Læsetid: 9 min.

blot ei til lyst at skue

12. december 1998

Den Kgl. teaterledelses kriseforvaltning i jubelåret må logisk berede bunden
for kunstarternes adskillelse

Skribenten hører til den kreds af privilegerede, der jævnligt indbydes til Det Kgl. Teaters præsentationsforestillinger. Invitationer man tager imod, håbefuld at traktementet viser sig i overensstemmelse med en nationalscenes niveau - teatrets hårdt pumpede annoncering.
Nøgternt set må man være indstillet på, at stegen nu og da er tør, og sovsen skiller. Vi taler om en stor husholdning, der i sæsonens løb tilgodeser en omfangsrig menu. Alt kan ikke være store øjeblikke, som presseafdelingen engang hævdede.
Dertil kommer, set fra tilskuersiden, at akkurat som med lediggang er overdreven teatergængeri roden til alt ondt. Hvilken skarpsindighed anskueliggøres af teaterkritikernes fornøjelige flok.
Disse linievogtere på kunstens overdrev - latente lystmordere set med
kunstnernes øjne - synes at have pådraget sig uoprettelige erhvervsskader ved at tilbringe for mange aftentimer tjenstligt bundet til plydspolstrede stolerækker i mørkelagte rum med tæppe mellem virkeligheden og teatrets ihærdige bestræbelser på at skabe en anden.
Eller måske lider kritikerne blot af medfødt dårlig smag, skidt karakter og svækket dømmekraft, der ydermere forringes af teaterpolitiske hensigter i anmeldelserne.
For den sidste påstand kan man, selvsagt angående adskillige afdøde kritikere - lad os endelig holde os til dem - føre sandhedsbevis. Hånden på hjertet.

Irritabel udvandring
I den forstand kunne en tanke nærliggende opstå, at den rørende enighed, der så småt har bredt sig i teaterkritikerstanden vedrørende Det Kgl. Teaters nu alment erkendte krise, blot og bart udspringer af kritikernes manglende format. I samme åndedrag tilslutte sig visse nærtagende teaterdirektører, der helst vil være fri for at se standens medlemmer på deres (i øvrigt statsstøttede) skuepladser.
Men sådan kan man ikke se på sagen, trist nok. Irritationen over konkret Det Kongelige Teater og dets udadtil demonstrerede egenoplevelse - vel at mærke sammenholdt med teatrets faktiske forvaltning af pundet og først og sidst flertallet af dets sceniske præstationer - lader sig ikke bortforklare ved kritikkens inkompetence - endsige herværende skribents trang til det kontrære. Irritationen er velbegrundet.
Kvitteringen for ovennævnte invitationer har i snart flere år - efter det indadvendte spørgsmål: Om livet er langt nok til uvedkommende teater - afstedkommet diskrete men hyppige udvandringer fra etablissementet efter første eller anden akt. Så hellere en god bog, som den forelskede kamphane sagde om kønslivet.
Med sorg i sinde har man forladt teatret irriteret over tolkninger uden mål og mening og præstationer under lavmål, altsammen indfattet i et ufatteligt usikkert repertoirevalg.
At tage sit gode tøj i pausen, det siger sig selv, er den gode teateroplevelse fremmed. Og det er jo den, man går i teatret efter uanset medbragte paratfordomme. Det lykkes nok denne gang, siger man og ser frem til selvforglemmelsens store øjeblik. Aber nein, som Schiller (sikkert) sagde.
Ingen selvforglemmelse i aften, hr. Endnu en udvandring.

En ny forventning
Denne ukonstruktive irritation - således udviklet ved hyppig nærkontakt med teatrets præstationer - sidst en umulig Holberg-opsætning, der i det private erhvervsliv havde fået følger - kan udarte til en art national fortvivlelse. Er dette virkelig, hvad vi duer til! Imidlertid er vreden over tingenes tilstand på vor kollektivt ejede skueplads lige så stille ved at undergå en forandring til det bemærkelsesværdigt konstruktive, der kan ligne taknemmelig forventning.
Ved sin stadig mere uforståelige forvaltning af Det Kgl. Teater er teatrets bestyrelse og daglige ledelse nemlig - lige så vedholdende som krisen uddybes - helt på egen hånd i færd med at undergrave den gamle institutions urimeligt antikverede struktur, der siden etableringen af skuepladsen, som vi kender den, har fastholdt den hellige og enfoldige treenighed mellem kunstarterne.
Fortsætter udviklingen, hvilket den formentlig gør, indtil nogen med tilstrækkelig magt griber ind og finder en ny bestyrelse, fremtvinges alligevel dén påkrævede forandring, som nogle stykker af det mindre pæne selskab i opinionskoret har råbt og skreget på i snart flere år.
Tanken om én gang for alle at ophæve treenigheden er jo ikke en nyhed. I dette årtis begyndelse slap med den nye teaterlov tvivlen ud af sækken, og er aldrig stoppet ind igen.
Begejstringen for traditionen kunne ikke mere bære påstanden om Det Kgl. som kunstartsamlende gensidig inspirationskilde. Ulemperne ved samdriften havde ganske enkelt forlængst oversteget fordelene, skønt føleriet hver gang dette blev påpeget vandt overhånd.

Den afdøde tanke
Årene siden, hvor teatrets fysiske uhensigtsmæssigheder og skrigende behov er kommet i fokus, har mildt sagt ikke ændret på den saglige balance til fordel for traditionalisternes standpunkt. Tværtimod.
Enhver tanke om en ny begyndelse, ethvert tilløb til kunstnerisk dynamik eller forsøg på at finde afsæt for at imødekomme et moderne kritisk publikums rimeligt begrundede forventninger strander i denne afdøde tankegang om teater, ballet, symfonisk musik og opera under samme tag.
Samtidig kan problemet vendes på hovedet, eftersom teatrets lokaleproblemer ikke løses forsvarligt, før strukturen er sprængt, tanken om Det Kgl. Teater nytænkt og institutionen følgelig delt i - på den ene side et Kgl. Teater med egen faglig forsvarlig ledelse, på den anden side et Kgl. Kapel og en Kgl. Opera og Ballet, med egen faglig forsvarlig ledelse.
I den forbindelse forekommer teaterchefens insisterende - men fra hans stol forståelige - synspunkt på samdriften patetisk. I seneste redaktion af argumenterne, som fremført i DR 2's mikrofonholderudsendelse over en hel aften om teatret set fra skuespillets, teaterchefens og Majestætens synsvinkler, svømmede problemknuser snarere end problemløser Christiansen hen i tårevædet rørelse over Det Kgl. miljø, hvor balletbørnene umiddelbart fra stang-øvelserne kan trippe i teater. For at se hvad, og med hvilket langsigtet kunstnerisk formål, kunne man ondskabsfuldt spørge, eftersom de små åbenbart må indstille sig på at skulle optræde i second hand balletter eller danse voksen-discount, kreeret af tvivlsomme koreografer jvf. det skidt, teatret ifølge samtlige balletkyndige senest har leveret med Den Glade Enke.
Teaterchefen tilføjede senere i udsendelsen et måske mere teaterbegrundet, men lige så tanketomt forsvar for samdriften, hvad angår det fremtidige repertoire, idet han kækt henviste til musical-genrens krav. Så ved vi besked.
Men balletten er atter på hælene, efter at endnu en balletmester i onsdags forlod skuden.

Det Kgl. Monopol
Ellers har opretholdelsen af samdriften været fæstnet i traditionen, hvilket teaterledelsen efterhånden må have indset som en uholdbar begrundelse, endog når den hyppigt har været lagt monologisk tilrette i chefens egen mund.
Historisk tager teatrets indretning jvf. jubilæet udgangspunkt i enevælden, trives fint efter '48 hos Heiberg og efterfølgere til langt op i stadig mediefattige tider helt op efter Anden Verdenskrig. Her i det hyggelige og varme rum fandt borgerskabet med kongehuset i logen fortsat et fælles mødested. At se og lade sig se, kongeligt underholdt med sang, dans og tale inden for høviskhedens grænser.
En stor del af perioden besad teatret dertil monopol på centrale forestillinger. For en progressiv kunstner som Betty Nansen var det f.eks. umuligt at få det kgl. apparat til at movere sig fra klausulerede værker. Teatres særstilling fik håndfast udtryk. Den klassiske ballet gav sig selv, den så man kun på Det Kgl. Operaen havde publikum udelukkende adgang til dér og uden sammenligning. Grammofonen var som bekendt ikke noget at skrive hjem om før efter lp-pladen.
Men ingen tvivl om at Det Kgl. skuespil i flere menneskealdre var førende i Danmark. Man sagde gerne, at selv budet, der kom ind med et brev i tredje akt, spillede komedie, så fuglene sang. Noget var der om det. Kriser kom og gik, Huset gyngede nu og da, men kvaliteten i ensemble og til dels repertoire var i lange perioder trods alt betragtelig.
Siden har teatrene uden for Det Kgl. som bekendt udviklet sig. Der spilles lige så godt, efterhånden som oftest bedre og mere vedkommende teater ude i byen, hos Langdal o.a.

Tempotabet
I tilbageblik på den nuværende krises udvikling synes den kunstneriske at følge af den administrative. Det sidste forstået som en teaterledelses ubegribeligt letsindige omgang med udbygningsplaner af vidtrækkende konsekvens for by, borgere, kunstnere og teatergængere.
Den ejendommelige håndtering af teaterfuglen er velkendt og skal ikke her repeteres.
Ledelsens demonstrerede magtfuldkommenhed, der imidlertid ikke indebar en udviklet plan for nybygningens kunstneriske indhold, men lagde vægt på ydre faciliteter, eksploderede mellem fingrene på bestyrelsesformand og direktøren selv og ville givetvis have fået mere ydmyge naturer til at overveje positionerne. Således som teaterchefen også gjorde, indtil han indtog et nyt standpunkt.
Oppositionen, der forgæves søgte dialog med teatret, var effektiv, forholdsvis sagligt funderet og udkrystalliserede sig i en art - folkebevægelse er nok for stærkt sagt - men i hvert fald bevægelse for at prioritere et opera/musikhus om nødvendigt løsrevet fra Det Kgl.
Den sært passive manglende alternative satsning på andre løsninger end teaterledelsens eget forslag betød et betydeligt tempotab i reformplanerne. Og måtte gøre det, eftersom fastholdelse af strukturen - for nu at gentage mantraet - er en planlægningsmæssig fremtidsblokerende blindgyde. Formentlig også politisk, nu da Auken har afvist Hafnia som udbygningsmark for teatret.
I forløbet har teaterledelsen opereret taktisk synligt. Synd at sige andet. I dette spil så synligt, at det bare er for meget. Såvel teaterchef som bestyrelsesformand har ved passende - eller snarere upassende - lejligheder i forbindelse med div. festlige lejligheder stået frem, og uden at nogen kunne indvende noget, betonet traditionens værdier samt omvendt fremmalet et betonbyggeris ramme om fremtidige lignende begivenheder som indlysende skrækscenario.
Forsvarlig omgang med modsynspunkterne kan man retfærdigvis og med den bedste vilje ikke tale om, hvilket igen har understreget teaterledelsens debatafvisende selvtilstrækkelighed, en adfærd, der mere leder tanken hen på manipulering af småaktionærer i Københavns Sommertivoli end på en ansvarlig ledelses styring af landets skueplads.

Aflysningers sigte?
Dette sidste kritikpunkt fører videre til administrationen af operaen, hvis rimelige succes trods Gl. Scenes åbenbare mangler klart har understreget krav om et operahus som drivkraft i husets reformering.
Teaterledelsen har efter store og beundringsværdige satsninger - Strauss' Frau ohne Schatten og seks Wagner- operaer - siden aflyst det hele. Blot meddelt aftalepartnerne at de ikke får en øre i kompensation, skønt teatret aftalemæssigt og efter god skik bør forpligtes over for de engagerede.
Det Kgl.'s rygte i professionelle kredse, forstår man, er ikke det bedste. 20-30 store forestillinger synes at være pillet ud af allerede udsendte programmer. Såfremt nogen kunne få den mistanke, at disse skandaløse dispositioner, der vidner om manglende overblik, også kan have teaterpolitske undertoner, har man svært ved at bebrejde nogen noget.
Det siger sig selv, at færre store operaforestillinger kan tjene som en svækkelse af argumenterne for et operahus. Skam få tankegangen. Men teaterledelsen må have kritikerne undskyldt, eftersom manipulation i hele forløbet har været reglen.
Bestyrelsesformandens berømte brev til statsministeren efter et morgenmadsmøde, hvor formand Kaiser tog munden fuld af andet end rundstykker nemlig foragt for kvalificerede og rimelige indvendinger - brevet fremvistes på udstillinge Magtens Galleri - forstærkede ikke just den samlede folkelige tillid til den dynamiske kgl. duo.

Valgte side
For nu at få det hele med har Teaterchef Christiansen, superembedsmanden med det hurtige hoved, retfærdigvis også gjort meget godt for det Kgl.: nedbrudt normer, indført fornuftige arbejdsgange og udvist almindelig handlekraft. Det skal han ikke have utak for.
Sceniske kunstarter fordrer imidlertid loyalitet af det administrative bagland. Dertil kunsterisk vilje til det kompromisløse. Det siger sig selv - rent bortset fra de aktuelt ikke opfyldelige kunstneriske krav - at en chef for alle arter ikke i længden kan opretholde en sådan firesidet loyalitet. Hvilket Christiansen da heller ikke har gjort, men uden at lægge påfaldende skjul på den sag valgt skuespillet.
Ikke urimeligt at antage at dette skridt kan opfattes som endnu ét i retning af samdriftens snarlige sammenbrud.
Måske vi en dag vil takke Teaterchef Michael Christiansen for lige netop den indsats.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu