Læsetid: 7 min.

Voksne kvinder opgiver mænd

18. november 1998

Måske lever de stadigvæk sammen med en mand, men mange kvinder midt
i livet er holdt op med at forvente en sjælelig kontakt, fremgår det af de danske kvinders dagbogsblade, der er med i bogen 'Hvad er det kvinder vil?'

DAGBOGSBLADE
De holder af deres arbejde og elsker deres børn betingelsesløst. Men manden - ham synes mange at opgive hen ad vejen. Det er som om danske kvinder, når de er midt i livet, ikke længere regner med mænd. Hverken som kammerater eller åndsfæller.
Det er den sørgmodigste, men til gengæld bedst dokumenterede pointe i de dagbogsblade, over 1.000 danske kvinder sendte ind, da forlaget Aschehoug opfordrede alle danske kvinder til at skrive dagbog den 5. maj 1998.
Dokumentationen foreligger i de 101 beskrivelser, der er kommet med i bogen, men understreges endnu tydeligere i det materiale, der blev sorteret fra.
"Hvis bogen skulle have været repræsentativ på det punkt, ville den være blevet en ørkenvandring," siger Lone Kühlmann, der har redigeret Hvad er det kvinder vil? - et digert værk på 440 sider.

Følelse af længsel
- Men har kvinder ikke til alle tider følt sig ensomme i parforhold?
Lone Kühlmann: "Måske, men de fleste af os tror, det er anderledes i dag, hvor kvinder og mænd mødes på lige fod. I gamle dage havde vi en forsørger og en forsørget. Man formoder da, at det gør en forskel, at der i dag er to om forsørgelsen."
Man tror hende, når hun fortæller, at hun satte sig for at tage 20 livsbeskrivelser inden frokost.
Men først nødtvungent accepterede en pause, når hun havde slugt 40: Man har som læser overhovedet ikke lyst til at slippe, når man først er ladet indenfor i dette tætte og vedkommende univers af Real Life.
"Lever jeg det liv, jeg gerne vil leve?" spørger skribenterne sig selv.
"Jeg synes, spørgsmålet er forkert formuleret," svarer en. "Som om der er frit valg på alle hylder, som om man fuldstændig frit kan vælge sin identitet... Jeg lever det liv, jeg har, og som jeg selv og omstændighederne har sat mig i. Jeg forsøger at gøre mit bedste. Mit bedste er ikke altid godt nok," skriver Dorte, 45, i en bog, hvor side op og side ned leves og åndes, lees og længes, reflekteres og accepteres, nydes og ydes.
Beskrivelserne er - foruden at være forbløffende velskrevne, sjældent selvhøjtidelige og sympatisk usentimentale - både muntre og sørgelige, ja endog tragiske. Som Lone Kühlmann også siger: "Det er hverdagen, der slår kvinder ud. Tragedierne kan de godt håndtere."
"Jeg har hele mit liv haft en følelse af længsel, som jeg ikke kan få has på. Længsel efter harmoni, ro og glæde er der hele tiden... det er måske denne længsel, der pisker mig af.." - "Måske er det meget mere enkelt, end jeg selv vil indse. Jeg har aldrig prøvet at have et menneske ved min side, som har givet mig basal tryghed. Jeg har til gengæld haft mennesker i min nærmeste kreds, som jeg har givet basal tryghed," skriver Janie, 49, netop forladt af en mand, der sjældent ville, hvad hun havde lyst til.

Det starter med en drøm
Det begynder ellers så godt. Som i en evigt gentaget film drømmer den unge kvinder om ham, der skal gøre hende lykkelig.
E, 34 år: "Jeg kan ikke koncentrere mig om andet end at finde en mand. Hele mit liv, mine tanker, handlinger handler om at finde en mand, selvom jeg godt ved, at der ingen mand findes, der kan udfylde min tomhedsfølelse."
Eller som den 25-årige fra Rødovre drømmer : "Familien. Den er min vilde drøm. Den er min river-rafting. Den er min tur til månen...Bungeejump'et overstås på få sekunder, Mount Everest bestiges på nogle få uger, måneturen ender også. Familien varer ved hele livet. Kærligheden stopper aldrig. Du kan ikke nå dens top, vende om og bevæge dig nedad. Den varer hele livet og kræver derfor mere mod end alt andet."
En dag står hun måske med et spædbarn på armen og en større i børnehave og vinker tøvende og lettere forundret over at have sat karrieren på lavt blus, farvel til manden, er muntert suser ud i karrieren.

Gode kvindenetværk
Lone Kühlmann: "Den spirende aggression, den unge kvinde føler ved at blive ladt tilbage undertrykker hun meget. Men når vi møder danske kvinder som 38-40-årige, har mange taget konsekvensen og er blevet skilt. Flere lever imidlertid stadigvæk sammen med manden - deler bord og seng. Men følelsesmæssigt - sjæleligt om du vil - er de holdt op med at vente sig noget som helst af ham. Og de er ikke engang sure. De har set, at det var der ikke at gi'."
Hanne, 40 år, er en af dem: "Bare han vil lytte engang imellem, er det ok. Selvom han ikke er en god lytter og heller ikke, hvad man vil kalde en nærværende mand og far, er det det sidste halve års tid langsomt gået op for mig, at hvor har jeg dog en god mand ..."
Den type kvinder overlever først og fremmest ved at skabe sig gode kvindenetværk. De uddanner sig, interesserer sig for terapi og selvudvikling, går op i at leve sundt, nyder naturen, går i haven og engagerer sig i samfundsforhold, og i det lokale kulturliv.
Lone Kühlmann: "Jeg blev grebet af den 62-årige kvinde, som forklarer sin hjemmehjælper, at hun går til massage som en slags erstatning for mandeberøring, da hun nu lever alene. Hjemmehjælperen svarer, at det får man nu ikke, selvom man har en mand...

Lykkeligt nyskilt
Susanne fra Århus er frivilligt og lykkeligt nyskilt og alene med to drenge på 6 og 10 år. Hun arbejder på en kirkegård og skriver bl.a.:
"Kl. 12 var det ud og i gang igen, hakke lidt, rive lidt, nusse lidt og feje. Hvor jeg dog elsker det arbejde."
Drengene er hos deres far et par dage om ugen, og det fungerer godt. "Jeg synes på mange måder, min hverdag er blevet lettere, siden jeg er blevet alene, og jeg føler mig meget fri, også selvom jeg har ungerne."
Aftenerne er dog - indrømmer hun - indimellem svære at komme igennem. Heldigvis har hun rigeligt med selskab i sit job. De besøgende kommer også på kirkegården for at snakke og det om alt fra politik til sex.
"Se, det er noget, som virkelig forbavsede mig, da jeg startede for godt to år siden, at især ældre damer kan snakke så frit om sex, og endda lave en masse grin med det," fortæller hun.
Lone Kühlmann: "Jeg sagde ja til Stig Andersen på Aschehoug med det samme, fordi jeg synes, det er en god ide at give kvinder lejlighed til at sige noget med deres egen stemme fremfor at blive analyseret af andre."
- Nogen vil vrisse, at materialet er uvidenskabeligt?
"Det er uvidenskabeligt, men det er da også meget mere interessant end analyser. Der er masser af liv og hjerte i dagbogsbladene. Disse kvinder er glimrende selv i stand til at beskrive deres liv."
Mange af kvinderne nyder at være alene og fortryder, at de ikke har trukket sig ud af deres ofte langvarige ægteskaber noget før. Men bogen rummer også, skal det tilføjes, eksempler på lykkelige, livslange ægteskaber, hvor man - med Lone Kühlmanns ord - er vidner til hinandens liv.
Der vaskes ualmindelig meget tøj i denne bog, og selv de helt unge gymnasiepiger er voldsomt stressede. Som overlægen fra et provinssygehus sukker:
"Min drøm er at være hjemmegående. Jeg føler indimellem, at jeg er født 50 år for sent. Jeg er ikke sikker på, at kvindefrigørelsen har været en frigørelse."
Måske ville hun se anderledes på tingene, hvis hun havde læst bogens bidrag fra de ældre kvinder, der synes, at deres døtre og døtredøtre har det hårdt, men ikke ønsker de gamle tider tilbage.
"Rødstrømperne gjorde deres gavn," skriver en glad pensionist på vej ud af døren til sin bridgeklub, hvor kvinderne er i overtal.

Sygdom og sorger
Bogen rummer mange eksempler på kvinders håndtering af store sorger - sygdom (uhyggelig meget brystcancer), børn, der fødes som åndsvage eller dør - ægtemænd, der gøres hjælpeløse af sygdom.
"Men de rejser sig og skaber et nyt livsindhold. Er midt i trængslerne i stand til at udvise en imponerende glæde og livsmod," siger Lone Kühlmann.
Bogen er næsten fri for klynk. Man skal læse et godt og muntert stykke af Jannes beretning, før man når til alvoren i hendes liv. Om hvordan hun mødte sit 12 år yngre "sovedyr" på en benzintank. Om hvordan hun som mange stressede kvinder lider af fribromyalgi - en sygdom, nogen læger påstår ikke eksisterer. "Derfor har jeg også besluttet, at jeg ikke gider have den." Om hvor lang tid, det efterhånden tager at maskere sig til den perfekte chefsekretær.
Så ringer telefonen, og det afsløres, at hun har en retarderet, næsten voksen datter, på vej hjem fra efterskole på weekend. "En dejlig ung pige med den smukkeste sjæl i verden." - Men hvad må det ikke have kostet? Nu glider "den smukke" ind i weekenden med sovedyr og det hele.
Vi møder også kvinden, der gik planken ud - 32 år - med en alkoholiseret mand, hun blev gift med som 18-årig, fordi hun var gravid. Som 59-årig møder hun så manden, der er svar på alt, hvad hun hele livet har drømt om. Så nu skåler hun i både direkte og overført betydning i krystalglas hver aften.
Der fleste finder kvaliteten med årene.
Lis, 58 år: "I min ungdom troede jeg, at lykken var lige præcis der, hvor jeg ikke var... Nu ved jeg, at min lykke er 'de nære ting'. Jeg elsker mit lille hus, min diminutive blomsterhave, min kuglekat, og mit liv, som det former sig nu, jeg har svært ved at flytte herfra, jeg er blevet en rigtig pælemusling."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu