'Velvet Goldmine' vil have os til at tage 70'ernes glitrende glamrock alvorligt - og det lykkes over al forventning
NY FILM
Lakstøvler med plateausåler, tung make-up, langt etageklippet hår i fantasifulde farver, pailletbestrøede jumpsuits malet på radmagre, androgyne kroppe - dét er nogle af de mest iøjnespringende kendetegn ved de tidlige 70'eres glamrockstjerner. De fleste af dem stammede fra forstædernes arbejderkvarterer, men slog igennem som tidens svar på Baudelaires dandy og Oscar Wildes dekadence - som (mere eller mindre) levende pop art-værker. I forhold til det samtidige ungdomsoprør var de apolitiske outsidere. Artefaktet var deres image, men hvor artificielt dette image end må have været, overskred det en række moralske og seksuelle grænser, som aldrig er blevet fuldt retableret siden.
Glamrocken var i første række et britisk fænomen, men den havde amerikanske aner i bl.a. Alice Cooper og Frank Zappa, samt, ikke mindst, gruppen The Velvet Underground, hvor Lou Reed var frontfigur. I Storbritannien repræsenteredes den bl.a. af Marc Bolan fra gruppen
T Rex, af Roxy Music med Bryan Ferry og Brian Eno, samt, sidenhen, af grupper som Slade, Sweet og Cockney Rebel. Men glamrockens superstjerne var dog David Bowie. Bowie, som flirtede åbenlyst med sin guitarist Mick Ronson og i musikbladet Melody Maker hilste sine fans med et "Hi, I'm bi!". Bowie var en space oddity der var faldet ned på jorden. Han var Ziggy Stardust og chokerede som sådan fanskaren ved i 1973 at begå rock'n'roll suicide på scenen. Men i glamrockens ånd var det naturligvis blot et fingeret selvmord.
Citizen Slade
Ziggy Stardusts 'selvmord' kan opleves i D.A. Pennebakers dokumentariske Bowie-film Ziggy Stardust and the Spiders from Mars fra 1982, men ellers har glamrocken i det store og hele glimret ved sit fravær på biograflærrederne. Lige til nu, hvor den med Velvet Goldmine får helt sin egen film. Titlen er hentet fra et nummer, som Bowie indspillede i 1971 (men besluttede ikke at udsende på grund af tekstens utvetydigt seksuelle indhold), og Bowie synes da også at have tjent som model for filmens hovedperson, Brian Slade (Jonathan Rhys
Meyers).
I filmen bliver Slade 'myrdet' på scenen under en koncert i 1974, men ligesom Ziggys selvmord er mordet selvfølgelig blot en gimmick. Ti år efter bliver journalisten Arthur Stuart af en amerikansk avis sat til at undersøge, hvad der blev af Slade. Opgaven river op i Arthurs personlige erindringer, for dengang i begyndelsen af 70'erne var han selv forgabt i Slade og indhentede på den konto sine første homoseksuelle erfaringer. Han opsøger Slades første manager og hans kone, og det lykkes ham tillige, omend med besvær, at finde amerikaneren Curt Wild (Ewan McGregor) - et slet skjult portræt af Iggy Pop - som synes at have haft afgørende indflydelse på Slades liv.
Gennem vidnernes beretninger og Arthurs personlige erindringer oprulles, med inspiration fra Orson Welles' Citizen Kane, et portræt af fænomenet Brian Slade i en kompleks flashback-struktur - der tillige griber helt tilbage til 1850'ernes Dublin, hvor en purung Oscar Wilde erklærer, at han vil være popidol, når han bliver stor! Men også Nicolas Roeg's Mick Jagger-film Performance fra 1966 og Stanley Kubricks uheldsvangre skildring af ungdommen i A Clockwork Orange fra 1971 har tjent som inspiration for Velvet Goldmine, der tillige, hvad stilen angår, har lånt fra såvel Kenneth Angers undergrundsfilm som Ken Russells flamboyante musikfilm.
Queer!
Dét er der kommet en højst fascinerende film ud af. Instruktøren Todd Haynes har ikke selv gjort glamrocken med, dels fordi han er for ung (han er født i 1960), og dels fordi han er amerikaner. Han har sine rødder i den såkaldte New Queer Cinema og har tidligere bl.a. lavet en kortfilm med animerede Barbie-dukker om den anorektiske Karen Carpenter, Superstar (1987), og så har han lavet den sært besættende Poison (1991), en film i tre dele, tre genrer og tre stemninger: Hero, Homo og Horror.
På den baggrund kan det næppe undre, at Haynes i vid udstrækning har fokuseret på glamrockens seksuelle oprør. Han idealiserer det på ingen måde, fremstiller det som lige så artificielt som glamrocken i øvrigt, men søger alligevel at fremhæve disse glitrende popdæmoners betydning for eftertidens trods alt mere afslappede holdning til bøsser og biseksuelle - finest igennem skildringen af den unge Arthurs forelskelse i Slade og vågnende erkendelse af egen bi- eller homoseksualitet.
Skønt en afmagret Ewan McGregor yder en kraftpræstation som den vilde Curt, er det generelt ikke skuespillet, der bærer Velvet Goldmine, men derimod Haynes' fabulerende visuelle stil parret med musikken (desværre ingen Bowie, men bl.a. Lou Reed, Cockney Rebel og andre autentiske hits i kombination med nyskrevet musik i tidens ånd). Selv om denne pågående stilistiske overdådighed godt i længden kan virke lidt udmattende har glamrocken fået en film, som på mange måder er bedre end den selv. Sandt at sige har denne anmelder aldrig været glamrocker - ingen plateausåler eller pailletter her! - men det er Velvet Goldmines og Todd Haynes' fortjeneste, at jeg nu, 25 år efter, kan se nogle langt mere væsentlige og langt mere interessante aspekter af denne særegne subkultur.
*Velvet Goldmine. Manuskript og instruktion: Todd Haynes. England 1998. Grand, Palads, Palads/Århus og Café Biografen/Odense)
