Læsetid: 10 min.

Begyndelsen til en avis

3. december 1998

Hvordan startede Information? Nye læsere kan begynde her, trofaste læsere får historien genopfrisket med dette - let forkortede - uddrag fra fjerde bind af journalisten og forfatteren Erik Nørgaards erindringer 'Gyldne Tider'. Bogen fortæller om Nørgaards 11 år på Information fra begyndelsen af 50'erne til begyndelsen af 60'erne, også kaldet Klondyke-tiden, hvor Information fra at have været illegal avis under besættelsen voksede til et anderledes dagblad med mange farverige redaktører og journalister

Information var vokset ud af modstandsbevægelsen, og det prægede som antydet stadig bladet i 50'erne. Mange af læserne havde deltaget i modstandskampen, og de fleste af de ledende medarbejdere var tidligere modstandsfolk. Det var både en styrke og gav anledning til splittelse.
Der blev undertiden talt om, at man i det politiske liv og på et blad som Information burde leve op til det, 'der var kæmpet for' - men hvad var der egentlig kæmpet for? Naturligvis for 'frihed' og 'demokrati'. Ingen mening kunne længere undertrykkes. Men der var også i store dele af befolkningen en forventning om 'større social retfærdighed'. Det var mere diffust, og meningerne delte.
Det politiske liv var faldet tilbage i de gamle folder, og Seidenfaden luftede på et redaktionsmøde den tanke, at lnformation - med forbillede fra udlandet - måske skulle støtte den til enhver tid siddende regering uanset partifarve. Et forslag, der blev mødt med negativ tavshed, og som for en gangs skyld fik Outze til at ryste på hovedet.
Begge chefredaktører var enige om, at bladet som hovedprincip var klart antikommunistisk og antisocialistisk, og at bladet hørte til i den vestlige lejr under Den Kolde Krig. Seidenfaden fik tilskrevet en ikke ringe del af æren - efter andres mening skammen - for, at Danmark i 1949 tilsluttede sig NATO, men mange anså det dog for at være en unødvendig provokation, da Seidenfaden erklærede, at han anså "atombomben for at være en gave til menneskeheden". I hvert fald når det som et løsrevet citat blev revet chefredaktøren i næsen.
Også i vores hverdag blev vi mindet om besættelsestid-en. Retsopgøret var ikke endeligt afsluttet. Og det hændte ofte, når en eller anden person skulle omtales, at der blev sagt: "Slå ham lige efter." Vi måtte så se i vores lasede og i øvrigt upålidelige udgave af Bovrup Kartoteket, om den pågældende var registreret som nazist.
Efterhånden som Outze fik mere og mere at bestille som chefredaktør og forfatter, overtog jeg besættelsestiden som stofområde.

Men at båndene mellem Information og modstandskampen var naturlige, lå jo i det historiske forløb.
Det var Børge Outze, der som kriminalreporter på Nationaltidende begyndte at skrive små meddelelser "Til Information" om de nyheder, der ikke kunne bringes i bladet. Denne virksomhed udviklede sig til den illegale nyhedscentral Information.
Hen mod krigens slutning blev det besluttet at videreføre det illegale Information som dagblad - et talerør for Frihedsrådet - og efter en forud tilrettelagt plan rykkede Korps Aagesen på befrielsesnatten den 5. maj 1945 frem for at beslaglægge det nazistiske dagblad Fædrelandets trykkeri og kontorer i Store Kongensgade 40.
De nazistiske journalister og det øvrige personale vidste, hvad klokken var slået. Trykkeri og kontorer var forladt i al hast. På redaktionen hang der endnu billeder af Frits Clausen og Hitler, men en del af inventaret var knust. Skrivebordene gennemhullede af pistolkugler.
"De ødelæggelseslystne var flygtet," skrev Outze senere. "Vi stormede op ad trappen og åbnede døren til redaktionen med skud omkring låsen. I det samme kom tre mænd fra den mørke port ud mod Store Kongensgade. Peter Raben i spidsen for Korps Aagesen snurrede rundt. Han kendte dem ikke. Venner eller desperate nazister?"
Den forreste i gruppen viste sig at være Arne Sørensen, stifteren af Dansk Samling. Han havde fået samme idé som Outzes gruppe: At udgive en ny avis, Morgenbladet, på ruinerne af Fædrelandet.
Og nu blev der trængsel på trappen. Endnu en gruppe dukkede op. Det var ledende kommunister. De stod uden avis, siden Arbejderbladet måtte lukke i 1941. De forestillede sig, at det illegale Land og Folk kunne genopstå som legalt dagblad i Store Kongensgade.
Men det var Informations-folkene, der havde fat i den lange ende. De kunne - via landsretssagfører Henning Sally - fremvise en lejekontrakt på lokalerne, lydende på overtagelse, såfremt de pludselig blev ledige. Det havde været aktuelt siden de allieredes landgang i Normandiet.
Kommunisterne trak sig hurtigt. De første uger efter befrielsen blev Land og Folk trykt på arbejdsgivernes avis Nationaltidende; større var afstanden mellem det yderste højre og det yderste venstre ikke på det tidspunkt.
Arne Sørensen og Dansk Samling-folkene var mere stædige. Der blev indgået en aftale: Information kunne trykke om formiddagen, Morgenbladet om natten.
Men det holdt ikke. Morgenbladet måtte give op. Det samme blev tilfældet med Venstres aviseksperiment København. Fra denne avis overtog Information tre af de dygtigste journalister: Thyra Christensen, Jes Knudsen og Palle Koch.

Rotationspressen var intakt, og den havde sin egen historie: Den havde i sin ungdom trykt det kommunistiske Hamborgblad Rothe Fahne; Karl Liebknechts og Rosa Luxemburgs kampavis, der manede til kamp mod brunskjorterne og de klasseforræderiske socialdemokrater.
Men næppe var Hitler kommet til magten og flammerne døet ud i Rigsdagsbygningen i Berlin i 1933, før nazistiske stormtropper erobrede den kommunistiske bladbygning og lod rotationspressen lægge valser til en af nazisternes hovedaviser.
Men så gik turen videre til Danmark. I begyndelsen af krigen forærede det tyske naziparti den allerede noget slidte trykkerimaskine til det danske broderparti, der kunne starte udgivelsen af Fædrelandet.
Det blev et nogenlunde hæderligt dagblad med den nogenlunde hæderlige Helge Bangsted, Peter Freuchens gamle polarkammerat, som chefredaktør - men selvfølgelig ud fra en noget skinger, nazistisk grundholdning.
Værre var det med aflæggerpamfletten Kamptegnet, der med forfatterinden Olga Eggers i spidsen førte an i den mest infame hetz mod jøderne, der er set her til lands. "Vi kender alle disse undermennesker," skrev hun, "og af alle er de røde de værste og Carl Madsen den allerværste."
Sådan var altså skæbnen for rotationspressen, der endte med at trykke modstandsbevægelsens blad i Danmark.
Man siger nok, at papir er tålmodigt; det gælder også maskiner.

I et af de første numre af Information, maj 1945, skrev Børge Outze:
"Dette er ikke en avis. Det er kun begyndelsen til en avis."
For en gangs skyld udtrykte han sig forsigtigt og beskedent. Med god grund. Han var næsten alene om at skrive avisen sammen med den unge journalist Ove Martin, der ligeledes var vendt hjem som flygtning fra Sverige og nu fik mulighed for at boltre sig med den hensynsløse journalistik, der passede til hans temperament. De fik støtte fra pressefotograf Jacob Maarbjerg, også hjemvendt fra Sverige, tidligere en slags sekretær for Brechts elskerinde Ruth Berlau. Han fyldte avisen med dramatiske billeder, bl.a. en del gruopvækkende af efterladte lig af tyske flygtninge i stabler.
Outze fortsatte:
"Vi vil ikke hidse os op over ulykker og jalousimord. Det bliver en avis, der interesserer sig for politik, udenrigspolitik, økonomi, handel og andre realiteter i den hverdag, der venter os."
Tanken om at tage 'kultur' med som en af bladets mærkevarer strejfede åbenbart ikke Outze.
Under alle omstændigheder havde han ikke taget den dynamiske Ove Martin i ed.
Hvis der i de kommende år var noget, der kom til at interessere den snart fungerende redaktionschef, var det netop ulykker, jalousimord og lignende voldsomme begivenheder.
De fik højeste prioritet. Og det var vel rigtigt, at det i begyndelsen var de iøjnefaldende nyheder, der fik folk til at købe en løssalgsavis som Information - bl.a. ved direkte gadesalg - men længe varede det ikke, før det var Outzes og Seidenfadens ledende artikler, udenrigs- og kulturstoffet og den åbne debat m.m., der fastholdt læserne. Det blev kun delvist erkendt af Martin. Herved opstod efterhånden en konflikt.

En af de første journalister, der sluttede sig til den spinkle redaktion, var Anker Randsholt. Han var til gengæld optaget af tanken om en avis, der i højere grad interesserede sig for politik end for døgnets banale nyheder.
Han opsagde sin solide stilling på Berlingske Aftenavis for at gå til opkomlingen i Store Kongensgade. "De må jo ikke være rigtig klog," udbrød kollegaen Henry Hellsen. "Tænk Dem om, før De brænder Dem på den døgnflue." Den berlingske chefredaktør Svend Aage Lund var af samme mening. Men Randsholt holdt fast på sit.
Hertil kunne man jo føje, at det hører til mytologien om Information i disse pionerår, at det ikke blev anset for absolut diskvalificerende, at en ny medarbejder muligvis ikke var rigtig velforvaret.
Outze havde med vanlig ulyst til at sige nej ansat en ny medarbejder.
"Jamen, han anses jo for at være sindssyg," indvendte Seidenfaden.
"Det er rigtigt," svarede Outze. "Men han har vist også andre gode egenskaber."

Jeg blev hurtigt klar over, at jeg ikke var den eneste medarbejder, der var blevet ansat på højst utraditionel måde.
Bladets første tegner var Ulrik Duurloo. Han blev knyttet til bladet på den måde, at Outze på vej ud af porten til Store Kongensgade løb ind i den unge tegner og skribent Duurloo. De kendte lidt til hinanden.
Duurloo havde uden den store succes forsøgt sig som bladtegner ude i Europa, men var nu arbejdsløs.
"Jeg er på vej til det engelske hovedkvarter på d'Angleterre. Kan du ikke ta' med og tegne general Dewing?" spurgte Outze.
Duurloo slog til, og i de følgende par år, indtil han blev chef for Rådet for større Færdselssikkerhed, tegnede han kendte gæster i byen: general Korotkov, luftmarskal Tedder, gesandt Thomas Døssing, Jean Hersholt og mange andre.
Victor Thomas startede som løssalgssælger ved Tivolis hovedindgang. Det gik så strygende, at han blev forfremmet til chef for budstuen. Det var bl.a. hans opgave at modtage besøgende på bladet. Var der spændende personer imellem, som for eksempel den ellers pressesky oberst Birksted, der var bitter over sin skæbne i flyvevåbnet efter krigen - interviewede han dem.
Hans store scoop var en artikelserie med nye forklaringer om, hvorfor kanonen på Middelgrundsfortet svigtede, da Danmark blev besat. Thomas havde selv som værnepligtig tilhørt kanonmandskabet - der aldrig havde lært at betjene kanonen.
Han blev rykket ind i redaktionen som nyhedsjæger, tæt i hælene på Anders B. Nørgaard og Poul Dalgaard, der havde travlt med at optrævle Edderkop-sagen på Social-Demokraten.

Leif Blædel tilbød sig selv som næsten gratis arbejdskraft. Det var lige efter den langvarige typografstrejke i 1947, da Information for første gang udgav en nødavis.
Efter strejken fortsatte man med det mere håndterlige lille format - nogenlunde som formiddagsaviserne. Men det blev en katastrofe. Oplaget sank fra ca. 25.000 til ca. 18.000 på få dage. Informations progressive læsere havde svært ved at vænne sig til et nyt format. Man måtte vende tilbage til det gamle.
Det var i denne økonomisk betrængte situation, at Blædel henvendte sig og blev ansat. Det hørte dog nok også med til billedet, at Leif var søn af Seidenfadens store forbillede, 'gamle' Nicolai Blædel på Nationaltidende.
Blædel blev placeret som 'føl' hos Victor Thomas i kriminalredaktionen og fik indblik i den teknik, Thomas benyttede, når han interviewede kendte, forfængelige folk. For eksempel når han ringede til K.K. Steincke:
"Jeg tillader mig at spørge, fordi De jo er kendt som en af Europas førende og mest anerkendte jurister..."
Eller til en overlæge:
"Jeg ved jo, at De er kendt som en af verdens dygtigste kirurger..."

Jørgen Falcon afløste Victor Thomas som leder af kriminalredaktionen.
Ove Martin plejede at fremhæve Falcon som et eksempel på de rette egenskaber for en journalist: Han havde som journalistelev i Helsingør taget mod et tilbud fra illusionisten Brinkfort og ladet sig begrave i en kasse i Cirkus Morenos manege - og var sluppet levende fra det.
Aktiv journalistik, mente Martin.
Jeg afløste senere Falcon som leder af politiredaktionen. En dag mødte en køn, ung pige op i redaktionen.
"Jeg skulle bede om et skrivebord," sagde hun.
"Hvem siger det?" spurgte jeg. - "Outze."
Jeg spurgte Outze, hvad der lå bag denne uventede ansættelse.
"Hendes øjne er så smukke;" sagde chefredaktøren, der ellers aldrig lod sig mærke med svaghed for smukke kvinder. Tværtimod blev han anset for at være noget puritansk.
Den smukke pige hed Lis Schwartz og blev senere ansat i Journalistforbundet.

Man kunne få det indtryk, at den sværeste måde at blive ansat på, var at skrive en ordinær ansøgning, bilagt anbefalinger, arbejdsprøver osv.
Vi fik massevis af disse ansøgninger. Unge journalister stod i kø. Jeg ved ikke, hvor mange ansøgninger der blev besvaret.
Jørgen Holmgård var en af dem, der i fire år skrev ansøgninger uden at blive antaget. Han havde ellers de bedste forudsætninger:
Han var en dygtig journalist, tidligere modstandsmand og kz-fange og brændte for Informations idé: den journalistiske frihed.
Men omsider havde han heldet med sig. Outze forklarede ansættelsen med, at der var tale om en medarbejder, der ikke gjorde krav på en af redaktionens eftertragtede, duelige skrivemaskiner. Han skrev, som de gamle provinsredaktører, sine manuskripter i hånden. Tydelige, let læselige, gedigne manuskripter. Som andre medarbejdere brugte han det nøgne papir, opskårne rester fra trykkeriets papirruller.
Kun to medarbejdere skrev i hånden. Den anden var vores første sportsmedarbejder, fodboldhelten Knud Lundberg. Hans manuskripter var til gengæld ulæselige for alle andre end et par af de mest erfarne maskinsættere. Han fik tilgivelse, fordi man mente, at det hørte til hans lægeuddannelse at skrive sjusket.

Holmgård har beskrevet medarbejderne i bladets første år som "ikke blot den yngste skare i dansk presse, men også en bande af de mest krakilske, temperamentsfyldte og fandenivoldske. I sammenligning var Muppet Show den rene søndagsskole.
I spidsen stod Ove Martin. Hans hjerte bankede for nyhedsjægerne. Når han hørte ordet kultur, råbte han: "Uduelige højskolespirer og bonderøve - og så greb han en saks."
Torben Brostrøm har kaldt det "et journalistisk jægerkorps under jævnlig udskiftning".
Bladets lokalhistoriker Erik Lund har skrevet, at det er kendetegnende for avisen, at den altid har kunnet finde frem til talenterne.
Jeg vil sige, at det er mere kendetegnende, at talenterne har fundet frem til Information.

*Erik Nørgaard: Gyldne Tider. 336 s. 275 kr. Gyldendal. Udkommer fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu