Jeg har ikke noget svar. Jeg er selv et postmodernistisk menneske. Jeg kan analysere alt helt ned til bunden, men jeg kan ikke bygge noget op
VIDENSKAB
Videnskaben er, relativt i hvert fald, objektiv. Den forklarer os, hvorledes tingene virker, og den strækker sine mikroskoper langt ind i den sociale, økonomiske, politiske og psykiske virkelighed. For så vidt kan man sige, at mens menneskeheden før bestod af det oplevende og indlevende menneske, består den i dag af det iagttagende, objektiverende og teoretiske menneske. Dette gælder i hvert fald mange videnskabsmænd og såkaldte akademiske mennesker. At være sammen med dem bliver tilsvarende interessant og kedsommeligt.
Den virkelighed, som videnskaben analyserer, bliver en genstand, og som genstand omtolkes den til nogen andet: Årsag og virkning, love, skueprocesser, kvanter. Al gammel virkelighed falder for dens rationalitet: Undere og mirakler, nisser, trolde og engle, gud. Tingenes mystik.
I én sammenhæng falder videnskaben ud af sin egen objektivitet: Når den konfronteres med sine egne forudsætninger, de første betingelser, den objektive verdens skjulte start. På en måde gør dette forhold sig gældende hele vejen igennem. Hvad det grundlæggende er, som vi ser opføre sig på denne eller hin måde, ved vi ikke.
Men måske er det forkert at stille spørgsmålet. Subjektivt lever mennesker i forskellige mytiske, videnskabelige, religiøse eller blot traditionelle virkeligheder. Disse virkeligheders betydning er, at de leverer værdier, følelsesmæssige tilknytningspunkter, familiære og sociale tryghedssfærer, som tjener som vejvisere, moralske ledestjerner, fikspunkter i en kaotisk og evigt foranderlig virkelighed.
Dyrene har deres genetiske system, som garanterer hvert dyr en nedarvet adfærd, erhvervet gennem udviklingshistoriens lange og trange ophobede erfaring af omgivelserne og evnen til at tilpasse sig dem. Denne genetiske arv er så rigid, at dyrene synes at leve lykkeligt før syndefaldet.
Accept eller forkastelse
På mange punkter er også mennesket udleveret til sin genetiske arv, men på afgørende punkter har det løsrevet sig derfra. Derfor må mennesket tilegne sig andre styringsmekanismer, hvis det ikke skal gå helt til grunde i kaos og forvirring. Sådanne styringsmekanismer er bl. a. de gamle såkaldte naturreligioner, der spinder mennesket ind i et et net af bud og forbud, tabuer og frygtindgydende kræfter og elementer, altsammen vævet ind i det sociale livs tvingende krav om accept, ellers forkastelse.
I de såkaldte højere kulturer, hvor mennesket har et bedre greb om produktionsmidlerne og opnår en større luksus og derfor føler sig mere ovenpå, slår de gamle naturreligioner ikke til, selv om de overlever i menneskenes bevidsthed i langt større omfang, end vi normalt gør os klart. I disse kulturer, hvor i hvert fald de europæiske mennesker opfatter sig selv som frie og rationelle (egt. en modsætning), er det tankestrukturer, der skal erstatte naturreligionerne. Eller blandingsformer mellem naturreligioner og tankestrukturer.
For at nævne de to vigtigste i Europa, platonsk tænkning og kristendommen. Som eksempel kan man tage Indre Mission - eller Jehovas Vidner. Et forestillingssystem med gud, frelse og fortabelse, en forklaring på verdens opkomst, forløb og ende, et truende og belønnende moralkodeks, der med ubetingede krav holder den enkelte fastknuget i snævre menigheder, hvor den sociale accept og forkastelse helt holder trit med den guddommelige. Det virker.
Konfronteret med videnskaben holder ingen af forestillingerne stik. De tekster, der bygges på, er relative og holder ikke stand overfor en historisk optrævling. Forestillingerne, dem allesammen, frelse, fortabelse, undere, nåde, helligånd, treenighed, gud, i videnskabelig og sproganalytisk forstand er de meningsløse.
Subjektivt er deres slagkraft i de enkelte menneskers sind og sociale liv åbenbar for enhver. Objektivt kan de ikke forbindes med noget, der er virkeligt.
Med den vigtigste religion i Europa, det attende århundredes rationalisme med dybe rødder hos Sokrates, Platon og Aristoteles, står det ikke bedre til. Ifølge den er menneskene frie og fornuftige, enhver har ret til lighed, frihed og velfærd, individet er suverænt.
Det er karakteristisk, at i praksis egner disse idealer sig bedst til ubegribelige og virkelighedsfjerne generaliseringer i politiske festtaler, samt til at slå mere elementære kulturer oven i hovedet med. Det er måske ved at dæmre for moderne mennesker efter diverse krige, koncentrationslejre og holocaust og udleveret til massemedierne, at mennesket hverken er en rationel eller etisk størrelse - på bunden.
Grum spekulation
Udleveret til massemedierne, der grumt spekulerer i alt, hvad der er spektakulært, seksuelt og voldeligt, nyfigent og forarget optaget af alle de forbrydelser, lovbrud, stimulanser og perversioner, der kan opbydes, fordømmende og hemmeligt beundrende overfor alle de forbrydere og helte, kunstnere og kriminelle, der kan findes frem og serveres som underholdning.
Så vidt jeg kan se, er alt muligt for et menneske. Mennesket er en kamæleon, et stykke modelervoks, en Proteus, der kan antage enhver skikkelse. Hvor ligger grænserne for berigelseslyst, undertrykkelse, voldsanvendelse, militært isenkram, seksualitet, der er ligeglad med partneren, magtbegær ?
Der er ingen tvivl om, at videnskaben dyrket for sin egen skyld hjælper med til at gøre mennesket sagligt, omtænksomt, opmærksom på årsager og konsekvenser, såkaldt rationelt. Dertil har den skabt rigdom og derved gjort mange mennesker fredelige. Samtidig har videnskabens illegitime barn, teknikken, givet det større hjælpemidler i hænde til tilfredsstillelse af sin begærlighed, end mennesket nogensinde før har haft, og de bliver brugt derefter.
Videnskaben er i sig selv etisk indifferent, hverken konstruktiv eller destruktiv. Men den bruges nemt til begge, nemmest til det destruktive, fordi det konstruktive er betinget af omtanke, det destruktive af begær.
Hvordan bliver mennesket konstruktivt uden at indgå i et slaveri? De gamle religioner og ideologier er her ikke til nogen hjælp uden i kraft af deres inerti. De holder ikke overfor en kritisk og analytisk instans. Og videnskaben har ingen myter eller værdier, der kan hjælpe os. Dette er situationen for vor tids indsigtsfulde menneske.
Fastholder ydmygheden
Jeg har ikke noget svar. Jeg er selv et postmodernistisk menneske. Jeg kan analysere alt helt ned til bunden, men jeg kan ikke bygge noget op. Jeg har værdifulde rødder, som jeg lever på. Dansk tradition, en kristen kultur, en oplæring til kærlighed, som jeg heldigvis har erfaret lidt af, men som jeg egentlig ikke kan begrunde overfor magtmennesker.
Jeg kan argumentere med Sokrates' velforståede selvkærlighed, men har af kristendommen lært, at argumentet er syndigt og impotent. Jeg tror hverken på Jesus' guddommelighed eller en guddommelig lov. Ordet gud siger mig intet. Enhver værdi, jeg vandrer rundt med, er en ubegrundet tro, i bedste tilfælde en erfaring, som måske blot er et produkt af min tilfældige tro - og opdragelse. Alle mine argumenter, ligesom videnskabens egne, i sidste instans bider de sig selv i halen.
Det er måske godt sådan. Det fastholder mig måske i en vis ydmyghed, gør det umuligt for mig at fare til himmels, bringer mig nærmere mine rødder, gør mig mere taknemmelig for værdier, jeg ikke kan forstå, gør mig opmærksom, tvivlende og - måske - elskende, uden garantier. Anden menneskelighed findes ikke.
