Læsetid: 7 min.

Brev til en dansk ven

30. december 1998

'Du var lykkelig over, at ingen af dine venners flygtninge kunne vække så stor medlidenhed og fremkalde så mange tårer som mig. Man misundte dig virkelig, og du nød at være suverænt ubesejret i humanisme'

Novelle

Kære danske ven,
glædelig jul og alt godt i det kommende år. Og undskyld, at jeg har glemt dit navn. Det er imidlertid ikke så mærkeligt, at jeg har glemt det: Der er nu snart gået fire år, hvor vi hverken har hørt eller set noget til hinanden.
At jeg ikke kan huske dit navn, betyder dog på ingen måde, at jeg har glemt dig. Tværtimod, jo længere tid der går, jo oftere tænker jeg tilbage på vort venskab og vore samtaler og spekulerer på, om det er min skyld, at vi er kommet væk fra hinanden. Jeg er endnu ikke kommet til klarhed over, om det virkelig skyldes mig, men at jeg er skyldig - det medgiver jeg. Det var jeg allerede dengang, da vi først mødtes og lærte hinanden at kende.
Nu kan jeg godt indrømme, at du dengang forekom mig både latterlig og fjollet, selvom du græd dine modige tårer. På en eller anden måde kunne jeg dengang ikke få ind i mit hoved, at jeg, der dagen før var kommet fra Bosnien, selv befandt mig fjernt fra tårer, mens du, der hverken havde set eller kendt mig før, var hensunken i gråd over min skæbne som flygtning. Det er da latterligt og fjollet, ikke sandt? Men som du ved, lo jeg ikke. Jeg have slet og ret ondt af dig, og jeg sagde til mig selv: Nu må du hjælpe dette overfølsomme menneske med ikke at gøre sig selv til grin. Og så begyndte jeg at fortælle dig nogle af de ting, der var sket og nogle, der ikke var sket, det eneste der betød noget for mig var, at historierne var så tragiske og blodige som muligt, så du rigtig kunne få grædt ud, uden at skulle græde ud i det blå. Jeg husker, din jamren, da jeg beskrev, hvordan min mor og far var blevet massakreret med kniv for øjnene af mig, hvordan deres legemer del for del var blevet splittet ad ... Da var jeg lige ved selv at græde, til trods for at min mor og far dengang, gudskelov, var i god behold og ved godt mod og stadig er det.
Når man dengang tog dig med hjem i sådan en tilstand, ophovnet og nedbøjet af gråd, kastede mine egne sig over mig: Den ene kondolerede mig på grund af mine forældre, den næste anklagede mig for at pynte på min personlige tragedie for at indsmigre mig hos dig, og den tredje roste mig, fordi jeg gjorde noget godt for almenvellet, ikke kun for flygtningene men for hele vort folk ... Og jeg selv, tro mig, jeg ville ikke andet end at hjælpe dig, så du ikke skulle virke latterlig og fjollet i flygtningenes øjne.
Og den omstændighed, at du i de følgende dage, uger og måneder gang på gang kom med fulde hænder og jeg modtog dig med udbredte arme, har jeg ikke betragtet som udnyttelse. Ikke kun fordi det var gamle ting og aflagte klæder, du medbragte, men også fordi jeg regelmæssigt modtog dine invitationer til at vise mig frem for dine venner. Du var lykkelig over, at ingen af dine venners flygtninge kunne vække så stor medlidenhed og fremkalde så mange tårer som mig. Man misundte dig virkelig, og du nød at være suverænt ubesejret i humanisme.
Jeg var glad for, at du var stolt af mig, men jeg var også stolt af dig. Ingen flygtning havde en bedre dansk ven. En større og mere overbevist patriot kunne man dårligt nok finde blandt flygtningene selv. Du elskede vort folk højere end vi selv gjorde. Og mens jeg lyttede til dine ildfulde og kampberedte taler, som du plejede at afslutte med at sværge på at udslette fjenden "til sidste mand", følte jeg mig ofte som en landsforræder. Og jeg var ikke den eneste.
De første to år af vort venskab var uforglemmelige. Vi var som i familie. Ja, mere end det, som tvillinger: Vi sørgede sammen, græd sammen, hadede sammen og forbandede sammen og nød det sammen ... Vi behøvede end ikke at snakke sammen, et blik var nok, og vi vidste hvad vi hver især skulle sige til hvem. Du som humanist, jeg som offer, vi var et 'dreamteam' for både jeres og vores medier.

Strenge tider
Og så var der pludselig ingen, der længere interesserede sig for os, end ikke dine venner. Det var ikke sådan, at jeg ikke var ked af det, men dengang gjaldt min største bekymring dig og hvordan du skulle overleve det. Når jeg tænker på din fortvivlelse og depression dengang. Men det er nok bedre, at jeg ikke minder dig om disse strenge tider.
Du var i fin form og i godt humør, da vi genså hinanden et par måneder senere. Du var oprigtig glad over at se mig. Men jeg ødelagde det hele, det må jeg erkende nu. Jeg kan stadig se dit forfærdede ansigt for mig, da jeg sagde, at jeg var træt af at vegetere og af at leve et skinliv, at jeg gerne ville leve et normalt liv og selv tjene mine penge, at det havde været redningen for os flygtninge, at vi havde fået ophold og mad, men at dette ikke var nok, hvis vi skulle blive mennesker igen ... Du gav mig det venskabelige råd at tie stille og have tålmodighed, men jeg jamrede egoistisk videre og tænkte kun på min egen ulykke. Derfor sagde du én gang til, at nu skulle jeg holde op, og "hvis forholdene ikke passede mig, kunne jeg jo venligst tage tilbage hvor jeg kom fra." Jeg fik ikke engang lejlighed til at sige undskyld, fordi du øjeblikkelig pakkede sammen og var væk.

Travle tider
Så gik der næsten et år, hvor jeg ikke hørte noget fra dig, skønt jeg regelmæssigt forsøgte at få fat i dig både på dit arbejde og hjemme. Hele året var du på vej - enten var du netop på vej til lufthavnen eller også kom du først tilbage om to-tre uger.
Så dukkede du pludselig overraskende op og inviterede mig på kaffe. Det er allerede længe siden, men jeg husker hvert sekund af vort fem minutter lange samvær. Selvom vi ikke engang nåede at bestille kaffe, endsige at drikke den, fordi du havde skrækkelig travlt, var samtalen særdeles indholdsrig og nyttig for mig. Først bad du mig om for fremtiden ikke længere at ringe eller opsøge dig, fordi du nok skulle komme, såsnart du havde tid. Så rådede du mig til at lade mig integrere, det vil sige finde et arbejde og begynde at forsørge mig selv. Og endelig ønskede du mig lykke til. Jeg fik kun lige tid til at sige tak og på gensyn.

Danskere og arbejde
Det er den sidste gang, vi har set hinanden og talt sammen. Lad mig derfor blot kort fortælle, hvordan jeg siden har haft det. Til min egen og givetvis også til din beklagelse, er jeg ikke blevet integreret. På én eller anden måde kan jeg ikke få danskere og arbejde til at hænge sammen. Når jeg her og der finder arbejde, som altid er midlertidigt, så er der kun udlændinge, og jeg kan ikke komme til at tale dansk. Jeg opsøger danskerne for i det mindste at blive integreret i fritiden, men når de hører, at jeg er arbejdsløs og lever af deres skattepenge, trækker de sig tilbage. Man kan ikke få arbejde, hvis man ikke har danske venner, og man kan ikke blive venner med danskerne uden at have arbejde. Jeg mangler altså de danskere, som jeg kunne integrere mig med. Jeg ved, det lyder åndssvagt, at jeg ikke kan finde nogen danskere i hele landet, men sådan er det. Du er min eneste danske ven, men hvad har jeg ud af det, når du ikke har tid.
For at være ærlig, så ville jeg helst vende tilbage til, hvor jeg kom fra. Men jeg ved ikke, hvem jeg skal vende tilbage til. Der er to folkeslag, som jeg ikke vover at vende tilbage til, og blandt mine egne betragtes jeg som en forræder, der reddede sin egen røv, mens det stod allerværst til, og som er blevet rig i udlandet. Således har jeg mistet bosnierne i alle de år, jeg har søgt danskerne. Og nu står jeg der, uden bosniere og uden danskere. Overhovedet ikke integreret. Men du skal ikke være bekymret. Jeg ville kun bede dig om at tænke på mig, såfremt konkurrencen mellem danskerne om, hvem der er den bedste humanist, skulle blusse op. Tro mig, du finder ikke noget bedre offer. Og jeg har ikke brug for en bedre humanist end dig. Må det gå dig godt.
Din bosniske ven

*Copyright: Zeljko Vukovic og Information. Oversat fra tysk af Karen Syberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu