Læsetid: 6 min.

Den æstetiske kamp mellem godt og ondt

1. december 1998

Leo Tandrup på krigsstien - kunsten er blevet verdensfjern og ufolkelig, et udtryk for en kærlighedsløs og troløs livsform

NY BOG
Leo Tandrup har erklæret total krig mod den moderne kunst, som han betragter som livsfjendsk og gold. Det er sket i Michelangelo - skønhedens gru (1992) og i Mefistos mareridt (1997). I foråret 1998 udspandt der sig en polemik, især i Information, om Leo Tandrups syn på kunst, og denne polemik har nu sat sig spor i en diger bog, som udgør sidste bind i en trilogi. Leo Tandrup har hengivet sig til den golde lyst i at gennemlæse avispolemikker og post festum give sine kritikere tørt på. Samtidig vil han gennem en række næranalyser vise, hvordan kunstværker kan give et bud på eksistentielle vilkår.
Udgangspunktet for Leo Tandrup er en sondring mellem kultur, som er et levende fællesskab, og civilisation, hvor fælles værdier smuldrer, så mennesker er sammen hver for sig omkring nihilistiske fragmenter. Med afsæt i "nihilismen omkring år 1000" og frem til 1800-tallet kan man spore en kultur, som Leo Tandrup kalder faustisk. I de sidste 200 år er den opløst og har veget pladsen for en verdensfjern og ufolkelig kunst, som igen er udtryk for en kærlighedsløs og troløs livsform. Hensigten er at bane vej for en ny og livskraftig kultur, inspireret af de tidligere kulturfolk, som stod over os. Vi skal altså se tilbage for at komme frem.
Sådanne teser er med mellemrum fremsat af især konservative sociologer såsom Daniel Bell, Christopher
Lasch og Allan Bloom. Hvad der især kendetegner Leo Tandrup er den stærke foragt, han nærer for sine modstandere. Med tohåndssværdet fast mellem hænderne hugger han lystigt løs med hadefulde beskrivelser af f.eks. Richard Mortensen og Hein Heinsen, plus de personer uden for kunstens verden, som gik imod ham i polemikken. Når han derimod selv kritiseres, er han næsten jomfrueligt nærtagende og føler sig konstant misforstået.

Ånden fra 98
Leo Tandrup mener at have kærligheden, folket og fremtiden på sin side. Til glæde for krønikeskrivere modstiller han den egomaniske 'ånd fra 1968' med en ny og livsduelig 'ånd fra 98'. Her får jeg et problem. Hvordan kan det være, at en person, som ønsker at samle om fælles værdier, kærlighed og andet godt, bruger så ufattelig meget krudt på at rakke ned? Hvorfor ender han med at ligne en karikatur af de folk, han gør op med? Hvorfor mangler han respekt for de mennesker, han diskuterer med, så han selv bliver fjendsk, unysgerrig, gold.
Det er forenklet at sige, at han gør en idyl af det folkelige og det religiøse. Men ligesom Lasch mener han, at de radikale har svigtet deres sag, så det bliver hos middel-standen, man skal finde et mere autentisk liv. For mig at se rummer en sådan tese om autenticitet en lige så stor blindhed som den, han beskylder sine modstandere for. Men at jeg slet ikke kan få øje på noget 'folk' skyldes jo nok mit livsfjendskab, min troløse dyrkelse af egen lyst, og min manglende evne til at indgå i et dansende fællesskab. Blot forekommer det mig, at den nærhed, som Leo Tandrup dyrker, nok kan holde det lille fællesskab sammen, men ikke det store samfund. Her er kunstnere på godt og ondt adskilt fra deres publikum og indgår ikke i noget fællesskab med det.

Tandrups raseri
For Leo Tandrup at se er problemet for moderne kunstnere og kritikere, at de dyrker kunsten som et særligt domæne i samfundet, adskilt fra andre domæner. Hermed isolerer de kunsten og gør den gold. De dyrker det abstrakte og sublime for at flygte fra virkeligheden, så de kan forene sig med 'de fine' i et kærlighedsløst forsøg på at rage til sig. Al tale om kunstens autonomi eller selvlovgivning gør Leo Tandrup harm. For ham står kunsten ikke over for formproblemer, men over for sociale og eksistentielle problemer.
Det kan man mene. Men hvorfor er den mening mere end blot en mening blandt andre, og hvad garanterer, at kunst, som engagerer sig socialt og eksistentielt, bliver bedre end kunst, som eksperimenterer med rene former?
Leo Tandrup kalder det en modsætning mellem det levende og det døde. Men det er bare at sætte retorisk trumf på. Hans raseri tyder på en forlegenhed over for det forhold, at påstande om god og dårlig kunst ikke råder over en tvingende bevislogik, så kunstsystemet har måttet opgive autoritative svar på spørgsmål om, hvad der er kunst, eller hvad der er god kunst.
Kunstsystemet lever af en stadig usikkerhed om hvad kunst er. Det giver plads til Leo Tandrups forsøg på at forene liv og kunst, men ikke til det alene. Der er en art vold forbundet med at tage livet på sin side og kalde alle andre for døde. Hvorfor kan forskellige former for kunst ikke leve med hinanden?

Messias-kompleks
Leo Tandrup vover pelsen og går forud for det moderne for at komme hinsides det moderne. Resultatet er ikke behageligt. Hans budskab rummer en påstand om helhed, som blander folkelige, humanistiske og religiøse elementer til en grumset cocktail. Spørger man ham, hvordan det er muligt at iagttage helheden, når vi dog alle sammen er inden i den, så aktiverer han sin egen blinde plet og gør skråsikkert sin iagttagelse til den rigtige.
Når det kommer til stykket, er det blot hans egen intuition eller samvittighed, som træffer afgørelsen. Men hvorfor står den i pagt med det himmelske og er ikke blot et sammensurium af private fordomme? Hvorfor skal andre føle sig forpligtet af idiosynkratiske ideer om livet og kunsten?
Leo Tandrup svarer ved at henvise til værdilove og mentale love, næsten som om værdier var objektive. Selv om det er ubehageligt at sætte psykologiske etiketter på, så er Leo Tandrups tilfælde så ekstremt, at man fristes til at sige, at han er ramt af et Messias-kompleks og føler sig kaldet til at frelse hele verden, hvilket selvfølgelig indebærer at støde synderen ind i deres velfortjente helvede.
Man kan sagtens blive selvgod i en god sags tjeneste. Leo Tandrup henviser til Bjergprædiken, som vi ikke "kan blive af med", eftersom den er identisk med "det menneskelige jeg" og kalder Jesus for et "urbillede", som gør tilgivelsen til den stærkeste magt. Det er utroligt at høre Leo Tandrup sige det. Tilgivelse er ikke hans stærke side. Men Jesus var jo heller ikke kommet for at bringe fred, men sværd.
Skal man putte mennesker i de kasser, som Leo Tandrup stiller op, er der de fortabte - folk som Kant, Baudelaire, Cézanne, Richard Mortensen, Hein Heinsen og Else-Marie Bukdahl. De er gået til grunde i tomme fragmenter og magtbrynde. Heltene er Keld Moseholm, Heerup og Chagall.
De skildrer endnu mennesket, så man kan forstå og genkende det. I midten er der de kunstnere, som nok tilhører det moderne, men dog bakser med dets indre problemer og hermed hæver sig over standard metervaren - van Gogh, Matisse, Picasso, Bacon og Per Kirkeby.

Forfaldshistorie
Den sidste del af bogen går tættere på værker og personer. Diderot og Ingvar Cronhammar hudflettes, Arne Haugen Sørensen lobhudles, og Per Kirkeby er tæt ved at være i orden. I symptomatiske analyser af Giotto, Donatello og Pontorno vises det, hvordan det sociale fællesskab langsomt opløses. Tro mod sit program læser Leo Tandrup kunsten eksistentielt og socialt, så et billede bliver tegn på individets og samfundets tilstand. Jo mere manieret og forvredet et billede er, jo mere stander verden i våde, så de tre analyser ender med at tegne en forfaldshistorie.
Leo Tandrups vision er at genforene det sande, det gode og det skønne, som filosofien har brugt mange hundrede år på at adskille, fordi påstande om sandhed, godhed og skønhed ikke kan indfries på samme måde eller i ét hug. Ser man nærmere efter, så består Leo Tandrups sandhed i at være ærlig over for "den altid sande virkelighed", det gode i at stræbe efter det ædle, og det skønne i at kunsten genfinder sin plads i livet.
Det er ikke voldsomt raffineret. Der er fugls føde for følelserne. Men hvor er der dog meget afmægtigt raseri i Leo Tandrups budskab. Selv om 'ånden fra 68' måske ikke levede op til alle sine visioner, så synes 'ånden fra 98' på forhånd at være kvalt af sin egen galde.

*Leo Tandrup: Et hug i brystet. Kunst og samfund mellem kærlighed og nihilisme. Hovedland, 304 s., 348 kr. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu