Læsetid: 4 min.

Bill Clintons forgængere slap for sex-tiltale

17. december 1998

Præsident Johnson blev hængt op på en afskedigelse, og Alexander Hamilton modtog ikke en gang en irettesættelse for bestikkelse af en forsmået husbond

FORTILFÆLDENE
BOSTON - Én historisk skikkelse rager højere end nogen anden i disse dages glødende debat i Washington om en rigsretssag mod præsident William Jefferson Clinton.
Hans navn er Alexander Hamilton (1755-1804), og han anses for at være én af den amerikanske forbundsstats grundlæggere og den mest autoritative fortolker af forfatningen fra 1787.
Så indflydelsesrig er Ale-xander Hamiltons politisk-filosofiske betragtninger, at både tilhængere og modstandere af en retssag i Senatet har fundet det nyttigt at citere ham.
Deres skriftlige kilde er en serie avisartikler, han skrev i 1787-88 i samarbejde med to andre tilhængere af forfatningen - John Jay og James Madison. Kort efter blev deres bidrag samlet i et bind under navnet The Federalist Papers og har sidenhen været priset som den ypperste politisk-teoretiske fortolkning af forfatningen.
I én artikel ud af i alt 85 - nemlig nr. 65 - fremlægger Hamilton sine tanker om Senatets hverv som rigsret.

At lyve er tillidsbrud
I artiklen skriver Hamilton f.eks., at Senatets jurisdiktion i denne type sager omfatter "forseelser, der angår (en præsidents, red.) tillidsbrud overfor samfundet".
Netop dette citat anvender den konservative kommentator William Kristol, når han skal begrunde rigsretstiltale mod Clinton:
"Det er tillidsbrud, når en præsident lyver under éd, selv om det drejer sig om banale ting. Hans løgne var virkelige, de var bevidste," skriver han i News-week Magazine.
I samme udgave af det amerikanske nyhedsmagasin kommer Jonathan Alter, en modstander af rigsretsanklage, til orde. Også han tager den politiske filosof til indtægt for sine synspunkter:
"Hamilton skrev, at det ikke var formålstjenstligt at anlægge rigsretssag, hvis stridsemnet delte de to partier midt over," anfører Alter.
Manglende enighed på tværs af partiskel skulle med andre ord berettige et anklagefrafald.
Her opstår imidlertid et problem, idet Alter bøjer Hamiltons ord. I artikel nr. 65 gør den politiske filosof blot opmærksom på "faren for, at dommen afspejler partiernes forholdsmæssige indflydelse fremfor spørgsmålet om skyld eller uskyld."
Hamiltons anbefaling går altså ikke på, at rigsretssag kun bør gennemføres i Senatet, dersom medlemmer af begge partier er enige.

Af politisk karakter
Derimod gør han opmærksom på en selvindlysende omstændighed i en retsproces, som er lagt fra domstolene over i den folkevalgte forsamling.
Handlingerne, som en præsident bliver sigtet for, må i sagens natur være "politiske," skriver Hamilton, "fordi de hovedsageligt berører skader påført samfundet."
Sagt på en anden måde: Kun hvis præsidentens forseelse menes at være skadelig for staten, giver det mening at fjerne en folkevalgt præsident.
Det er naturligvis, hvad det demokratiske parti gang på gang påpeger i disse dage. Løgn om sex er en privat affære og ikke en trussel mod samfundets institutioner, siger de.

Skørtejæger Hamilton
Selv havde Alexander Hamilton måske god grund til at dele denne opfattelse. Ligesom Clinton var han lidt af en skørtejæger og ofte sin hustru utro. Da Hamilton i en alder af 32 tjente som landets første finansminister, havde han en affære med Maria
Reynolds - hustru til en politiker, som afpressede ham for det overordentlige store beløb af 1.000 dollar.
Hamilton betalte troskyldigt, men kort tid efter bankede det på hans dør. Uden for stod tre lovgivere, som udtrykte ængstelse for rygter, de havde hørt om Hamiltons ulovlige spekulation med Hr. Reynolds i statsobligationer.
- Nej, svarede en overrasket Hamilton. Han havde blot købt sig til den forsmå-ede husbonds stilhed.
Hvorefter de tre lovgivere trak på smilebåndet og bad om forladelse for den pinlige forstyrrelse af finansministerens privatliv. Ifølge historikere skyndte Hamilton sig at ødelægge beviserne på hans sidespring og fik sendt hr. og fru Reynolds ud af New York.
Selv om præsident George Washington og hans kabinet formentlig var underrettede om denne affære, blev Hamilton aldrig irettesat, endsige bragt for en rigsret.
"Det blev opfattet som en privatsag, og handlede ikke om misbrug af hans embede," sagde præsident Clintons juridiske rådgiver Greg Craig fornylig.

Løs moral i gamle dage
End ikke præsident Andrew Johnson måtte lide den tort at blive slæbt for Senatet og sigtet for at lyve om sex.
Rigsretssagen i 1868 mod denne sydstatspolitiker, der ligesom Bill Clinton voksede op uden en fader og i dyb fattigdom og senere blev guvernør, var derimod strengt partipolitisk motiveret - netop, hvad Alexander Hamilton havde advaret imod i Federalist Papers.
Inden republikanerne fik den demokratiske præsident i fælden, iværksatte de en smædekampagne mod ham. De beskyldte Johnson for at været meddelagtig i mordet på Abraham Lincoln, som han havde været vicepræsident for - uden en skygge af bevis. De bragte en historie om hans illegitime søn til torvs og hævdede, at han havde bestukket moderen Jennie Perry mod at holde munden lukket.

Ingen misligholdelse
Men end ikke dengang i 1860'erne blev den slags moralske lapser hos en præsident opfattet som en misligholdelse af embedet.
Først da Johnson afskedigede sin krigsminister - en populær republikaner - gik hans modstandere på krigsstien og anklagede ham for at have overtrådt en føderal ansættelseslov.
Rigsretssagen mod Andrew Johnson havde ene og alene det formål at fjerne ham, fordi det republikanske flertal i Kongressen var imod hans forsonende linie over for den tabende part i den netop overståede borgerkrig - nemlig sydstaterne.
I Senatet overlevede han med én stemme, da seks republikanere krydsede over til demokraterne.
Ingen af disse 'partiforrædere' blev genvalgt ved næste valg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her