Læsetid: 10 min.

Bare spark den bold i røven

18. december 1998

Sportens oprindelige gentlemanidealer om fairness og ære er på retræte i forhold til prestige og penge, mener den tidligere fodboldpiller Jan Bartram, som har skrevet en kritisk bog om fodboldlivet

INTERVIEW

Da Jan Bartram pludselig står dér på fortovet foran caféen og ligner sig selv, er der noget, som passerer revy.
Idrætsparken, maj 1989. Danmark mod Grækenland, 7-1. Peter Schmeichel griber bolden og ser op. Han kender Jan Bartrams løbebane. Bartram ved det og er allerede i fuldt løb. Schmeichel kaster bolden over en halv banelængde, og den lander lige for Bartrams fødder. Han spiller den videre til Flemming Povlsen, der hænger længere fremme på venstresiden. Povlsen rykker mod midten - Bartram fortsætter op langs sidelinjen som et damplokomotiv og modtager atter bolden fra Povlsen, der instinktivt søger mod nærmeste stolpe. Bartram afstemmer de sidste par skridt i forhold til bolden og baglinjen, før han drejer overkroppen til et af sine karakteristiske flade, indadskruede venstrebensskud. Povlsen trækker bolden til sig som en magnet. Publikum rejser sig. Han står, hvor han skal. Et splitsekund efter hænger Povlsen vandret i luften, og bolden rikochetterer fra hans pande med hvad der ligner 100 kilometer i timen - ind i målet. Hele sekvensen varer 20 sekunder i real-tid og et halvt i mit hovede.
"Goddag. Jan Bartram" siger Bartram og rækker hånden frem.
Hans professionelle fodboldkarriere strakte sig fra 1982 til 1991, og han nåede at være på kontrakt i AGF i Århus, Glasgow Rangers i Skotland og Bayer Uerdingen i Tyskland, hvor han tjente en formue. Som landsholdsspiller fik han 32 kampe uden at have verdens største talent. Ved siden af sørgede han for at få sig en økonomiuddannelse med studierne spredt over ni år (og i dag er han fuldmægtig i Økonomistyrelsen). Det lyder flot.
"Men ikke alt guld glimrer lige meget, og ligesom der ikke findes lykke uden sorg og ingen valg uden fravalg, ligeledes var der med alle sejrene, pengene, titlerne og berømmelsen knyttet ofringer, skuffelser, ensomhed og menneskelige nederlag," skriver han i forordet i sin bog Løb for Livet - når livet er andet end fodbold, som udkom hos Aschehoug tidligere i år.
Her beskriver han blandt andet den professionelle fodboldtilværelse, som han altid har haft et mærkeligt forhold til.
"Rent mentalt har bogen været undervejs i lang tid. Det starter i en træningslejr i Tyskland, hvor jeg vågner op midt om natten, og så må jeg til at skrive nogle absurde ting, jeg havde oplevet, ned," begynder Jan Bartram og fortsætter:
"I 1991 tog jeg på jordomrejse, og der havde jeg tid til at tænke tingene igennem. Det var sådan et filosofisk helle, kan man sige, at bruge et år på den måde. Jeg skrev ikke rigtigt, jeg tænkte bare nogle tanker. Da jeg kom hjem, fik jeg arbejde og havde så travlt, at der ikke var tid. Det fik jeg først her til sidst, da jeg havde barselsorlov og gik hjemme i et halvt år. Så jeg har skrevet på den i to år," fortæller Bartram.
"Det var helt klart for indholdsløst et liv for mig. Jeg havde det allerede dengang sådan med fodbold, at jeg kunne stoppe i morgen, hvis det var. Det var ikke sådan, at jeg sagde 'det her, det er lige mig'. Jeg overvejede en overgang at tage til USA og læse til kiropraktor, men det kom jeg fra, og så blev jeg langsomt indrullet i det der cirkus. Så kom den første kontrakt, og så røg jeg på landsholdet - det ene med det andet. Jeg blev fanget."
- Det var ikke med vilje, at du kom på landsholdet?
"Haha... Nej, det var det faktisk ikke. Jeg var en meget atypisk fodboldspiller - både fysisk og mentalt. Men måske var det i virkeligheden også min styrke og årsagen til, at jeg overhovedet kom frem. For havde jeg haft de tårnhøje forventninger, og hvis der havde været et pres fra forældre og venner, så kan det godt være, at jeg var blevet dræbt i det. Men der var ikke nogen, som forventede noget," siger han.

Når Jan Bartram taler om det ensformige og selvcentrerede fodboldliv, sætter han mange ord på. Man fornemmer, at han har fået vendt de ti år en del gange.
"Som professionel bliver du lukket inde i en osteklokke. Det drejer sig om fodbold, fodbold, fodbold i 15 år. Det første, de (fodboldspillerne) slår op på i avisen, er sportssektionen, som de skimmer. 'Står der noget om min klub?' Bom! 'Står der noget med mit navn?' Bom!," siger han og agerer avislæser med pegefingeren. Han har talt sig varm.
"Og de der 10-15 års intensiv læsning om sig selv gør, at storhedsvanviddet står og lurer lige om hjørnet. Man tror, at man er Guds gave til denne jord, og det er fandeme svært at komme ud af igen."

I dag er pengene i fodbold meget større. De helt unge, talentfulde fodboldspillere når ikke på samme måde som i 80'erne at komme igennem en læreproces, før de er blevet millionærer på en langtidskontrakt med en storklub. Det er hamrende usundt at komme så hurtigt til fadet, mener Jan Bartram.
"Der sker en skævvridning af personligheden. Jeg tror, at noget af det værste, du kan give unge mennesker, er penge. Jeg tror sgu', at man skal starte med at lære ydmyghed over for livets strabadser, og det gør man ikke, hvis man kommer hurtigt til penge. Ens ego vokser ud af proportioner."
"Jeg så Riskær (Klaus Riskær Pedersen, red.) i fjernsynet, og han er inde på noget af det samme. Det sker også med fodboldspillere - fuld fart på, masser af penge, succes og berømmelse, du kan vælge og vrage... masser af kvinder. Når man står der som 20-22-årig, er man ikke klædt på til det. Man mærker blot, at man er noget i forhold til andre mennesker, og det er der, at det kan gå fuldstændig galt. Man mister ydmygheden over for sporten og begynder at få nykker og køber store biler og store guldkæder. Det er meget menneskeligt."
"Riskær siger det også: 'Jeg var ikke ydmyg nok'. Det var en sindssyg periode i hans liv, ikke. Man tror bare, at det vil fortsætte resten af livet. Succes er et livsfarligt narkotikum for mennesker og særligt for unge," siger Bartram.
- Det rammer så én, når man engang stopper?
"Ja, man bliver afhængig af spotlighten og succesen. Det er også et problem, at man bogstaveligt talt kun er vant til at holde én bold i luften som fodboldspiller, og nu skal man pludselig holde 10 bolde som et almindeligt menneske ude i erhvervslivet, der er meget mere komplekst end fodboldlivet, der er så enkelt og simpelt. Du skal bare gå ud og sparke den bold i røven, alt andet er taget vare på og blevet tilrettelagt og planlagt. Dine støvler bliver pudset og står fremme. Dit tøj bliver vasket og lagt frem. Flybilletter er købt til dig. Du får at vide, hvornår du skal sove, og hvad du skal spise. Det eneste, du skal, er at koncentrere dig om den her halvanden time. Det er jo mental anoreksi."
I løbet af de senere år har 'fodboldskoler' bredt sig over Europa. Storklubber som for eksempel de hollandske Ajax Amsterdam og PSV Eindhoven er kendte for deres talentudvikling. Det betyder, at de skriver kontrakter med ungdomsspillere helt ned på drenge-niveauet. Om det er godt eller dårligt afhænger af synsvinklen.
"Man kan have den rent sportslige, hvor man siger, at 'vi skal have dem udviklet til så gode fodboldspillere som muligt'. Og så er der den rent menneskelige, der siger: 'Vi skal også have skabt hele mennesker'."
"Trænere er ikke ansat til at skabe hele mennesker, men resultater. Alt andet lige bliver spillerne vel dygtigere, hvis de kommer tidligere igang. På den anden side er der også mange typer, der vil dø allerede dér. Preben Elkjær for eksempel. Han er alt for vild og uregerlig til at komme ind i det der meget afrettede rum. Det var slet ikke gået med ham, tror jeg. Man fjerner spillernes vildskab og originalitet. Det er de pæne unge mennesker, der trives i en fodboldskole. Og de bliver mere pæne af det, og det bliver mere kedeligt og mainstream-agtig fodbold, når originalerne forsvinder."
"Jeg ville selv rent mental være gået til på det. Som 20-årig havde jeg stoppet. Det kommer an på, hvordan man er gearet - selv er jeg meget lystbetonet. Ligesom Brian Laudrup, der heller ikke løber rundt og tænker i dollartegn," siger Bartram.

Efter at pengene i europæisk fodbold er eksploderet, har det længe været tale at skabe en europæisk fodboldliga for storholdene. Argumentet er blandt andet bedre og mere seværdig fodbold.
"Det kan godt være, der er flere penge i det, men jeg tror der sker en eller anden fremmedgørelse også fra publikums side. Måske er det spændende at se Barcelona mod Manchester United i starten, men så tror jeg sgu', at interessen forsvinder. Man skal ikke glemme, at meget fodbold er bygget op på det lokale. Folk kan gå ud og se Herfølge, de kan gå ud og se AB og tale om det i hverdagen. Det bliver jo sværere, når det bliver så stort og nationalt. Der har vi landsholdet i forvejen. Men det gør nok, at landsholdet bliver nedprioriteret, men det er jo pengene der styrer. Jeg kan ikke vurdere om det er godt eller skidt. Det er en del af fodboldens udvikling. Man kan bare synes, at det er synd, at det lokale præg forsvinder, hvor arbejderne stod og så på fodbold og kunne tale om det på arbejdspladserne bagefter. Omvendt vil jeg heller ikke være hellig. Som spiller har det da også været fascinerende at skulle møde Manchester United, Barcelona og Ajax Amsterdam."
I den senere tid er det kommet for dagen, at doping eksisterer på et højt plan i italiensk fodbold. Der er indledt flere dommerundersøgelser rundt om i landet, og der er blevet afsløret omfattende fusk med dopingtests i den italienske olympiske komites dopinglaboratorium i Rom. Som professionel fodboldspiller oplevede Jan Bartram også, hvordan kroppen skulle presses til det yderste af sin ydeevne - med hjælp fra sprøjter og 'vitaminpiller'.
"Jeg oplevede det i Bayer Uerdingen. Det foregik meget i det skjulte. Det var sådan lige hånden ned i tasken og så en pille. Da jeg spurgte en af dem, der gjorde det, fik jeg at vide, at det var hovedpinetabletter. Om det var noget andet, det ved jeg ikke."
"Vi fik også vitaminindsprøjtninger før kampene. Det er så relativt uskadeligt, kan man sige, men en total pseudoforanstaltning. Jeg spurgte lægen, om det overhovedet hjalp. 'Næh, det kan ikke engang nå at blive optaget rigtigt.'
'Hvorfor gør vi det så?'
'I vil gerne, ikke?'
Men ellers er jeg sgu ikke rendt ind i det, må jeg sige."
- Hvad med 'blokader' og indsprøjtninger?
"Det er jo ofte såkaldte konditionsindsprøjtninger i ankler og knæ, der er tale om. Jo-jo, der var masser af indsprøjtninger. Jeg oplevede det selv. Midt under en halvleg fik jeg en indsprøjtning. Man lever jo i nuet, Herregud, så må regningen komme på et eller andet tidspunkt. Det tænkte vi sgu' ikke så meget over. Vi har heller ikke rigtig set, hvad det betyder at få så mange sprøjter og medicinske behandlinger undervejs, for der er ikke nogen, der har prøvet det før os. Men 20-30 år efter man er stoppet, hvad sker der så? Det er der ingen, der ved endnu. Vi kan kun vente og se, når slidgigten og de forstørrede hjerter kommer. Og det gør det. Det kan jeg godt frygte," siger Jan Bartram.
- Kulturen i omklædningsrummet er ret speciel. Jeg husker det som om, folk råbte og skreg og pissede på hinanden i badet. Er det på samme måde på alle niveauer?

Det er den ultimative mandehørm, der kommer til udtryk i omklædningsrummet. Det er jo krigere, der sidder dér - sveddryppende. De har været ude at nedlægge et bytte, og så sidder de og hoverer bagefter. Den måde at være sammen og tale sammen på er helt, helt speciel. Men så man bare tage det med som et nødvendigt onde. I store træk er det den samme stemning rundt om i verden, og alligevel er der forskel."
"I Skotland skulle vi for eksempel møde op i habit. Det var et krav fra Glasgow Rangers side, at vi skulle stå dér klokken halv ni om morgenen før en kamp, pæne og med nyfriseret hår. Der var en meget hyggelig og afslappet stemning. Der kom én og serverede te for os, og der var lidt jokes og historier; hvad havde man lavet i byen eller et eller andet. Men så fem-ti minutter før vi løb på banen, eksploderede vi fuldstændig. Der blev råbt og skreget og sparket til alt og alle. Vilddyr. Vilddyr, simpelthen. Efter kampen kunne de så finde på at smide med tekoppen eller komme op at slås. Følelserne sad udenpå. Meget sydlandsk temperament."
"Tyskland var så helt anderledes. Meget mere stift og formelt. Man skulle godt nok ikke møde i habit, men man skulle gå rundt og sige pænt goddag og give hånd til alle. Hver morgen. Til træneren, hjælpetræneren, konditionstræneren, lægen, manageren og som regel også nogen fra bestyrelsen. Vi sagde 'De' og var på efternavn. Omklædningsrummet var så meget mere roligt, ikke. Ordnung muss sein. Stadigvæk blev der sagt alle de der mandeting. Men forskellen mellem Skotland og Tyskland var ekstrem. Sådan var det også i AGF. Det er mandestemningen der præger det; drengerøvene der bliver sluppet løs, og det er det samme ligegyldigt, hvor man er i verden," fortæller Jan Bartram.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu