Læsetid: 6 min.

'Hvis jeg vinder, er jeg virkelig i vanskeligheder'

3. november 1998

Den 79-årige republikanske kandidat ved Sentatsvalget i Vermont, Fred Tuttle, er i knibe: Han vil ikke vælges. Derfor stemmer han også på sin modkandidat

Folkets mand
RANDOLPH, Vermont - Sikke en kandidat til USA's Senat!
En moden kvinde i blå overalls og en baseball-kastet med Fred indskrevet i fede, hvide bogstaver træder ind i den lokale Pizza Hut og bliver straks begejstret ved synet af senatskandidat Fred Tuttle.
"Fred," udbryder Janet Osha i en skinger stemme. "Du får min støtte på tirsdag. Jeg vil stemme med mit hjerte, ikke efter den sunde fornuft."
Den 79-årige republikanske kandidat, som har været farmer hele sit liv og nu lever af en pension på 8.000 dollar om året, sukker dybt. Fred ved ikke rigtigt, hvad han skal sige. Han er faktisk i en alvorlig knibe. Han vil ikke til Washington. Det hele beror på en misforståelse.
"Jeg har i sinde at stemme på min ærede modstander, demokraten Patrick Leahy. Det siger min kone, jeg skal gøre. Han har gjort et godt stykke arbejde i Senatet i de sidste 24 år. Den slags er han bedre til end jeg," forklarer Fred Tuttle Informations udsendte i en næsten uforståelig landbo-dialekt.

Alle tiders karl
Men Fred er en super populær skikkelse i Vermont og kan måske gøre det umulige.
"Jeg tror, han har en chance for at slå mig," bemærker senator Patrick Leahy halvt seriøst i et interview med Information. "Han er alle tiders karl. Alle i staten holder meget af ham. Fred er ærlig og siger altid, hvad han mener."
Nej, dette års senatsvalg i Vermont er ikke en spøg, men ramme alvor. Statens indbyggere elsker deres simple bondemand, som kun har syv års skoleuddannelse og blev filmstjerne ved at spille sig selv i en alder af 73. Ikke fordi Fred Tuttle tilbyder et konkret politisk program, men fordi han repræsenterer noget, som Vermont frygter at miste: En afslappet og landlig livsstil.

Spillede sig selv i film
Fred er kort sagt en mand af folket. Én, der med andre ord vil blive en fortræffelig repræsentant for Vermonts interesser i USA's Senat.
Historien om Fred Tuttles indtræden i amerikansk landspolitik er mildt sagt uortodoks.
Da anti-politikeren og milliardæren Ross Perot stillede op under præsidentvalget i 1992, fik Freds unge nabo John O'Brien idéen at lave en spillefilm om en fattig gårdmand, der beslutter sig til at udfordre det siddende kongresmedlem fra Vermont.
"Jeg har haft tre hjerteanfald og en knæoperation og kan ikke længere arbejde på gården. Det må da være noget for mig at tjene 80.000 dollar om året i Washington," siger Fred, der spiller sig selv.
Han vinder valget med én stemme.

Film blev til virkelighed
Men instruktør John O'Brien kunne ikke få distribueret sin film Man with a Plan. "Ingen var interesseret. Så vi måtte selv sende filmen i omløb.
Den blev desværre elendigt modtaget på uafhængige filmfestivaler, så jeg valgte at distribuere den som video her i Vermont i 1996. Det gik bragende godt," husker han.
Stadig var hverken biografer eller tv-kanaler uden for staten villige til at transmittere den underholdende og komiske satire om farmeren Fred Tuttles spektakulære indtræden i politik.
"Den eneste vej frem var at få Fred til at legemeliggøre, hvad han udretter i filmen. Gøre det fiktive til realitet," forklarer John O'Brien under vores samtale i Randolphs Pizza Hut.
En lejlighed bød sig, da en hovedrig forretningsrådgiver fra Cambridge i Massachusetts sidste år meldte sig som senatskandidat i Vermonts republikanske primærvalg. 'Outsideren' Jack McMullen sprudlede med idéer om Vermonts behov for at investerere i høj-teknologi via skattelettelser og tilpasse skolerne erhvervslivets interesser.
Men han havde overset én ting: At det bjergrige Vermonts indbyggere elsker at hade folk, der kommer udefra - de såkaldte flatlanders.
"McMullen havde ikke udrettet noget for vores stat. Han dukkede op og erklærede: Jeg vil være senator. Det kan vi ikke lide heroppe. Så folk protesterede og stemte på Fred, der har arbejdet her hele sit liv," siger demokratiske senator Patrick Leahy.

Kopatter i valgkampen
McMullen spenderede 230.000 dollar ud af sin egen formue under det republikanske primærvalg i september og blev gjort tyk nar af i medierne. Under en debat med Fred, som til forveksling mindede om den fiktive debat i filmen, kunne han ikke svare, hvor mange patter en ko har på sit yver. Han kunne heller ikke udtale flere af Vermonts franske bynavne på amerikansk.
Fred slog den chokerede outsider med 28.000 mod 23.000 stemmer. I dag er McMullen kommet over de bitre erfaringer, har slået sig ned i Vermont og blevet en lederfigur i det lokale republikanske parti.
"Jeg tabte, fordi 12.000 demokrater gik ind og stemte i det åbne republikanske primærvalg. Det var en trojansk hest sendt af O'Brien og hans ven senator Leahy," siger han til Information.

Modkandidat elsker Fred
Ikke alle vermontere fryder sig over episoden.
"I stedet for at lytte til McMullens idéer fremstillede man ham i karikatur. Mange af vores folkevalgte politikere er indvandret fra andre stater," indvender møbelsnedker Lauritz Larsen, født i Ohio.
Fred Tuttle og John O'Brien har derimod grund til at glæde sig. Deres spillefilm har fået vinger at flyve med. Forleden blev den efter mange års ventetid endelig vist på USA's public television, og endda velmodtaget af kritikerne.
Siden har den usædvanlige republikanske senatskandidat fra Vermont været fremtrædende omtalt i landsaviser og optrådt på USA's mest populære tv-programmer.
Freds valgkamp mod siddende senator Leahy har været lige så original som i spillefilmen. De optræder ofte sammen på skoler og festivaler, hvor den ældre bondemand opfordrer folk til at stemme på senatoren. Alle synes, det er vældigt sjovt. "Jeg elsker Fred. Sådan en gutterman," siger Leahy til Information.
Adspurgt om han har et politisk program, svarer Fred Tuttle: "Næ, ikke rigtigt. Jeg vil gerne gøre noget for landbruget, der er i krise. Det ville også være godt at skaffe penge i Washington til at bygge nogle bedre broer her i amtet."

Konen vil ikke med
Præcist det samme siger kandidaten Fred i Man with a Plan fra 1992.
Fred tror ikke, at han vinder. "Hvis jeg vinder, er jeg virkeligt i vanskeligheder. Dottie, min hustru, vil ikke med til Washington. Hvad skal jeg gøre," spørger han John O'Brien tværs over bordet.
"Vi anmoder dem om at tælle stemmerne om. Du kan også sige nej tak og bede guvernøren om at udpege en stedfortræder og udskrive valg igen. Det går nok," svarer O'Brien, hvis ansigt og fremturing til forveksling ligner Bob Dylans i en yngre udgave.
Men Fred er ikke glad for situationen.
"Jeg er nervøs ved dette her," mumler han.
O'Briens plan ser pludselig ud til at være vokset ud over begge deres hoveder. "Jeg havde regnet med, at Fred ville slå McMullen, men hvis han gør nummeret efter mod Leahy, er situationen helt ude af kontrol," indrømmer den unge filminstruktør.

Vælgere vil have Fred
Janet Osha, den modne kvinde, har nu fået sin bestilte pizza og stryger igen forbi vores bord. "Lad os allesammen stemme på Fred. Det er en protest. Tingene i Washington skal ændres," griner hun.
O'Brien forsvarer sin pr-strategi. "Vælgerne klager altid over, at der er politisk korruption i Washington. Nu har de chancen for at stemme på en outsider. Og i øvrigt - Ronald Reagan brugte også sin filmkarriere til at gå ind i politik."
"Men der er selvfølgelig en vigtig forskel: Fred siger, at han ikke har lyst til at gå ind i politik."
Eller hvad?

Leder på bagsiden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu