Læsetid: 3 min.

Anekdoteret topografi

19. december 1998

KALENDER
ET PAR DAGES forkølelse, for stor at gå ud med, for lille at gå i seng med, medfører en vis uvirksomhed bl.a. ved skrivebordet. For slap til at udnytte situationen til større aktiviteter betragter den siddende alle brugsgenstandene med et vist fremmedgjort blik.
Der er dem, som hver dag rydder op efter sig og stolte går fra den blanke bordplade med ren samvittighed, og dem, der lader roderiets tilfældighed herske under en anden vanes orden: papirer og breve til venstre ved siden af printeren, der næsten skjuler transistoren bagved og bakken med skrivetøj, limstift og småting. Midtvejs telefon, hulmaskine, ur, kalender, plasticæsker fulde dimser og clips og til højre nogle stabler bøger, mellem hvilke gemmer sig sakse, ekstrabriller, lommeknive, nøgler, brevåbner. Dertil en halvfuld kop kaffe, huskesedler og endelig en tom plads at hvile albuen på. Hvad med i mismod at lade den feje det hele ned?
Der er en anden måde.

JEG BLADER i et gammelt nummer af tidsskriftet Vindrosen fra 1967, hvor Hans-Jørgen Nielsen præsenterer den franske kunstner Daniel Spoerri, der bl.a udstillede hos Arthur Köpcke i København.
Han fremstillede en særlig slags relieffer, såkaldte tableaux-pièges, fælde-billeder, ved at lime de genstande, der tilfældigvis befinder sig på en bordplade, fast på stedet og så vende pladen 90 grader og hænge den op. Voilà.
Spoerri overførte fænomenet til litteraturen, hvor det kom til at hedde tilfældighedens anekdoterede topografi. Et mere eller mindre vilkårligt mønster af virkelighed fikseres og sættes ind i en ny sammenhæng. De danner sporene af en historie, der hidrører fra en enkelt persons aktivitet. En dokumentarisk roman altså.
Nummeret af tidsskriftet giver et eksempel på en sådan tekst, hentet fra en bordplade i hans parisiske lejlighed i Rue Mouffetard med rester af et morgenmåltid med nogle af hans venner, en brødskive, æggeskaller, en dåse Nescafé fra København, en afbrændt tændstik, en peberbøsse, en halv liter mælk etc.
For så vidt er en erindringsbog bygget op på den måde af tingenes koincidenser og danner en serie fælde-billeder.

DET FORKØLEDE SYN af tingene på skrivebordet ændres i det perspektiv. H.C. Andersen kunne finde på at løsrive et par genstande af den slags og lade dem fortælle deres historie. Pen og Blækhuus hedder en. Den standhaftige Tinsoldat en anden. Og i Nissen og Spækhøkeren slår de gækken løs i stuen.
Ved en - arrangeret - tilfældighed ligger netop blandt bøgerne på mit skrivebord en lille elegant Rejse i mit Kammer.
En ung savoyardisk officer blev på grund af en kærlighedsaffære med påfølgende duel idømt 42 dages stuearrest. Det inspirerede denne Xavier de
Maistre (1763-1852) til at affatte 42 korte beretninger om en rejse mellem tingene, møblerne og billederne i pågældende værelse.
Denne Voyage autour de ma chambre (1794) kunne minde en dansk læser om Jens Baggesens Labyrinten fra samme tid med dens vittige, selvoptagne observationer og emotioner fremkaldt af rejsens momenter.
"Naar man fra min Lænestol gaar mod Nord, opdager man min Seng, som er stillet inderst i mit Kammer og danner det behageligste Perspektiv; den er anbragt paa den lykkeligste Maade, idet Solens første Straaler leger i mit Sengeomhæng."

Det stimulerer ham til en vidtløftig sengefilosofi om fødsel, kærlighed og død, om sengens passende farver. Han bryder af: halvdelen af ham, siger han, har vi efterladt fire skridt fra hans skrivebord foran portrættet af Mme de Hautcastel, den tilbedte, der ellers er skildret som en afvisende kokette.
Han var ellers optaget af en erindrinde skildring af den søde Rosalie på toppen af en lille høj, afmalet i tidens koloristiske klicheer: "Hendes blussende Kinder, hendes Korallæber og straalende Tænder, hendes Hals, hvid som Alabaster paa Baggrund af Grønsværet..."
Jeg kommer ikke videre i dag! siger han udmattet.
Xavier de Maistre holder jo under rejsen gang i en indre dialog mellem sjælen og 'den anden', som har visse dyriske egenskaber. Og næste kapitel, nr. 12 består kun af 15 linjers prikker, kun afbrudt af ordet 'højen'. Så må vi gætte os til resten, ganske som vi udfylder rummet mellem Spoerris æggeskaller og tændstikker - eller punkter i Laurence Sternes roman Tristram Shandy eller hans En følsom Rejse fra årene før, som både Baggesen og
Xavier kendte.

XAVIER DE MAISTRE kom på en længere rejse til Rusland som landflygtig adelig, da Savoyen blev besat af de franske, i tilflugt hos sin mere berømte ambassadør-bror, Joseph de Maistre, en ægte politisk reaktionær.
I Sankt Petersborg morede han sig ved kejserens hof, skrev i sit lange liv kun yderligere et par mere forkølede fortællinger. Skrivebordet var kommet på højkant i en tilfældighedernes topografi under hans status som kriger og general.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her