Læsetid: 5 min.

Da bølgen tog land

28. december 1998

Hemmeligheden bag kvindehåndboldlands-holdets succes lever videre efter Wilbek

HÅNDBOLD
Ulrik Wilbek begyndte nok at forberede sin egen sortie fra kvinde-landsholdet da han udnævnte "boblere", ekstra spillere som skulle tilknyttes landsholdets metalkvinder, dels fordi de var yngre endnu, dels fordi landstræneren mente de var talentfulde nok.
Der var for Wilbeks vedkommende ikke tale om samtidigt at støbe en ny og boblende landstræner. Det var der jo kompetente folk til at ordne i en fart. Troede man.
At træde tilbage kan være svært, især fra noget man har høstet så overvældende resultater med. Men i Wilbeks tilfælde hjalp det selvfølgelig, at han i bagtanken havde både et stærkt klubhold, nemlig Viborg, samt et helt socialudvalg at bruge kræfterne på.
Anja Andersen glider - i sin bog Mit håb om frihed - af på spørgsmålet om, hvorvidt Ulrik var en genial ungdomslandsholdstræner i 1987, eller blot heldig at komme til fadet, da dansk kvindehåndbold blomstrede op. Men Wilbek havde ambitionerne i orden, og metoderne er jo siden blevet kendte: træningslejre for en lille snes piger, så unge at de stadig var formbare talenter. Vækning kl. 6.30, og så ud på dagens første løbetur. Varieret med intervaltræning, bakkespurter, op og ned ad badevægten, så kostlære, træningsdagbøger til obligatorisk fremlæggelse hver uge - hele mønstret fra østlandenes sejrrige statsamatørisme.
En anden importvare for Wilbek blev den såkaldte "koreanske bølge", en asiatisk spillemåde som kræver tempo og sikkerhed, jernladies og boldartister, på een gang.
Dengang piskede Wilbek lærdomme ind i hovedet på
f .eks. Janne Kolling, ukendt 2. divisionsspiller fra Viby: "Dine indspring fra højrefløjen skal i fremtiden foregå som en jetjager! Vandret! Men du skal samtidigt højere op i luften!" Vi andre nyder i dag resultatet. Men under EM så vi osse, hvordan en fremskudt wing flere meter på den anden side egen tremetergrænse stod parat til at slå Kolling over fingrene, når nogen centrede til hende.
Skal man nu være body-builder og iført ishockey-udstyr for at kunne klare sig på det danske kvindelandshold? Er det en ny måde at sætte grænser for vækst i elite-idrætten? Eller er det kapitalismens endelige sejr, sådan som idrætsforskere i årevis har forudset? Eller er det bare sådan i almindelighed, at nu tog bølgen land, nu er Danmark kigget ud, og vi vil blive kanøflet, af de store.

Forsvar som angreb
Som den norske landstræner Marit Breivik udtalte efter guldmedaljerne hin søndag aften kom i hus i Amsterdam: "Når Danmark bygger på at det bedste forsvar er angreb, så glemmer de til sidst at sikre forsvaret!"
Man skal aldrig lytte til en fremmed træner. EM 98 viste netop, at de rød-hvide i flertallet af kampene formåede at få forsvaret til at fungere, til tider endda i nærheden af det perfekte.
Den nye træner Jan Pytlik kan være rimeligt tilfreds. Kolling, Mette Vestergaard, Tonje, Brødsgaard, Kristine Andersen og Hoff holdt jo Østrig (engang frygtet og dreven modstander!) nede på ni scoringer i semifinalens første halvleg, samtidigt med, at de samme folk plus Camilla Andersen hurtigscorede i den modsatte ende af banen: 22 mål! Selvfølgelig skal det med at Østrig af ukendte grunde havde stillet en ubevægelig hvid flagstang ind mellem stængerne. Men som reserven Malene Andersen udtrykte det i pausen: "Opdækningen er suveræn, Susanne Munk Lauritsen helt vildt flot!"
Men sammenlignede man med åbningskampen, Danmark-Makedonien (som fik Danmarks skalp under VM '97), hvor makedonerne bragte sig foran 4-1: Blev uret og forestillingen sat i stå der, så ville et hurtigt rundspørge havde bekræftet mange tilskueres bange anelser og visse håndboldkyndiges bedreviden. Man kan ikke tåle at miste så mange nøglespillere, skifte træner og så få måneder senere regne med at befinde sig på selvsamme niveau. Fra VM-holdet manglede jo Tanderup, Anja, Gitte Madsen, Bøttzau og Heidi Astrup længere tilbage i rækken. Og hvem var de nye?

Spurve i tranedans
"Boblerne" anno 1996-97 havde det ikke let. De var vitterligt spurve i tranedans, og så snart de stak næbbet indenfor på de voksnes arena var pressen der med det samme. Kristine Andersen, Mette Vestergaard, Lotte Kiærskou: ifølge dansk tradition og lige efter H. C. Andersens koncept, så er de nye jo altid de smukkeste, men så snart de trådte lidt over, blev de kasseret. Enten af Wilbek selv eller af "Collegium Sportivum" (klumpen af sportsredaktører).
Under dette EM vendte billedet overraskende. Her blev der, mens de norske malkespande gjaldede, fisket efter harmfulde sure opstød hos spillerne: Var det ikke de sidste af de rutinerede, som var skyld i, at de danske møer ikke fik det røden guld denne gang, men kun sølvet det hvide? Og uanset at Anne Dorthe Tanderup har betalt for seernes fornøjelse med sit højre knæ, og Rikke Solberg med et helt ben tilsammen, så var der konservative røster, der ønskede en hurtig tilbagevenden.
Selv Anja hin frygtelige er man begyndt at give et snarligt come-back, selvom hun tilsyneladende finder det tilstrækkeligt at styre Bækkelaget. Og har man kigget godt nok efter, så er der smæk nok i poten hos Kristine Andersen, enten hun så er oppe og skyde vinkelskud, eller som da hun mod Norge serverede en banelang aflevering frem til vistnok Camilla, i ét hug!

Luksus-problemer
Men vi drømmer jo. Om at opleve det optimale igen og igen. Hvad den nye landstræner drømmer om-? Sikkert at hans udvalgte spillere, nye som gamle, ville kunne opnå lige så gode, dvs. tætte træningsvilkår som man f. eks. har det i Viborg. Måske skulle han have sikret sig det, før han skrev under. På daværende tidspunkt var det jo i den grad købers marked. Men en nødløsning for de betrængte sind kunne så lige så godt være at gøre Viborg til landshold, så ville man, i det mindste på papiret, få hele flokken tilbage, samt træneren, og Danmark ville ikke mere kunne forarges over Østrig, der med Hypobank NiederÖsterreich på een gang har det førende klub- og landshold.
Men som den østrigske indpisker, hr. Prokop siger: "Østrig har kun 1.000 organiserede spillere, Danmark 160.000. Hvordan skal lille Østrig dog kunne klare sig?" Man må tilføje at det bliver især et problem den dag Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Makedonien og Cypern er kommet i EU og bliver rige. Lige så rige som Østrig. Og Danmark. Og Norge.
Vigtigste spørgsmål er om der i fremtiden vil findes kvindehåndbold af klasse, ud over Skandinavien? Eller skal vi til Korea, Japan og Elfenbenskysten for at finde mere jævnbyrdige legekammerater?

Leif Petersen er dramatiker og tidligere formand for håndboldklubben KH

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her