre struktur, snart af små ledemotiver, snart af hele (næsten) identisk tilbagevendende afsnit. I dansk litteratur er lignende teknikker forekommet, om end selvfølgelig mindre radikalt, f.eks. i Improvisatoren af H.C. Andersen og i Fra Piazza del Popolo af Bergsøe. Det er en stil, som bringer teksten tæt på virkelighedens oplevelsesforløb, fulde, som de er, af uforklarede elementer og af tanker, der 'blæser hvorhen de vil'.
I Broder Jacob afløses tredje person ental periodevis af en antydet, halvt fingeret dialog, med brug af første person eller med en snedig fusion mellem første og person person: 'jeg' eller 'han', og nogle steder eksploderer jeg'et i mange forskellige personer.
Lund-bogen, Vejen til Lagoa Santa, følger en dansk videnskabsmand, der efter at have gjort en række knoglefund i Brasilien i 1830'erne og 40'erne frygter, at der er noget helt galt med den bibelske skabelsesmyte og halvt om halvt aner det blodbad mellem arterne, Darwin senere skulle beskrive, hvor de stærke tramper de svagere ned. Lund kommer midtvejs i livet ud for et uforklarligt sammenbrud, der handlingslammer ham som personerne i Bunuel-filmen Morderenglen. Trods pakkede kufferter kan han ikke tage sig sammen til at rejse hjem til Danmark, ja i lange tider end ikke til blot at bevæge sig ud af sit hus. Temaer i romanen er modstillingen af europæerens skinrationalitet og brasil-negrenes åndedyrkelse, den udvandredes længsel efter sit guldalder-Danmark, arbejdsmenneskets fortrængte kærlighedslængsel og seksualitet og de menneskelige idéers kortvarige stråleglans. Ved Lunds død anvendes hans bibliotek til de indfødtes fyrværkeriproduktion, og så:
"...efter mørkets frembrud eksploderer raketterne... over søen. Dér bliver Blainvilles Ostéographie til en spruttende sol, dér er det von Humboldts Kosmos i to tykke bind, der falder i en regn af lilla, dér udvikler Darwin sig til en tvillingesol, mens ... Cuviers Discours bliver til en fuser der drukner i sivene. Schouws Plantegeografi med Atlas stiger så højt op mod himlen at den forsvinder med et hyl som fra en stukken gris..."
Bogen om Møller, hvis titel, Det er svært at dø i Dieppe, er taget fra et af P.L. Møllers breve, skildrer den lovende æstet, som producerede nogle af de bedste litterære analyser, der er skrevet på dansk før Brandes, men som langsomt brændte ud i selvvalgt eksil og fattigdom i Frankrig. Stangerup spørger aldrig, hvorfor Møller gik i hundene, men det uudtalte spørgsmål føles mere og mere brændende for hver side, dette dybt irrationelle livsforløb oprulles. En række 'moraliserende' svar tilbyder sig under læsningen: Møller er simpelthen ond. Han er kvindeforagter. Libertiner. Kold. Bordellist. Men disse skin-svar er jo bare omskrivninger af problemet. Og en kun lige netop skitseret barndomskonflikt i forhold til den følelseskolde moder kan næppe bære al skylden.
Møller er både en skarp og nådesløs polemiker og en ensom drømmer - en fantast. Han søger - og har dyb sans for - livspoesien. For hans øjne forvandles en gammel, tandløs luder til en oehlenschlägersk gudinde og hendes håndvask - en klinket suppeterrin - til en marmorsvane med guldhaner,
"...hvorfra Nilen strømmer med det klareste, sprudlende champagnevand."
Men samtidig er hans forhold til andre mennesker, og især da til kvinder, rent forbrug, hvor han ikke så meget som et sekund ønsker et dybere forbund. Undervejs i dérouten afviser han adskillige redningsforsøg med spot uden bagefter at angre det. Det nærmeste, han kommer til at beklage sin højst selvvalgte egen skæbne, er titel-ordene. Som sin prototype Don Juan har han et 'fast hjerte' i brystet.
Romanen deler en række temaer med Fjenden i forkøbet, identitetsbyttet og dobbeltgængeriet bl.a., og ligesom dén kan den trætte ved helt umådeholden opdyngning af effekter. Møllers seksuelle appetit f.eks. er udpræget til det ulækre, og skildringen af lortespiseri kunne jeg (snerpet som jeg er) godt have undværet. Alligevel lykkes det Stangerup med 'Møller'-bogen at give et majestætisk kulsort billede af en samfunds-foragter, og altså uden at falde for fristelsen til at komme med 'forklaringer' på denne gådefulde skifting.
Broder Jacobs hovedperson, hvis skæbne først er blevet kendt af danske historikere for forholdsvis nylig, gik som ganske ung prins ind i fransiskanerordenens anonymitet. Disputerede mod de protestantiske reformatorer, men blev som så mange andre fordrevet fra Danmark. Rejste (som første kendte dansker) til Den nye Verden. Stiftede kirker, klostre og grundlagde byer i Mexico, hvor han stadig hædres. Pådrog sig kirkens vrede ved som den første at gå ind for, at indianere kunne præstevies, blev angrebet af præsterne og fordrevet til et afsides kloster, hvor han døde 83 år gammel.
Broder Jacob er nok Stangerups sværest læselige bog. Fornemmelsen af tid og sted er ofte ophævet. Personerne - og tanker eller drømme om dem - flyder ind i hinanden. Og Stangerup benytter rundhåndet betegnelser og citater på fransk, spansk, latin og sågar taraskerindiansk. (Jeg håber, at man ved fremtidige udgaver vil ofre nogle sider på citatoversættelser mv.). Til gengæld er sproget smukt og rigt. Bogen bør altså læses langsomt, nærmest som et stort digt.
Der er ikke tale om en 'religiøs' bog. Det er Jacobs liv og kampe, der er temaet. Han møder hadet til 'det (de) fremmede': i protestanternes uddrivelse af tiggermunkene, i de spanske katolikkers jødeforfølgelser og i de mexicanske jordejeres og præsters foragt for indianerne. Han bærer på en længsel efter et samfund bygget på medmenneskelighed og ligeværd, betages ved læsningen af Thomas Mores Utopia, som han ser lyslevende virkeliggjort i taraskerindianernes samfundsordning, men oplever også den ødelæggelse som både kirken og munkevæsenet bringer med sig. Bogens sidste del kredser om de spørgsmål indianerne stiller til munkene, bl.a.:
"Har de ret i, at vores kutter er ligklæder, brødre?"
"Var vi, som de siger, aldrig børn, brødre?"
"Havde vi ingen mødre?",
og det værste af alle, der slutter bogen:
"Kom vi fra Helvede, broder?"
Broder Jacob er altså lige så lidt som trilogiens to første bind en 'løsningernes bog' - selv i en kirke kan man kun midlertidigt være i fred for 'det onde'. Som to andre store danske værker Kongens fald og Stygge Krumpen har bogen Reformationens malstrøm som baggrund og skildrer det tænkende og tvivlende menneske overfor idioternes, egoisternes og de feje, medløberes regimente. Denne skildring, isprængt stilistiske pragtstykker, som afsnittet om Claus Bergs altertavle i Odense og om billedstormen ("Kalk på!") med de næsten disneyske vandrende kalkspande, er så sat overfor det rolige, muntre missionsarbejde i "Ny Spanien" og de mexicanske naturskildringer. Et særligt tema er ondskaben: drengene, der leger Ingenting:
"At ingenting er. Ingen Himmel, ingen Jord, ingen sten, der er kun dig og mig, og for mig er du ingenting ligesom jeg er ingenting for dig. Så kan vi gøre lige hvad vi har lyst til med hinanden...og ingen vil straffe os fordi der ingen er i hele verden. (...)...svimmel måtte Jacob tage om en sten eller grave med fingrene i jorden for at mærke at noget var til."
Eller Broder Jacob, der bestiger aztekernes solpyramide og ser offerstedet:
"...og han hører skrigene fra alle de ofrede. Hvis ofrene da overhovedet skreg? Måske følte de det var det mest naturlige af verden at blive ofret? Smilede de som forheksede i deres trance?"
Eller parodien på Vor Gud han er så fast en borg, ved Jacobs besøg på en borg ved Rhinen under Luthers bondemassakrer, hvor salmens Burg, Wehr og Waffen bliver ledemotiver i et kannibalistisk orgie af østfrontformat.
Stangerups tre første og tre sidste romaner er blevet oversat og er udkommet i en lang række lande. Det ser ud til, at det vil gå dem rigtig godt dér.
Men hvordan vil det gå i Danmark?
Forfattere fristes som næsten alle offentlige personer så let til at hugge komplicerede hæle og klippe provokerende tæer. Budskabet bliver standardiseret og til sidst identisk med det gammelkendte. Sådan ville Stangerup det ikke. Hans position 'udenfor' og hans gådefuldt-stædige vilje til sandhed førte ham til det komplicerede og provokerende, men også med trilogien til "something rich and strange," der trods alt, ligesom sandhed er en mangelvare. Derfor vil han nok alligevel en skønne dag med sit smukke skæve smil indtage sin plads mellem Dansk Litteraturs andre forhenværende provoer og outsidere, Holberg (norsk), Oehlenschläger (tysk), Goldschmidt (jøde) osv.
*Henrik Nebelong (f. 1944) er medstifter og -indehaver af det dansk-tyske advokatfirma Nebelong & Partnere. Han har oversat og kommenteret Wagners 'Mestersangerne' og 'Ringen'. Henrik Nebelong tilhørte kredsen omkring Elsa Gress og var ven med Henrik Stangerup
