Analyse
Læsetid: 5 min.

Årets trekant

29. december 1998

Monica og Saddam kørte Clintons udenrigspolitik af sporet

BRÆNDPUNKT 98
Sikke et team - Bill, Monica & Saddam! Og sikke et bal. Hvis en spåkone i 1997 havde påstået, at nyhederne fra Amerika anno 1998 ville blive domineret af denne helt usandsynlige trojka, ville hun være blevet sendt til Mars. Så useriøse kan amerikanerne da ikke gå hen og blive!
Kan det virkeligt passe, at Guds eget land - dette århundredes førende nation - lader sig tirre af en snoldet diktator og pirre af et fjollet kvindemenneske?
At to i grunden så ubetydelige skikkelser på den globale scene skal have lov til at lamme den politiske beslutningsproces i USA?
Spørgsmålene er ikke til at komme uden om. Politik i Washington har været en absurd, grotesk, latterlig og hylende morsom affære i 1998. Hvad skulle offentligheden - pressen og de måbende tilskuere - have gjort uden denne den mest menneskelige præsident i mands minde? Mere underholdende kan politik vist ikke være. Spørg bare Bertolt Brecht.
Da Deres korrespondent fornylig beklagede sig til en amerikansk ven over at skulle skrive for 117. gang om Bill & Monica, slog han en latter op.
"Vent bare til, at Albert Gore eller George W. Bush (junior) overtager Det Hvide Hus."
Han har utvivlsomt ret. Det bliver kedeligt. Så hellere Reagan eller Clinton, som folket elsker for deres menneskelige svagheder. Men på et eller andet tidspunkt bliver det for meget underholdning - selv for amerikanerne. I Reagans sidste to år som præsident blev han mere og mere glemsom og distraheret. Hans efterfølger blev den søvndyssende og næsten umenneskeligt perfekte George Bush senior.

I dag huskes Bush kun for én ting: At have stablet den største internationale krigsalliance på benene siden Anden Verdenskrig og for at have smadret Saddams krigsmaskine til uigenkendelighed. Han begik imidlertid en skæbnesvanger fejl: Når et imperium går i krig for at forsvare sine fremadskudte positioner, skal slaget føres til ende.
Til stor ærgrelse for USA's næste præsident fik Saddam lov til at blive siddende i Bagdad.
Nogle få måneder efter sejren på slagmarken var amerikanerne igen nede på jorden. Et normalt utroværdigt ugeblad kunne oplyse, at en soubrette ved navn Gennifer Flowers havde delt seng med en vis præsidentkandidat i tolv år. Clinton hverken bekræftede eller benægtede i en stil, som vi nu - næsten syv år senere - har lært at kende til hudløshed. I stedet indrømmede han at have haft "problemer i ægteskabet."
Det var i januar 1992. I november året før havde de amerikanske vælgere udskiftet bedstefaderen og krigsherren Bush med en utro husbond og korrupt lokalpolitiker fra en fattig sydstat.
Som præsident følte Clinton, at han og USA var bedst tjent med at ignorere Saddam Hussein, hvilket den irakiske hersker erklærede sig fuldstændig uenig i. Diktatorer, der lider af storhedsvanvid, bliver rasende, hvis deres ligemænd lader som om, de er luft. Det vidste Brecht også.
Som bekendt kunne den narcissistiske amerikanske præsident imidlertid ikke give afkald på sin appetit for små sexbomber.
Dét er interessant nok noget, flere amerikanske kvinder end mænd tilgiver Clinton for. Utallige vrede mandeansigter tonede frem på tv-skærmen, mens Kongressen debatterede rigsretstiltale - de var både republikanere og demokrater. Alle som én brugte udtrykkene "modbydelig og letsindig" om Clintons opførsel i sidegangen til Det Ovale Kontor.

I et vue over året, der gik i USA, er det slående at konstatere, hvor mange begivenheder, trekanten Bill, Monica & Saddam har skudt i baggrunden. Siden 1997 havde Cubas diktator Fidel Castro reserveret en orkesterplads i amerikanske medier i januar 1998. Anledningen var det første pavebesøg nogensinde. Motivet: At få hævet den amerikanske blokade af øen.
Mangel på medicin og teknologi frarøver næppe så mange cubanske som irakiske spædbørn livet. Alligevel kræver det overmenneskelige anstrengelser for mange familier i Havana at skaffe mælk hver dag til et spædbarn. Kunne pavebesøget hjælpe?
Muligheden forelå. Men så skete det uforudsete. Samme dag, paven skulle lande i Havana, rapporterede Washington Post, at særanklager Kenneth Starr snagede i præsidentens amorøse forhold til en ung erhvervspraktikant i Det Hvide Hus.
Castro må have bandet og svovlet, da han fik det at vide. De store amerikanske tv-stationer pakkede nemlig samme dag udstyret sammen og rejste hjem. Under hele pavebesøget blev Cuba nedprioteret til en næsten usynlig nyhed på amerikansk fjernsyn. Planlagte tv-programmer om Castro og de amerikanske sanktioner blev annulleret.
Hvad Castro ikke magtede, kunne Saddam. I februar og marts blev de fleste nyheder om Monica lagt til side, mens USA forberedte en ny krig med Irak. Som vi nu ved, nyttede trusler eller magtanvendelse ikke. USA's Irak-politik ligger i dag i ruiner.
Det er fristende at lægge skylden på Monica. Ville Saddam have turdet gå så langt i sine provokationer, hvis præsidenten havde opført sig ordentligt i 1996-97?

Spørgsmålet er hypotetisk, men hvis man tænker videre i samme bane, tegner 1998 et grumt billede af amerikansk udenrigspolitik. Året igennem har den israelske leder Benjamin Netanyahu udnyttet Bill Clintons svækkede indenrigspolitiske stilling til at udsætte og sabotere gennemførelsen af Oslo-aftalen.
Clinton viede først den økonomiske krise i Japan og Sydøstasien opmærksomhed, da Rusland gik bankerot og Wall Street i knæ sidste sommer. Nu er alle disse problemer glemt, for præsidenten har haft overordentligt travlt med Monica og Saddam.
Forinden var der tid til et Kina-besøg, der forløb med pomp og pragt, men nu da rigsretten skal stå i Washington, bliver den ene systemkritiker efter den anden tilbageholdt i Beijing.
Terrorister følte sig utvivlsomt også fristet til at springe nogle bomber. At Osama Bin Laden slog til lige før, Clinton skulle afhøres i midten af august om sin affære med Monica, kan ikke være et tilfælde. Man kan også spekulere på, hvad Milosevic gik rundt og pønsede på, da han lod sine politistyrker og paramilitære korps lægge dele af Kosovo øde sidste sommer og efterår.
Var det, at USA's præsident ville være for distraheret af Monica-affæren til at handle beslutsomt?
Ikke et dårligt gæt, når man betænker, hvor lang tid det tog for Clintons udsending Richard Holbrooke at sætte hårdt mod hårdt. I disse dage er krigen i Kosovo brudt ud påny.
Listen er længere, men vi stopper her. Amerika kan selvfølgelig ikke holdes ansvarlig for alle de dårlige nyheder. Det ville være meningsløst og uretfærdigt. Ikke desto mindre virker det aldeles slående, at hvorend USA forsøgte at spille med musklerne i verden i det forløbne år, gik det galt - undtagen i Nordirland.
Denne fallit kan utvivlsomt tilskrives utallige faktorer, som ligger hinsides Clintons indflydelse som USA's præsident. Men man kan ikke komme uden om, at fjendebilledet Saddam og den hysteriske fiksering på Monica har ydet et væsentligt bidrag.
Bill har konstant skullet skifte spor - mellem en diktator og en kurtisane - i 1998. Og USA's udenrigspolitik er kørt af sporet.
Underholdende har det været, men ikke specielt konstruktivt.

*I dagene frem til nytår analyserer vi på denne plads, hvordan den politiske og økonomiske situation ser ud i nogle af de brændpunkter, der har givet de mest dramatiske overskrifter i året, der er gået. Læs de kommende dage om begivenhederne i Rusland og Sydøstasien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her