Læsetid: 4 min.

Appelsiner uden sten

24. december 1998

Når man har under 100 kroner om dagen til sig selv og sit barn, efter de fast udgifter er betalt - så luner det med en julepakke fra Børnenes Kontor

"Jeg er dybt benovet. Vi spiste appelsiner hele dagen i går. Uden sten. Tænk, hvor mange, der får reddet julen på denne måde."
Onsdag formiddag er Shila Røpke stadig uforbeholdent glad for at være blandt dem, der fik en julepakke af Børnenes Kontor.
Uddelingen foregik i tirsdags i Grøndalscentret - et trøstesløst byggeri, hvor junglestore grønne planter ikke formår at maskere indtrykket af midlertidighed, billige barakmaterialer og et teglgulv, der er meleret af udtrådte cigaretskod.
På en måde var der også en vis trøsteløshed over julepakke-køen - lang og bred som foran billetsalget til en biografpremiere anden juledag, men formet af mennesker med tomme tasker og poser i hænderne.
Ikke trøstesløs på grund af stemningen, den var god nok, men fordi køen vakte erindringer om billeder fra fjerne steder og tider med knaphed og rationeringsmærker.
Børnenes Kontor deler imidlertid gaverne ud med den uselviske godheds usentimentale effektivitet - til lyden af julesange fra højtalerne, gik 2.500 begavede i løbet af dagen ind ad den venstre dør til Københavnersalen, afleverede deres gavebevis, og bevægede sig derefter rundt langs borde med høje varestabler.
For hver andet eller tredie skridt blev deres tomme poser og tasker lidt mere fyldt med en æske thebreve, en dåse kaffe, cornflakes, ris, mandler og rosiner, et net med æbler og et med appelsiner, cornflakes og ris, en halv meter flæskesteg - kylling til muslimerne - rødkål, kager, ost og smør foruden tre slags slik, en tegneserie og en rygsæk til børn. Og så gik de ud af døren til højre med tasker og poser fulde af 25 kilo julevarer og gladere ansigter.

Døden
Det er første år, Shila Røpke har benyttet sig af det ansøgningsskema til julepakker, som hendes ni-årige datter Christine fik med hjem fra Blågårdsgade skole.
Selve juleaften skal Shila og Christina hjem til mormor, "som er en rigtig god kok" sammen med den øvrige familie. Julepakken forsøder resten af julen: "De andre år har jeg klaret den nogenlunde økonomisk, så da brugte jeg ikke ansøgningsskemaet. Jeg tænkte, at nogle andre familier havde mere behov for det."
Shila Røpke er på kontanthjælp. Når huslejen og de andre faste udgifter er betalt, er der omkring 1.100 kroner til overs. Suppleret med børnepenge, børnetilskud og børnecheck har Shila og Christine lidt under 100 kroner om dagen til alt andet end faste udgifter - tøj, tandpasta, mad og fornøjelser:
"De får hurtigt ben at gå på. Så låner jeg af familie og venner, når den er helt gal og betaler tilbage, når børnechecken kommer hver tredje måned. Sådan er vilkårene."
Shila fuldender mange af sine sætninger med den slags konstaterende eller lakoniske bemærkninger. Det skal gå, og derfor går det.
Selv om det er "dyrt at være fattig": "Man har aldrig råd til at købe stort og billigt ind. Og børnechecken kommer i slutningen af januar og slutningen af august, hvor udsalget er overstået."
"Så jeg køber tøj i Frelsens Hær og Kirkens Korshær - ikke UFF, de er for dyre. Man kan bare ikke købe alt tøjet til sit barn i second-hand butikker... De kan ikke komme i skole og være helt yt. Så indgår vi kompromisser: I år ville hun gerne have sådan nogle sølvgummisko, der er højest mode for ni-årige. Til gengæld fik hun ingen gavekalender."
Når der for alvor er lavvande kassen, samler Shila flasker: "Jeg bryder mig ikke om det. Men når man er på røven, går man ikke forbi en flaske, der er penge værd."
Hun er 33 år og har aldrig haft et længerevarende arbejde: "Jeg har været hjemmegående, siden Christine blev født. Min mand, Jesper, tjente godt, først som blikkenslager og siden hos Røde Kors."
Shila og Christine har været alene siden 1995:
"Jesper gik ud af døren klokken syv som sædvanlig for at tage på arbejde... og klokken ti ringede de fra fra Frederikssund Skadestue og fortalte, at han var død i et trafiksammenstød."

Højtidens smerte
Shila ligner ikke en enke. Hun er for ung. For mild i trækkene. For rapt klædt i læderbukser, striktrøje og kasket. Men hun har enkens erfaring:
"På en måde bliver man udstødt af samfundet. Fordi andre mennesker er bange for døden og for sorgen. For smerten. De synes, at man lynhurtigt skal se "at komme videre" og taler... uden om. Eller ser uden om en. Som om man var pestbefængt."
Sorgen er falmet, men savnet er der stadig: "Det er sværest ved højtiderne, når familien og vennekredsen samles. De er allesammen par. Og så sidder Christine og jeg dér og er... anderledes."
Nogle af de professionelle har været gode hjælpere i en stormfuld tid:
"Den sygeplejerske, som tog imod mig på skadestuen, var fantastisk. Hun stod ved min side - tænk, et menneske, jeg slet ikke kendte - hele tiden før begravelsen."
Shila har også på fornemmelsen, at sagsbehandlerne på bistandskontoret har holdt hånden over hende:
"De kunne godt se, at de ikke bare kunne sende mig ud på et job fra 7-16. Jeg har først fået lavet en handlingsplan nu - det er jeg dybt taknemmelig for. Men nu skal der også ske noget. Der er så meget, jeg har lyst til - lige fra at prøve at få udgivet de digte, jeg skriver om natten, til at blive graver på Assistens Kirkegården - eller lastbilchauffør. Det er min store drøm. Min far og morfar var lastbilchauffører."
Men drømme går ikke så let i opfyldelse:
"Kommunen vil ikke rigtig give mig et kørekort... det koster en formue at tage et stort kørekort. Så nu har jeg fået lov til at melde mig til forskellige kurser og komme ud og snuse til lidt forskelligt og finde ud af, hvad jeg vil. Jeg vil gerne uddanne mig, selv om jeg er blevet så gammel."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu