Læsetid: 2 min.

Århus Amt vil afsløre karteller

16. december 1998

Ulovlige karteller kan have tappet det offentlige for milliarder. Århus Amt går foran i forsøget på at afsløre flere karteller og bebuder store erstatningskrav

Århus Amt vil gå i spidsen i kampen mod ulovlige karteller ved at kulegrave en lang række licitationer på byggerier.
Opdager amtet flere eksempler på aftalt spil mellem tilbudsgivere, vil amtet anlægge erstatningskrav.
"Der er jo tale om borgernes penge, og jeg vil derfor overveje, hvorvidt vi skal stille krav om erstatning eller tilbagebetaling i de sager, hvor vi konstaterer kritisable forhold," siger amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen (S), Århus Amt.
Det sker på baggrund af den række af aftaler mellem tilbudsgivere, som er kommet for dagens lys de seneste uger.
Flere el-installatørfirmaers kartel-samarbejde blev netop afsløret i forbindelse med en opgave for Århus Amt.
Her vandt firmaet Danpro på et bud på fire millioner kroner. Tilbuddet lå en million kroner under det næst-billigste, og Danpros direktør stod frem og fortalte, hvordan andre virksomheder har forsøgt at lægge pres på ham for at få firmaet til at deltage i aftalt spil.
Men Danpro takkede nej og blev i stedet udsat for hetz fra store el-firmaer, som siden har erkendt deres aftalte spil ved licitationer.

Fup for milliarder
Alene Århus Amt får udført anlægsopgaver for 275 millioner kroner årligt. Samlet står stat, amter og kommuner for byggeri af institutioner, byfornyelse, vedligeholdelse og anlæg af veje for et tocifret milliard-beløb årligt, og hvis overpriser på typisk omkring 20 procent er udbredt i de fleste brancher, kan skatteborgerne årligt være blevet snydt for et milliard-beløb.
Kommunernes Landsforening vil i første omgang overlade kulegravningen af fup ved licitationer til store kommuner og amter som Århus Amt.
"Der vil uden tvivl komme en række sager frem, som kommunerne vil kunne køre erstatningssager på. Men i første omgang vil vi lade store enheder som Århus Amt gå foran, da de har kapacitet og ekspertise til det," siger konsulent Vibe Wallin, Kommunernes Landsforening.

Byggeboom øger priser
Århus Amt vil gennemgå budene på samtlige bygge- og anlægsopgaver fra årene 1996, 1997 og 1998 for at se, om der er tegn på aftalt spil blandt nogle tilbudsgivere.
"Får vi en begrundet mistanke, vil vi sende sagerne frem til Konkurrencestyrelsen," siger bygningschef Niels Brams, Århus Amt.
Han erkender, at det kan være svært at vurdere, om der har været snyd med i spillet, da den stigende byggeaktivitet i samfundet givetvis har sendt priserne i vejret.
I Håndværksrådet tror den administrerende direktør Lars Jørgen Nielsen ligeledes, at den seneste tids prisstigninger i høj grad skyldes øget byggeaktivitet, som øger efterspørgslen efter håndværkere, og dermed sender priserne i vejret.
"Jeg tror ikke, at aftalt spil er almindelig praksis overalt i byggebranchen," siger Håndværksrådets direktør. Han mener, at der i mange brancher er for mange forskellige og små aktører til, at det kan lade sig gøre at aftale priser og opgaver.
Men han ser et problem ved store offentlige byggeopgaver.
"Meget store byggeopgaver kan kun få, store firmaer klare, og de kan selvfølgelig nemmere indgå indbyrdes aftale," siger Lars Jørgen Nielsen, der opfordrer stat, amter og kommuner til at udbyde opgaver i mindre klumper, så flere firmaer har mulighed for at byde på dem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her