Læsetid: 2 min.

Affære med døden

30. december 1998

Trisse Gejl kommer langt under huden på sin kvindelige hovedperson

NY BOG
30-årige Trisse Gejls anden roman Spradefuglen handler om den gravide kunstner Marie Blak, der har død på hjernen. Hendes mor døde, da hun var fire år gammel, og nu er hun besat af den tanke, at barnet dør, og at hun selv dør, når hun fylder 34, samme alder, som hendes mor var, da hun begik selvmord. Når hun ser én af disse flyttebiler med nummeret 3x34, ved hun, at det er sandt. For hendes ufødte barn vil da være fire og hendes mor vil have været død i 30 år. På den måde bliver en flyttebil til en ligvogn. Ret sindssygt og tilpas langt ude.
Det kunne sagtens være blevet noget psykotisk fnidder fnadder, men det indre vanvid bliver sat i sammenhæng med et levet liv med et smuldrende parforhold og andre relationer.
Hendes besættelse af døden får konsekvenser, og bliver til mere end onde fantasier. Ved at vise hendes omgivelsers forskellige måde at tackle hende på, bliver problemerne set i forskellige perspektiver, samtidig med, at man kan se, hvor forskelligt vi mennesker egentlig reagerer på det samme.
Det gør fortællingen levende og vedkommende og understreger det realistiske sceneri.

Følsom roman
Romanen foregår i Århus og lidt i København i 1997. Der er rigtige gadenavne og rigtige cafeer. På et tidspunkt kysser Marie med træerne på Frederiksberg Allé.
En scene, der viser hendes sanselige, drømmende univers, hvor fantasien og længslen hele tiden spiller ind: "Hun står stille et øjeblik. Føler sig betragtet. Elmetræerne. De er store, grove i barken, stærke som skulpturen i mørket. Afventende. Som et maskulint tavst kor, træder de til side og byder hende op ad alléen. Verden er ved at åbne sig for hende. Hun krydser op gennem dem, rører ved deres knuder, læner sig op ad en bred stamme og gnider lidt. Hun føler den let kradsende bark på sin bare hud."
Det er en følsom og fin roman. Nogle vil måske mene, at det mest er en bog for kvinder, men mænd interesserer sig jo for kvinder, og i denne roman kommer man langt ind under huden på én af slagsen i den følsomme periode, graviditeten er. Så kan man selv forberede sig på det værste! Trisse Gejl lyder til at have gennemlevet nogle alvorlige kriser, og hun er i stand til at transformere dem ind i fiktionens verden med stort overskud, lidenskab og indlysende talent. Send endelig mere.

*Trisse Gejl: Spradefuglen, 204 s., 248 kr. Centrum

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her