Læsetid: 2 min.

Afsted på skaft

31. december 1998

12. og sidste kapitel, hvori vi når den rystende, men på sin vis også tankevækkende afslutning på historien. Læserne ønskes i givet fald godt nytår. Læserinden afslører en overraskende original musiksmag

DECEMBERFORTÆLLING

Kære Ellen Margrethe,
det her bliver mit sidste brev. Du må undskylde skriften, men de har sat mig ud i kulden nu, så mine hænder ryster forfærdeligt. Du skulle se mig: de har tapet mig fast til at skaft, kun lige med underarmene fri, og skaftet har de stukket ned i jorden. Og nu ved jeg da i det mindste, hvad det er, der er blevet skubbet op i mig de seneste par dage. Hvad skal jeg sige: jeg er sluppet for uvisheden. Det er en stor gave, skulle man vel synes. Sandhedens lys. Men jeg ved det nu ikke rigtig.
Paw har brækket begge arme i politiets varetægt, helt nøjagtig ved jeg ikke, hvordan det er gået til, men han går i alt fald rundt med dem i bandager, armene altså, og Tage fører ham rundt i haven med et let tag i hans skuldre. Kærligt, vil jeg sige. De ser på nattehimlen, drengen og min førhen så højt elskede Tage Nordsø, som du gerne må få, hvis du vil have ham, jeg har ikke brug for ham mere.
Det er en perfekt nytårsaften. Se alle stjernerne, siger Tage, helt poetisk, og peger op. Raketterne er federe, siger Paw.
Om ti minutter, når Rådhusuret slår sit første slag og vær velkommen Herrens år og alt det, så skal du bare se heksehyl! Men som sædvanlig, kære Ellen Margrethe, får du først brevet her senere, som du plejer må du endnu engang opleve i enten datid eller fremtid, her datid. Vil du bilde mig ind, at du nogensinde har kendt til andet? Det har jeg ikke, ikke før nu i alt fald.
Bliv hvor du er, Ellen Margrethe, det må du love mig. Der, hvor du ikke er, er der heller ikke noget at komme efter. Dybest set har du alt, hvad en kvinde kan have brug for, lige omkring dig.
Katrine Maren, den gås, synes det er sjovt at nappe i mine tæer. Hvad tænker sådan et dyr? tænker jeg. Det gør ondt ad helvede til. De har givet den sådan en slags vest på, ulden, så den ikke skal fryse. Den napper og er dum som folk er flest. Det er min mening.
De er her allesammen, lige undtagen Frederikke Amalie. Hun er taget hjem til sin far. De har moret sig indtil nu, men nu skal de pludselig være højtidelige.
Husk, ved Rådhusurets første slag. Fjernsynet kværner inde i huset.
Jeg ved ikke, hvor mange stykker, jeg falder ned i, jeg er også ligeglad. Men nu har ham den lille lede oppe fra loftet fundet stormtændstikkerne. Han giver mig ikke engang et kærligt klap på mine frosne balder, ikke engang et sjofelt grams, han stryger bare en tændstik og holder den hen til lunten.
Nu syder det, jeg kan allerede mærke varmen. Hvis I finder mig i et stykke, vil jeg begraves til tonerne af Dane T.S. Hawk and his Mungo Dilmons. Hvis jeg mod forventning skulle overleve, så - GODT NYTÅR!

Din
Camilla Elisa

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu